Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 0 mdr.
Pausedag. Tvunget for Hanne, der stadig var syg - det plejer ellers kun at tage et par dage. Sigurd er ved at lave noget i stof. Vistnok en hvalros? Asta blev inspireret og arbejdede på en sæl og en krabbe.
Lørdag 2018-03-24 Trippelfødselsdag
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 0 mdr.
Hanne var stadig sløj og blev hjemme - hun fik lavet lidt oprydning, men ellers stod den på sofa og hvile. Sigurd var helt frisk igen.
Asta var også frisk - ikke så underligt når det er ens fødselsdag. Der var ikke lige plads til hendes nye cykel (altså Fridas gamle fra loftet) under dynen, men glad blev hun. Der var også en selvlysende sæl fra Sigurd og et par gymnastikringe fra Frida, til erstatning for hendes ødelagte trapez.
Det blev en kort formiddag derhjemme, så tog Asta & far til fællesfødselsdag for Asta og et par drenge fra klassen. Laaangt udenfor storbyen. Det betød masser af plads både inde & ude. Det meste af tiden foregik udenfor med tarzanbane, æggeløb, insektfremgravning, blindsmagning (ikke af insekterne) og gyngning. Klassen fungerer rigtig godt og mosede rundt som en stor flok. Alle tre forældrepar til fødselarerne havde bagt kage nok til alle.
Fredag 2018-03-23 Den rene elendighed
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Hanne var stadig syg (feber, træthed). Sigurd fik kraftig hovedpine og flimren for øjnene i skolen, så han kom hjem og havde det dobbeltskidt. Han livede lidt op efter aftensmaden - det gjorde Hanne ikke.
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Hanne holdt sig hjemme i sengen med feber. Ellers var det klassisk torsdagsprogram med Sigurd til bueskydning og Asta & far til fællesspisning på skolen. For en gangs skyld kendte Asta ingen af ungerne til spisning, men det tog hende ca. 5 minutter at blive venner med en af de ukendte. Modstand er nyttesløst når hun vil lege.
Onsdag 2018-03-21 Hanne guider
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Der var afdelingsdag på Tokes arbejde og en lokal arkitekt & byplanlægger var indkaldt som kulturelt indslag i form af rundvisning i Universitetsparken og området med det gamle kommunehospital. Meget charmerende og veltalende byplanlægger, der fik ros fra flere sider efter rundvisningen. Samme byplanlægger kørte nu på overtid: Hun havde dopet sig med 2 panodiler inden rundturen og tog hjem og lagde sig syg umiddelbart efter. Tak for indsatsen!
Sigurd havde første dag med valgfaget maling & tegning. Han mukkede lidt over at en del af de andre kun havde valgte det fordi andre havde valgt det, men var først og fremmest glad for faget. Hans interesse for at male, tegne & designe er stadig stigende.
Asta havde legeaftale hos Ve fra klassen og blev til aftensmad. Der er planlagt legeaftale incl. overnatning med M fra klassen i næste uge. Asta og M er forøvrigt kærester. Asta er muligvis også kærester med F.
Tirsdag 2018-03-20 Blodig alvor
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Frida kommunikerede pr. SMS med mor midt på dagen: Hun havde lavet en blodtypetest i biologi og var meget interesseret i hvilken blodtype mor & far havde. Men det kunne mor ikke huske, så Frida prøvede far. Far var 99% sikker på at han havde O+ og ret sikker på at mor havde O-. Tydeligvis forkert svar, for Frida skrev Er der noget i føler for at fortælle mig?
(det ses af fejlen med det lille 'i' at hun var under pres). Det mente far ikke han havde, men Frida kunne jo høre mor om hun vitterligt havde type O?
Senere på dagen kom mor hjem og gravede sit gamle donorkort frem. Hun har A+. Det samme som Frida (hvilket passer fint med arvelighedsskemaet). Så der arbejdes videre under antagelse om at Hanne & Toke vitterligt er hendes biologiske forældre. Gad vide om der kommer en DNA-test i 2.g?
Hanne var til generalforsamling i vejforeningen om aftenen. Hun fik resten af vejen med på at starte opsparing til ny belægning og fik dermed en fin afslutning på sin formandsperiode. Hun blev i bestyrelsen, så teknisk set er hun dog stadig formand til der holdes konstituerende bestyrelsesmøde.
Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Hanne var forbi oldemor til frokost, mens Asta var med resten af klassen som publikum til et Ramasjang-program der handler om at redde bierne. Asta siger selv at udsendelsen bliver sendt i morgen, men det passer ikke rigtig med TV-programmet. Frida var på besøg på fars arbejde, men altså kun for at have et sted at læse lektier og låne fars høretelefoner indtil hun skulle til foredrag om Zygmunt Bauman..
Efter skoletid havde Asta sin nye ven F fra anden klasse med hjem. De elsker begge to knus, moslelege, slå-på-ting-lege og i det hele taget alt der involverer fysisk udfoldelse og kontakt. Der var ikke mange rolige hjørner til resten af familien.