Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Sigurd & far vågnede tidligt i lejren. Det gjorde de fleste andre også og der gik hjemve i det hele: Teltene blev pakket sammen og hjemturen foregik uden de store pauser. Det klarede Lille Frø forbilledligt de første 20 km, men de sidste 10 km var han temmelig flad. Han var nu ikke den eneste: Da klokken blev eftermiddag gik Toke omkuld først i hængekøjen, derefter i sengen. Aftensmaden blev købepizza.
Lørdag 2016-06-11 Fødselsdagstur og fædretur
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Frida var fortsat ikke ovenpå, så hun tog en skrantedag. Asta & mor tog til fødselsdag hos bedsteforældrene, hvor Asta var noget tung at danse med: Hun krævede opmærksomhed en stor del af tiden. Måske var hun overtræt? Hun faldt i hvert fald i søvn på vej hjem kl. 17:15 og sov videre mens hun blev båret i seng.
Sigurd & far tog på den årlige fædretur for Sigurds klasse. Det betyder at fædrene tager alle ungerne med til udendørs overnatning og hygger om bålet, mens ungerne fodres med kage og ellers overlades til sig selv. Denne gang var det en cykeltur til en meget primitiv (læs: Et bålsted og et nogenlunde plant stykke med græs) lejrplads, nær Kalø Slotsruin. Der var ca. 35 km cykling, incl. svinkeærinder. Men der var indlagt en længere spisepause, en lige så lang badepause og to punkteringer, så det gik smertefrit.
Der var udpræget mangel på gode forhold til øksekast på lejrpladsen, så der blev tyret en anseelig mængde sten i vandet i stedet. Der blev badet, spist bålmad og ristet rå mængder skumfiduser. Da det blev mørkt klatrede ungerne i træer og skræmte hinanden. Et par af de voksne hjalp med skræmmeriet. De to sidste gik i seng kl. 5 efter en 2 timers lang diskussion om hvorvidt fodbold er den objektivt bedste sport.
Fredag 2016-06-10 Gentagelse af i går
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Frida var igen sløj om morgenen og blev hjemme til middagstid, hvor hun tog i skole (hun vil helst i skole hvis hun kan). Det var nu en skidt ide, for hun fik det dårligt igen efter en times tid deroppe.
Asta sov igen alene i telt. Hun siger hun så godt kan lide det fordi der er så meget plads til hendes ting derude.
Torsdag 2016-06-09 Uden forældre
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Astas aleneovernatning i telt gik uden problemer. Hun blev vækket om morgen til sædvanlig ståoptid, hvor hun lå pænt i sin sovepose, helt uden at være ædt af ulvene. Forældrene udnyttede straks denne demonstration af selvstændighed ved at tage til bestyrelsesmøde (Hanne) og spisning med arbejdet (Toke). Okay, storesøster tog Astaansvaret imens, men alligevel...
Om aftenen ville Asta sove i telt igen, så hun fik endnu en alenenat derude.
Frida var forøvrigt syg om morgenen (kvalme, hovedpine) og tog ikke i skole. Det var heldigt hun var frisk nok om aftenen til at passe Asta.
Onsdag 2016-06-08 Sløj Frida og Astaalenenat
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Frida fik det skidt ved eftermiddagstid, sådan helt almindelig ondt i maven, hovedpine og sløjhed. Hun gik tidligt i seng.
Asta havde det ikke sport skidt og ville gerne sove i telt igen. Det var mors tur til at lægge, men hun gad altså ikke sove i det fri, så enden blev at Asta sov alene derude. Hun plejer at sove ret tungt, så mon ikke hun stadig er der i morgen?
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Hanne tog til et kursus i Randers og Sigurd skulle følges til bueskydning, så det efterlod et Asta-problem. Eller rettere: En Asta-pasning. Frida hentede hende fra børnehave og lavede aftensmad (pandekager) sammen med hende. No problemo, så længe forældrene gav hende en skilling for arbejdet.
Sigurd tog til bueskydning med far. Da de var gået 200 meter løb han tilbage efter sit buskort. Da de nåede hen til busstoppestedet løb han hjem efter sko (man må ikke have sandaler på til bueskydning). De nåede det nu alligevel og det var som altid godt.
Asta ville sove i telt igen, så det blev Tokes tur til en overnatning i det fri.
Mandag 2016-06-06 Telttid igen
Frida: 14 år, 8 mdr. Sigurd: 12 år, 2 mdr. Asta: 5 år, 2 mdr.
Hanne tog til vejbestyrelsesmøde efter aftensmaden. I morgen skal hun på kursus i Randers, for at lære om bestyrelsesarbejde og på torsdag er der skolebestyrelsesmøde. Hendes omgivelser takker for indsatsen på de forskellige fronter.
Asta fik overtalt Hanne til at slå telt op i haven. Så ved forældrene også hvor de skal sove den kommende tid.