Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Det er forår og forår betyder at man sætter initiativer i gang. Både Hanne & Toke synes de trænger til motion, så der sættes stille og roligt i værk. Hanne tog en løbetur og vendte frisk hjem. Toke tog en cykeltur og vendte frisk hjem, for derefter at falde i søvn i haven og sove en times tid. Det er hårdt, det der med at bevæge sig.
Frida tog afsted til Berlin kl. 7 om morgenen, sammen med sin klasse. De kommer hjem onsdag aften og har tætpakket program. Forældrene er ikke med på hendes elektroniske kommunikationskanaler, så de må pænt vente til onsdag med at få afrapportering.
Sigurd & Hanne snakker om et akvarium. De har foreløbig lånt et par bøger på biblioteket, sådan for at få en fornemmelse af hvad der skal til. Sigurd: Orv, far, jeg har lige fundet ud af noget meget smart ved akvarier. At man ikke behøver vande planterne i det!
.
Lørdag 2016-04-30 Ydrk! Andre mennesker
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Der skal være sommerfest på skolen og det er Sigurds klasse der står for den. "Sigurds klasse" betyder "Forældrene til børnene i Sigurds klasse". Så der var arrangeret et møde for alle involverede, et møde forlænget med grillmad og snak. Frida skal til Berlin med sin klasse i morgen, så hun meldte forståeligt nok fra. Hanne havde fået nok af at snakke med andre mennesker efter et par dage med møder. Toke havde ingen undskyldning, så han og Sigurd tog derop om eftermiddagen.
Så var det heller ikke værre. Det var nærmest hyggeligt at få snakket lidt med de andre voksne. Og med strategisk håndsoprækning fik Toke begrænset sine sommerfestpligter til at skaffe friske grene & blomster, samt brænde til et Sankt Hans-bål.
Derhjemme brugte Frida dagen på at pakke pertentligt til Berlinstur med klassen: Der er sådan noget med at lave lister og organisere en madpakke med gavelignende indpakning. Hun var rigtig kommet i humør til turen og gik sågar tidligt i seng, så hun kunne være frisk til morgendagen.
Fredag 2016-04-29 Ikke-danskdag i skoven
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Ungernes skole var i skoven til udendørs danskdag, hvilket viste sig at betyde et løb med poster, hvoraf kun 2 var danskopgaver. Der var småblæsende, mediumkoldt og miniregnende, så det var ikke den store fornøjelse. I hver fald ikke for Frida, der ved hjemkomsten brokkede sig over at der havde været to unger fra en mindre klasse på hendes hold, som hele tiden var løbet væk fra gruppen for at lege i skoven, i stedet for at fokusere på at løse opgaverne og gennemføre løbet på kort tid. Far drillede hende muligvis en anelse efter dén klagesang.
Asta havde 2 veninder med hjem fra børnehaven. Det fungerede slet ikke: De kunne ikke blive om noget som helst i 1½ time og skøjtede fra den ene ende af huset til den anden, efterladende et spor af halvstartede lege. 10 minutter før veninderne blev hentet fik de naturligvis gang i en god fællesleg.
Tokes kollega Thomas havde udlånt en alternativ puslekube, som Hanne kastede sig over. Det viste sig at hun kunne genbruge grebene fra den klassiske Rubiks Kube. Næsten altså.
Torsdag 2016-04-28 Ikke-matematikdag på skolen
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
På Frida & Sigurds skole var der matematikdag. Der var annonceret at temaet var puslespil af forskellige typer, men reelt viste det sig at hver klasse fik et puslespil på 1000 brikker, lavet ud af et foto af klassen. Det brugte de så dagen på, uden at nogen af klasserne blev færdige. Noget af en tynd kop øl.
Hanne legede også med puslespil, dvs. Rubiks Kube. Hun kan løse den på lidt over 4 minutter, men er ikke spor færdig med at træne. Om aftenen tog hun til generalforsamling på ungernes skole og blev sekundærsuppleant, med den klare dagsorden at prøve at få nogen naturvidenskabeligt orienterede valgfag.
Frida fandt ud af at hun er trendsætter. Hun har hørt af omveje at hendes smækbukser er seje og en pige fra en midnre klasse sendte hende en SMS med Hej, jeg tænkte på hvilket mærke dine blå sko er?
(Frida måtte hente en sko for at få afklaret det spørgsmål). Nerd is in!
Onsdag 2016-04-27 Midten af ugen
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Skete der noget i dag? Næh, det gjorde der vist ikke. Asta blæste en ballon op med næsen og far huskede at sætte dej over til langtidshævede boller. Muligvis lidt hjulpet af at Frida havde sat huskesedler på tre lyskontakter og hans computer.
Tirsdag 2016-04-26 Ørelæge og gymnastik
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Hanne tog Asta med til kontrol høs ørelægen. Der er (ikke overraskende) stadig hul på venstre trommehinde og pga. snottethed er højre øre helt stoppet. Asta har dermed 1/4 hørelse for tiden. Igen er glade ved tanken om at lægge dræn i igen, så i stedet fik hun en plasticdims med ballon med hjem, hvor ideen er at Asta skal blæse ballonen op med næsen. Det virkelige formål med øvelsen er at skabe højere tryk inde i hovedet, så passagerne udvider sig og snottet kan løsne sig fra øregangen.
Efter lægebesøg til Asta til gymnastik. Hun var fortsat vældig glad for det, men forældrene kan godt se at hun skal på et andet hold næste gang: Det hun er på nu er for 3-6-årige og det lægger en del begrænsninger på hvad de bliver sat til at lave.
Der blev spillet King of Tokyo om aftenen, hvor Sigurd med et kvikt kunstgreb (kortet hvor alle, også ens eget monster, får 3 skadespoint) slog far ud meget tidligt i spiller. Hans jubel varede kun kort, for mors monster stod i Tokyo og hun jævnede både Sigurds og Fridas monstre ved at rulle 6 angrebsterninger.
Mandag 2016-04-25 Rubiks Kube 3x3x3
Frida: 14 år, 7 mdr. Sigurd: 12 år, 1 mdr. Asta: 5 år, 1 mdr.
Så fik Hanne styr på professorterningen. Hun kan konsekvent løse den uden at kigge i instruktionerne og har lovet sig selv at holde det ved lige de næste par uger, så det sidder rigtig fast.