Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2018 => Uge 11
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2018-03-18 Astafysik

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Asta stod op, så morgenfjernsyn og lavede morgenmad til resten af familien. Igen. Monstro forældrene kan bruge hendes eksempel til at presse de ældre unger til også at gøre den slags?

Sigurd kom hjem fra bueskydningsstævne. Godt træt. Ingen præmie denne gang, men det havde han nu heller ikke sat næsen op efter. Knægten slap for de huslige pligter, men ikke for at lave lektier.

Hanne & Toke tog ud for at snakke menu & bordopstilling til Sigurds "skal ikke konfirmeres, men det er et godt tidspunkt at holde fest"-fest. Det skal nok blive rigtig godt, med vegetarmad til hovedpersonen og unghane (fritgående opdræt) til resten. Det var smukt vejr og der var tid til gå-sammen-hjem-gennem-skoven-tur for kæresteparret.

-1145_1_AstaSpunkTrampolin_Crop

Spunk i haven

-1621_FrossenBaek

Frostklar gåtur

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2018-03-17 Bueskydning & gymnasiekomsammen

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Sigurd var fortsat til bueskyttestævne, Frida var på arbejde og Toke tog til gymnasiekomsammen (26 år efter studentereksamen). Asta fandt ud af at hun ville gøre rent, så hun fejede gangen og vaskede undersiden af dørmåtten. Toke havde det rigtig godt sammen med de gamle klassekammerater - tiden havde forvandlet alle de pinlige historier til sjove historier og pludselig var klokken blevet 4 om natten.

-0733_Mus_Crop

Gave fra Momo

-2359_2_Toke_16_aar_Crop

Toke 16 år

Skriv en kommentar
 

Fredag 2018-03-16 Sigurd til stævne

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

I går bagte Sigurd banankage til kageordning i klassen. I dag bagte han banankage til at tage med til bueskyttestævne. Han blev hentet om eftermiddagen til en lang køretur til Sjælland. Det bliver med to overnatninger og den før så tilbageholdende lille dreng er blevet til en teenager der bare glæder sig til at være på tur i et par dage.

Asta fik en ny ven i skolen i går: Drengen F fra anden klasse. Så de to arrangerede legeaftale i dag. F kan rigtig godt lide at få & give knus, så der var klart en fælles interesse. En anden fælles interesse er at lege med vand, så ved afhentningen hos F havde Asta lånt et tørt sæt tøj.

-1711_1_AstaCykelvognBalloner

Balloner i afskedsgave

-1713_Skorsten

Pejlemærker > kort

-1721_2_SigurdVenterMedKage

Cool Zigs venter

-1949_AstasVaerelseBalloner

Rolig uro

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2018-03-15 Lang dag for alle

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Sigurd skrantede stadig om morgenen og skippede skolen. Han fik det bedre hen mod aften og tog til bueskydning. Fin timing, Sigurd. Forældreprioriteterne er nu i Sigurds favør: Han skal til danmarksmesterskab på Sjælland i weekenden, så det var lidt vigtigt med bueaftenen inden da.

Frida har meldt sig til Cambridge Engelsk, der er et A-niveau-fag, hvor man skal til en særlig eksamen. Det giver lige et par timers ekstra undervisning hver torsdag. Om eftermiddagen tog hun til et foredrag om nano-satellitter.

Asta & Toke tog til fællesspisning på skolen. Der var ikke så mange denne gang, med Astas veninder Ve & D var der, så de var fuldt underholdt i hinandens selskab. Der blev snakket noget om lockout og der var dessert, så det blev noget sent. Asta havde forøvrigt tabt en tand i løbet af dagen - hun tror ikke længere på tandfeen, men kræver stadig at der ligger klingende mønt under hovedpuden når hun vågner.

Hanne besøgte oldemor, hvor hun lavede aftensmad og hjalp hende i seng. Oldemor kan ikke gå længere, så der er ved at blive etableret nogen rutiner omkring det.

-1331_1_Bordfodbold

Hård dag på kontoret

-1857_3_Asta_Crop

Ingen manglende-tand-smil i dag

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2018-03-14 Sigurd syg

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Sigurd hostede, snottede og var ganske kvadret. Han blev hjemme for at komme ovenpå.

Mor smurte madpakke til Asta om morgenen, men der var ikke noget af Astas foretrukne pålæg. Så hvad ville hun have? Syltetøjsmadder og makrelmadder. Ikke honningmadder!

Asta have legeaftale med Ve. Igen. Denne gang dog hjemme hos Ve. De blev hentet i bil i skolen, hvor Asta fik bildt forældre C ind at hun altså hverken havde jakke eller strømper med i skole. Da Toke hentede Asta blev forældre A opmærksom på det med den manglende jakke og insisterede på at Asta skulle låne en af Ves jakker. Samtidig røg der bebrejdende ord i retning af C. Toke prøvede at forklare at det slet ikke var noget problem og afviste jakkelånet (der lå et tæppe i cykelvognen, der stod på skolen 500 meter væk).

