Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 4 mdr.
Bedsteforældrene kiggede forbi for med morgenmad, for at ønske Hanne tillykke med fødselsdagen: Bedstemor havde hjemmestrikkede trøjer til Hanne og Asta - meget nydelige og alt for lune til den varme sommerdag. De blev kun kort og gårsdagens driveri blev forsøgt kopieret. Men Asta hang alt for meget på mor, så hun blev lokket på en skovtur af far. Turen gik også forbi stranden, hvor der var totalt for mange mennesker. Men Asta drønede ud i vandet, fandt en stor fin sten, en ny veninde og noget spændende tang. Kedelig far hev hende hjem efter alt for kort tid i solen og kompenserede med is. Asta crashede prompte, da hun kom hjem. Der blev ingen aftensmad til hende, men spøjst nok vågnede hun op senere til aftenis.
Sigurd fik færdiggjort sit maleprojekt og viste sig at havde styr på det hele:
Sigurd: Jeg har valgt ikke at lave dry-brushing
Toke: Err... Okay? Hvad er det?
Sigurd: Det er når man tager f.eks. sølvmaling på penslen og stryger det meste af før man maler, så det ser ud som om pistolen er slidt
Lørdag 2016-07-23 Building & modding
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Godt vejr og afslapning i hjemmet. Mor havde fået en LEGO-bus (1457 klodser) i går og gav sig i kast med den. Hun blev ikke færdig med at bygge den. Sigurd mente hans giftig-gule NERF-pistol skulle se bedre ud, så hjulpet af vejledninger fra Internettet fik han den skilt ad og startede malerarbejdet.
Fredag 2016-07-22 Mors fødselsdag
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Nøj, det var svært at vente på at mor kom hjem fra yoga-ugen. Sigurd & Asta bagte kage og der blev gemt gaver under mors dyne. Men det tog kun en times tid og hun kom altså først hjem om eftermiddagen. Stor lykke og dejligt vejr, da hun endelig dukkede op. Næsten samtidig med Frida, der kom hjem fra Samsø.
Hannes Yoga-uge havde været ganske overordentlig sund, med vegansk kost og yoga fra 7-22 hver dag (okay, med gode pauser indlagt). Ingen sukker, ingen kaffe, ingen te. Derhjemme blev der kompenseret med kage, kaffe, pizza & chokolade. Det må man godt på ens fødselsdag. Hun havde nu været vældig glad for opholdet og har planer om mindre justeringer af hendes hverdag.
Fridas Samsøtur faldt sammen med Samsøfestival, hvor hun fik hørt Lukas Graham og var backstage med veninderne (rolig nu, det var vældigt fredeligt; de havde fået adgang af en af venindernes far). Der var også rigeligt tid til at være på stranden.
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Asta vågnede kl. 7:00 og blev passificeret med Ramasjang. Toke vågnede igen et par timer senere med dårlig samvittighed over ikke at have fodret afkommet. Der lå nu tre bananskræller på sofabordet og en uspist banan var bundet fast i en snor, antageligvis så den ville være nem at trække til sig, såfremt man skulle være mere sulten.
Der blev pakket gave ind til Hannes fødselsdag i morgen, småryddet op og gået aftentur efter is. Asta havde lidt overraskende ikke behov for at læsse af efter turen i sommerhus, så alting var meget fredeligt. Hun brugte en del tid alene på at rydde op, at vaske en pose sten blanke, male terrassen med vand og andre fredelige sysler. At Monstret Polly så fulgte efter hende og rodede igen, lagde papir i brusekabinen og malede badeværelsesspejlet med sæbe var jo ikke hendes skyld.
Der blev også hørt musik det meste af dagen. Asta er blevet fan af Black Sabbath, særligt nummeret Iron Man:
Asta: Duhn, duhn, duhn... Spider-Man!
Toke: Tæt nok på
Onsdag 2016-07-20 Ud med Frida, hjem med Asta
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Frida cyklede mod Samsø ved middagstid: Der går en lille passager- og cyklist-færge fra Aarhus Havn. Hun skal være væk et par overnatninger og tager en enkelt dag til Samsø-festival. Toke skulle hente Asta i farmor & farfars sommerhus, men Sigurd var ikke med på flere timers køretur, så han blev hjemme. Det gik også glimrende: Han lavede selv stegt bacon til middagsmad og stegt bacon i wraps om aftenen.
