Søndag 2016-10-30 Snydehalloween
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Asta fandt sammen med et par andre børn fra vejen og tog den lille tur rundt på Bakkekammen. Deres sang var Boller op og boller ned og biller i min mave. Hvis vi ingen slik-eller-penge får, så smadrer vi din have!
. Med det begrænsede antal huse fik de også begrænset mængde slik, men de var nu vældig tilfredse.
Frida halloweenede ude i byen med 3 veninder i et hus uden hjemmeværende forældre eller søskende. Det blev nu ikke til den helt store uhygge, men mere i retning af pyjamasparty.
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Frida: Hvor er mor?
Far: Mor er på Mors med sin mor og sin mormor.
Hannes multigenerations mor-datter-tur gik ud på at besøge steder på Mors, hvor oldemor (og mormor) har boet eller har haft særligt forhold til. Turen bød også på ål på Gullerup Strand Kro og kaffe på Sallingsund Færgekro.
Frida tog ned i byen for at købe vinterstøvler, Sigurd murede sig inde på værelset og Asta & far tog en 1½-times tur på biblioteket: Asta blev venner med en dreng dernede, så far satte sig i en stol og læste tegneserier, mens de legede far, mor & børn. Drengen blev sat til at lave maden.
Asta: Far, før du lagde mig i seng i går, havde jeg gemt min iPad på værelset. Da du så lagde mig i seng, sagde du ikke at jeg ikke måtte se film, så det gjorde jeg.
Far: Meget snedigt!
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Arbejde, skole, børnehave. Alle unger gemte sig på deres egne værelser om eftermiddagen, men kom ud af hulerne om aftenen til fælleskigning af Big Bang Theory. Okay, ikke Asta, men hun var træt og faldt tidligt i søvn.
Fun fact: Fra Aarhus er der kortere til Rom end der er til Tromsø.
Torsdag 2016-10-27 Klar til ferie
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
De to største brikker for nordlystur i marts faldet på plads: Rejsen & beboelsen. Det tager 5-6 timer at flyve fra Billund til Tromsø, med 1½-times stop i Oslo. Det bliver til 10 overnatninger i Tromsø på andensalen af et privathus.
Hanne har indirekte kontakt til nogen nordmænd, der lover at der er rigeligt med sne i Tromsø i marts måned. Meget passende kan man løbe langrend næsten den fulde længde af øen; i midten hvor der er højt og god udsigt over fjord og by. Der skal lige organiseres ski. Og skitøj. Og kattepasning. Og ventes 5 måneder!
Mens der ventes kan man jo passende gå til et par UNF-foredrag. Frida har meldt sig til 12 ud af 15 i denne sæson i Aarhus. Hun har en ide om at det vil være sjovt at slæbe far med til Dødens Læger.
Onsdag 2016-10-26 Legeaftale og mødeaften
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Asta besøgte veninden M efter børnehaven. Noget med at lege doktor med dukker, få malet fingernegle og have prinsessekjoler og prinsessesko på. Asta ville naturligvis ikke hjem og plagede det meste af vejen om at komme en tur til Tyrkiet, så hun kunne købe en vifte magen til venindens.
Hanne havde en af de der onde "Ahh... Jeg trænger rigtig til at slappe af i aften. Ups! Hov! Jeg skal jo til møde". Det småregnede naturligvis også.
Tirsdag 2016-10-25 Ikke-spontan kagedag
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Frida skitserede en kage i går og shanghajede en veninde til at bage den i dag. Tegningen viste vistnok en junglehytte, som far syntes lignede et batteri, men det endte med en meget nydelig (og velsmagende) kage med fondant lavet af skumfiduser og flormelis.
Sigurd var til bueskydning og fik sat pileholder på sin bue, så han denne gang rent faktisk kom til at skyde. Glad dreng. At han så har formået at smide sin balancestang (en metalstang på ca. 1 meter) væk er en biting - der bliver anskaffet en ny.
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 7 mdr.
Det blev en kort arbejdsdag for Toke, for de ringede fra børnehaven for at fortælle at Asta var sløj og havde kastet op. Afsted det gik, hen for at hente en Asta der var vældig frisk og gemte sig for far. Hun blev fanget & sat i cykelvognen og græd hele vejen hjem, fordi hun havde fået at vide at hun ikke kom til gymnastik.
Den beslutning holdt far fast i, for kolbøtter og trampolinspring har det med at skubbe til en latent urolig mave. I stedet var der TV, boglæsning med far, medhjælp til aftensmaden, tapeindbinding af fars hænder og aleneleg med LEGO.
Hanne havde arbejdsdag til kl. 18 og om aftenen færdiggjorde hun syltningen af de grønne tomater. De er særdeles velsmagende.
Dagens mysterie: Der stod 25 æg i køleskabet, da Toke kom hjem. Det gjorde der ikke i morges...!? Om aftenen blev det opklaret at bedstemor havde været forbi med dem.