Toke kunne godt opfange at jakkelånsafvisningen ikke blev taget for gode varer, men når det nu er ens eget barn har man trods alt trumferetten. Han kunne også godt opfatte at A ikke var færdig med at snakke med C om ansvarlighed, men havde ikke social skills nok til at ændre den del. Stakkels C - hans fejl var jo bare at han stolede på Asta.

Hanne tog til generalforsamling i bueskytteklubben. Ganske frivilligt (hun ville gerne se lokalerne og møde folk). Det lykkedes hende at lade være med at melde sig til noget bestyrelsesarbejde. Der bliver brug for noget manuelt arbejde senere på året, men den slags er anderledes let.

Lidt over kl. 20 kiggede familien på hinanden og blev enige om at de godt kunne gøre et spil Betrayal at the House on the Hill færdigt på 1 times tid - nu havde de jo rutinen. 2½ time senere stod Fridas karakter sejrsrigt med et blodigt spyd i hånden og heltene havde tabt igen.

Scenariet var denne gang med en skjult modstander (alle trak en brik der viste hvem de var og måtte ikke vise den til de andre). Det tog ekstra tid fordi der blev kastet beskyldninger og indgået alliancer i ét væk. De to primære mistænkte i laaang tid var mors karakter & fars karakter og det lykkedes Frida at få pisket stemningen højt nok op til at fars karakter måtte lade livet. Sigurds karakter prøvede bare at komme væk fra alting, så Fridas karakter havde derefter enegang mod mors karakter.

Skjult modstander er en helt anden type spil end åben modstander. Sigurd brød sig nu ikke om det - han kan ikke lide at der skal lyves og snydes.

-1714_1_AstaSneHaar

Jakke, mig? Hvorfor?

-2245_2_BetrayalAtTheHouseOnTheHill

Mens der stadig var tvivl

-2313_1_BetrayalAtTheHouseOnTheHill

Face of evil

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2018-03-13 Sigurds fødselsdag

Frida: 16 år, 6 mdr. Sigurd: 14 år, 0 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Asta vågnede kl. 5:45 (fem kvarter før normal stå-op-tid), tog tøj på og gik ind til forældrene for at få dem op, så der kunne synges fødselsdagssang for Sigurd. Det projekt blev lige en anelse udskudt, men dog gennemført incl. gaver under dynen og (påstod Sigurd) med ægte søvn i stedet for rævesøvn.

En af Sigurds gaver var et sommerkursus i tegning på højskole med mor. En af den slags gaver hvor forældrene var i tvivl om hvordan den ville blive modtaget. Men Sigurd var positiv. Han vil gerne blive bedre til at tegne - han efterlyser primært teknik. Det med der kreative har han styr på.

Sigurd analyserede Den Grimme Ælling: Racisme er dårligt og hvis du er pæn, kommer du længere i livet.

Om aftenen blev der spillet Betrayal at the House on the Hill, hvor spillerne er gode venner lige indtil de slet ikke er det mere: Efter at have udforsket et skummelt gammelt hus med almindelig mild bukserystning og edderkoppeangreb blev det pludseligt blodig alvor, hvor Sigurds karakter på groveste vis myrdede Fridas karakter, så et spøgelse kunne få en brudgom. Hvis nu Hannes karakter havde været lidt hurtigere med sit spyd eller Fridas karakter havde holdt fingrene fra spindelvævet eller Tokes karakter havde ladet være med at panikke og drøne ned i kælderen, ville de have haft en chance. Hvis nu hvis.

Sjovt spil, tog ~2 timer for første gang, skal helt sikkert spilles igen. Det særlige er at der er 50 scenarier, så det kommer til at tage noget tid før det bliver rutine.

-1632_SigurdAabnerPakke

Fødselar

-1749_1_Sushi

Fødselsdagsmad

-2108_BetrayalAtTheHouseOnTheHill

Fødselsdagsvinder

Skriv en kommentar
 

Mandag 2018-03-12 Legeaftale

Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.

Asta og Ve fra klassen gentog lige konceptet fra sidste uge: Hjem og lege hos Asta. Ve er en ret frisk pige: De tog forbi centret før de skulle hjem og hun gav Hanne beskeden Vi skal nok gå hen til bageren og få børneboller. Du kan bare stå her og glo. Hun har også travlt med at få flettet prut og tis ind i samtaler, så mon ikke også Asta (gen)afprøver virkningen af den slags snak i nær fremtid?

Frida kom hjem fra skole kl. 10 formiddag pga. kvalme. Sådan gået lidt på klingen viste det sig at hun ikke havde spist morgenmad og at hun fik det meget bedre efter noget i maven og lidt hvile. Om eftermiddagen var hun ganske frisk og hun gennemgik hvordan det gik på HTX: De har haft timer afsat til at forberede en præsentation til deres forældre og det virkede overraskende godt.

-0812_4_TaageVej

På vej mod arbejde

-0819_1_StatsbiblioteketTaage

Arbejde

-0823_1_UniversitetsparkenTaage

Udsigt over parken

-1734_2_AstaTrampolin_Crop

Feer svæver

-2252_IndpakketHajFraFrida

Gad vide hvad Sigurd får i morgen?

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->