I sommerhuset havde Asta ikke spor travlt med at komme hjem, så det passede meget godt at hun & Toke blev til aftensmad. Lækker aftensmad, forstås. Som altid havde hun haft et godt ophold sammen med fætter Birk, med bål og vandbalje i haven.
Tirsdag 2016-07-19 Sommerland og fremtiden
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Sigurd, 2 af hans kammerater og far tog i Djurs Sommerland. Frida gad ikke med, så hun inviterede en veninde på besøg og lavede pandekager. Det var første varme dag efter lang tids gråvejr, så der var ret mange mennesker i sommerlandet. Lidt under halvdelen af tiden gik med at stå i kø. Men okay, ungerne havde det sjovt og Frida havde aftensmaden klar derhjemme.
Med både Hanne & Asta ude af huset kunne der ses film lige efter aftensmaden. Frida afslørede at hun ikke havde set Tilbage til Fremtiden, så det var let at vælge. Frida er meget skeptisk overfor 80erfilm og stillede et væld af kritiske kommentarer undervejs, såsom Skal de ikke flytte sig?
, Skulle han ikke være blevet ramt af bilen?
, Hvad hvis han mister frakken med brevet?
, Sæt tiden lidt tidligere ved tilbagerejsen!
, Men nu er faderen jo populær!?
. Man skulle næsten tro det var aftalt spil, for filmen besvarede alle hendes spørgsmål et par minutter efter hun havde stillet dem. Meget modstræbende måtte hun erkende at det rent faktisk var en god film og at hun gerne ville se toeren.
Frida skal til Samsø i morgen, men opdagede at hun havde glemt at købe cykelbillet. Hun var godt klar over hvordan det skulle håndteres: I stedet for på behagelig vis at ordne det over nettet, skulle hun ringe og snakke med et rigtigt levende menneske. Argh! Panik! Slemt slemt. Det var hårdt for hende, men hun gennemført og det var en lærerig oplevelse: Manden i telefonen ikke kunne hjælpe og bad hende om selv at annulere på nettet og oprette en ny aftale, så moralen var klart at man ikke skal ringe.
Mandag 2016-07-18 Sommerhustur, yogatur, blodtur & monstertur
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Om formiddagen blev Asta blev kørt til farmor & farfars sommerhus af Toke, hvor hun skal være et par overnatninger. Der blev ingen tårefyldt afsked, for hun havde meget travlt med at arrangere hvor hun og fætter Birk skulle sove og hvad de skulle lave.
Hanne tog afsted lidt senere. Hun er på yogakursus på mors indtil fredag. Sund mad, yoga morgen, middag & aften. Der rystes lidt i bukserne for om hun kommer hjem med for meget inspiration. Toke tog en tur i blodbanken med Frida som tilskyer og nysgerrig apparatundersøger - der skulle doneres blodplader, hvilket er noget med en centrifuge og et pumpesystem der skifter mellem at modtage og afgive blod fra & til donoren. Det tager tre kvarter. Sygeplejerskene spurgte 3-4 gange Frida om hun havde det godt med hvad der foregik. Det havde Frida, mens Toke blev lidt svimmel til sidst og måtte have stolen justeret til liggestilling.
Det gik næsten bedre om aftenen, hvor Sigurd og en Sigurdkammerat skulle have bank i Munchkin: Med en blændende taktisk manøvre (okay, han var møgheldig) hoppede Toke fra level 3 til 9 og var this close til at vise den visne elver-halfling og den bøvede orc hvordan monstre skulle rulles flade. På groft manipulerende vis fik Sigurd overbevist vennen om at det var Toke der var farlig: De rottede sig sammen og bankede ham tilbage, hvilket ikke-spor-tilfældigt efterlod Sigurds ven uden brugbare specialkort og Sigurd med frit spil til at banke et usselt level-5-monster og springe til vinderlevel 10.