Søndag 2016-08-21 Skadet kat og havedag
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Katten Momo humpede rundt på 3 ben og pev når man rørte ved højre forben. Poten havde det fint og der spekuleres på om det er et brud eller et bid. Hanne & Toke gætter på brud og medmindre kræet har det meget bedre i morgen, kommer den til dyrlægen.
Resten af hækken blev ryddet for vildskud. Måske lidt for effektivt, for det kom et særdeles stort hul ind til den ene nabo, der kun delvist skærmes af et træ inde hos naboen. Lige dét sted skulle beskæringen nok have ventet til efteråret.
Om aftenen stod den på Takenoko. Asta spillede alene og vandt med 30 point over Hannes 29, med Toke på en ussel tredjeplads med 24 point. Asta gik igen mest efter pandakortene, men har lært at det er smart at særge for at fy nye missioner løbende.
Lørdag 2016-08-20 Rottejagt og cykeldag
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Da Asta vågnede var der søreme kommet en rotte i hendes fælde! Hun skyndte sig at hive i snoren, så fælden knappede og dyret blev fanget. Hun var nu ikke 100% imponeret: Far, det er bare et legedyr du har lavet! Den har perleøjne!
. Far bedyrede at det var det i hvert fald ikke! Det var Sigurd, der havde lavet den.
Asta tog med mor & bedstemor til CYKLO inde ved Musikhuset. Asta havde cykel med og var tilpas udadvendt og aktiv til at et par CYKLO-frivillige satte et kamera på hendes cykel, til den store centimeter marathon på 420 meter. Asta var i gruppe 1 (det var alle børnene, så de fik alle en seddel med et 1-tal på maven) og fik en guldmedalje, som hun var mægtig glad for. De nåede også en tur på ARoS, før de kom trætte hjem.
Om aftenen tog Frida med en veninde i biografen, for at se Suicide Squad (hun syntes den var god). Sigurd var til fødselsdag med klassen, hvor han opfandt en leg, der blev vældig populær. Det var noget med at et hold forsvarede huset og et andet hold skulle trænge ind i huset. I praksis handlede det om at råbe til hinanden og løbe rundt indenfor.
Asta: Mor, den første menneske som der levede, hvem kom den af?
Mor: Ja, den er svær
Asta: Jeg ved det godt. Den første menneske var tryllet om fra en abe!
(og ja, rolig nu: Asta fik forklaret at mennesker ikke nedstammer fra aber, men at de har en fælles forfader)
Fredag 2016-08-19 Forskellige monstre
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Der skal ikke meget til for at få begge katte til at løbe indenfor og skabe pelshygge i sofaen: Et enkelt forbipasserende monster i form af en skraldebil sikrede aftenhyggen i den trygge hushule.
Frida røg også ud af sin komfortzone: Hun var blevet til shanghajet som med-arrangør af et surpriseparty for en klassekammerat, der involverede koordinering med personer Frida ikke kendte i forvejen. Det tog på kræfterne, selvom alting gik helt som det skulle.
Torsdag 2016-08-18 Andenhåndsbonus
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Asta fik et brugt dynebetræk af Tokes kollega Jørn. Det er meget lyserødt, men det passer jo glimrende med sådan ca. alt andet hun ejer!. Ak, Hannes masterplan om at lave prinsessealderen brænde sig selv ud er vitterligt i fuld sving.
Sigurd fik en aflagt gaming-mus af Tokes kollega Thomas. Sådan en der kan programmeres og som kommer med forskellige vægtlodder, så man kan få den inerti man ønsker. Den skulle efter sigende have en defekt med venstre knap der dobbeltklikker, men Sigurd havde travlt med at prøve den og valgte spil så det ikke var noget problem. Glad Sigurd.
Onsdag 2016-08-17 Da Hanne Løb
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Mor tog til DHL-stafet med træningsniveauet "kan løbe 5 km, i hvert fald næsten hele vejen". Heldigvis var ambitionsniveauet for holdet heller ikke skyhøjt, så hun var ikke den eneste der nød sceneriet undervejs. Det vides ikke hvad hendes tid blev.
Toke tog til forældremøde for Abeklassen, mens Frida igen håndterede Asta & madlavning. Mødet handlede mest om den kommende fælleslejrtur for skolen, hvor der bl.a. skal skydes med pusterør, så Toke fik en god snak om emnet med klasselæreren. Begge foretrækker elektrikerrør, men læreren er til de lidt længere modeller, mens Toke foretrækker dem kortere og stabiliseret med træliste.
Tirsdag 2016-08-16 Aktivitet og træthed
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Frida havde atletikdag i skolen og fik guld+ i løb. I højdespring fik hun blå mærker af at hive stangen ned og lande på den. Af solen fik hun røde kinder.
Asta var vældig i hopla ved afhentning og fik stoppet et par damer, der tålmodigt ventede på at hun viste dem hun kunne cykle og vinke samtidig. Lidt senere stoppede hun et par teenagedrenge, der overraskende nok også var tålmodige nok til at hun fik forklaret at hun lige havde plukket en kastanje og boede på Topperbakken 37.
Ved hjemkomsten satte Asta og far sig i sofaen for at spise is og hygge. Det varede ca. en portion is tid, så opdagede far at Asta sad og sov i siddende stilling. Hun vågnede først op igen ved aftensmadtid, hvor hun var mega-muggen. Og ja, klokken blev alt-for-sent før hun sov igen.
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Asta besøgte børnehaveveninden MP om eftermiddagen. Da Toke hentede var de begge i fuld prinsessmode med kjole, diadem, 5 store ringe, halskæde og slør. Legen foregik foran en hjemmebygget alter for Disneyfiguren Elsa fra filmen Frost: Baggrunden var en stor pakke tuscher med billede af figuren og forgrunden var en spilledåse, hvor hun byggede en snemand med sin søster. Der var også et par bøger eller blade. Det var ikke trivielt at vriste Asta løs.
Sigurd blev klippet hos en frisør. Han var ikke superglad for resultatet (det ville også have været overraskende, uanset hvordan det blev klippet), men resten af familien synes det ser godt ud og glædes over at han har fået lidt bedre udsyn til omverdenen.