Søndag 2016-07-17 Ingen aftaler
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Hanne ryddede op på sin telefon. Meget effektivt. Efter et par forgæves forsøg på at re-etablere hendes kalenderaftaler måtte det erkendes at de alle skulle genindtastes manuelt.
Lørdag 2016-07-16 På tur med oldemor
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Der blev organiseret bil og familien tog en tur ned til Ø-haven sammen med oldemor Else. Ikke overraskende havde oldemor styr på både grøntsager og blomster i kasserne. Solen skinnede mellem skyerne, bierne summede og hønsene gokkede. Landlig stemning 10 meter fra havet. Efter at have undladt at forgribe sig på fristelserne i kasserne i en halv times tid tog flokken til Sjette Frederiks Kro til et meget lækkert kage & kaffebord. Asta prøvede godt nok at blive en del af et andet selskab, men hun blev fundet, fanget og ført tilbage til det rigtige selskab.
Om aftenen blev der spillet Munchkin, hvor Hanne dominerede for vildt. Lidt for sent begyndte Sigurd & Toke at panikke og prøvede at banke hende flad med et potent vandrende monster og 3 boosts. Deres gnækken blev brat afbrudt da Hanne smed en dobbeltgænger og kvadrede monstrene uden problemer. Ydmygende afklapsning til drengene.
Fredag 2016-07-15 Pokémon og Magic
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Hanne fortsatte sit dørmalingsprojekt og Toke prøvede at få lidt mere styr på garagen: Lige nu er der 3 cykler, 1 klapvogn og 1 plasticscooter i overskud, men hverken Asta (cykel + scooter) eller Sigurd (cykel) vil have at andre overtager deres gamle ting. Der skal lige et par strategiske manøvrer til, før de kan forsvinde.
Lidt overraskende har Frida kastet sig over Pokémon GO og brugte en stor del af dagen på at rende rundt i nabolaget og lede efter Pokémon med sin mobiltelefon: Squirtle! Den er god!
(et par minutter senere) Endnu en Pidgey! Årh lort!
. Hun ville meget gerne med Asta & far en tur på biblioteket, der meget belejligt viste sig at være et træningscenter for Pokémon. Undervejs mødte de 8 forskellige andre unge, der gik søgende rundt, mens de kiggede ned på deres mobiltelefoner. Frida har rekvireret en iPhone-holder til cyklen, så hun kan effektivisere eftersøgningen.
Sigurd tog igen til fredagsnørdning i Dragons Lair, sammen med sin Magic-spillende kammerat. Hanne tog med, sammen med en god bog. De blev der et par timer og Sigurd var vældig glad, hjulpet på vej af at vinde alle 3 spil de spillede. Inspireret af sommerhusturen blev Munchkin købt med hjem.
Torsdag 2016-07-14 Familien samlet
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Frida kom hjem fra sin Tunøtur kl. 19:30. Hun og hendes veninde havde ligget i telt med strandudsigt og havde mødt en sæl og en halvskør dame. De havde også gået øen rundt to gange.
Onsdag 2016-07-13 Klipning og maling
Frida: 14 år, 10 mdr. Sigurd: 12 år, 4 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Asta og Hanne startede dagen med en klipning af Asta. Altså en frisørklipning. Det er tre år siden sidst, men denne gang var der ingen problemer med utålmodighed: Asta syntes bare det var spændende.
En af Hannes ferieprojekter er maling af hoveddøren, så Hanne, Toke & Asta tog på indkøbstur efter maling o.l. Byggemarkeder er naturligt spændende for 5-årige og det tog Asta ca. 30 sekunder at blive bedste venner for evigt med en tilfældig jævnaldrende dreng hun mødte. De to kiggede på værktøj, skiftede over til at lege fange og var hastigt ved at starte legen "lad os gemme os for de voksne", da drengens far kaldte ham til sig og de forlod stedet.
Tirsdag 2016-07-12 Et par ture udenfor
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Ved middagstid drog Frida afsted sammen med en veninde mod Tunø, hvor de skal ligge i telt nær stranden. Der var nogen byger i løbet af dagen og regn om aftenen, men Frida kan godt lide regn og teltet er udmærket vandfast.
Asta cyklede en tur i skoven sammen med far. Hun troede ikke på hans snak om at det var trolde, der havde væltet et par af de store træer, men det viste sig at være fordi der altså kun var små trolde i Riis Skov. Turen var timet rigtigt godt med vejret og Sigurds banankagebageri.
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Frida forberedte tur til Tunø, ved at pakke taske og ved at sove et par timer på sofaen. Sigurd spillede Overwatch hele dagen, Asta krævede ret meget opmærksomhed og det samme gjorde kattene, der var usædvanligt kontaktsøgende.
Om aftenen spillede Hanne, Frida & Toke Takenoko igen. Det er et rigtigt nydeligt spil med flere taktikker, god balance og regler der giver mening både historiemæssigt og balancemæssigt. Hanne vandt forøvrigt.