Søndag 2015-02-15 Fastelavn med 2 veje
Frida: 13 år, 5 mdr. Sigurd: 10 år, 11 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
For et par år siden var Hanne primus motor på tøndeslagning for vejen og nabovejen. Dengang kom der ingen fra nabovejen, øv. Hun prøvede igen i år og fik lokket en enkelt nabovejsfamilie med, sammen med 3 familier fra hjemvejen. Hurra! Det var ret koldt, så efter tønden var banket i stykker, kom alle på besøg hos Hanne & Toke. Der blev hygget et par timer og det var rigtig fint at få snakket lidt uformelt med dem fra nabovejen.
Frida var blevet for gammel til det der fastelavnsnoget, men Sigurd var ude og rasle med en ven.
Lørdag 2015-02-14 Sovedag og scrabblespil
Frida: 13 år, 5 mdr. Sigurd: 10 år, 11 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Toke sov til kl. 12 og Hanne tog 1½ time på sofaen inden aftensmaden, naturligvis med Astas natlampe for fuld skrue.
Om aftenen blev der splittet Scrabble. Toke trøster sig med at han førte overlegent indtil de sidste 3 runder. Resultatet blev 422:448.
Fredag 2015-02-13 Pædagogbekymringer
Frida: 13 år, 5 mdr. Sigurd: 10 år, 11 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Da Hanne hentede Asta snakkede hun med en pædagog, hun ikke lige kunne huske hvad hed. Pædagogen fortalte Hanne at Asta havde svært ved at huske pædagogernes navne, hvilket var lidt et problem. Hanne selv har nu styr på indtil flere pædagogers navne, mens Toke kun kan huske et enkelt. Astas forældre ønsker pædagogerne held og lykke med projektet, men slipper dog ikke for at blive inddraget: Ganske tilfældigt får børnene billeder af pædagoger og andre børn med hjem næste uge; der skal trænes navne sammen med forældrene.
Samme pædagog fortalte at Asta ellers fungerede rigtig godt og at hun var rigtig god til at bygge og tegne.
Torsdag 2015-02-12 Kommandotårerne
Frida: 13 år, 4 mdr. Sigurd: 10 år, 10 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Asta havde meget stort behov for at kommandere med far på vej hjem fra børnehaven. Far havde meget stort behov for at lade være med at blive kommanderet med. Modstridende behov kan til tider udløse konflikter. En af Astas konfliktløsningsmodeller involverer at stå stille og højlydt lade tårerne strømme. Det skete nogen gange, hver gang med det resultat at far sagde han ikke ville adlyde, men at Asta kunne få et knus. Et knus er bare helt forkert, når man prøver at få far til at lægge cyklen i vejkanten og gå hjem uden den.
Onsdag 2015-02-11 Ny svømmehal i Randers
Frida: 13 år, 4 mdr. Sigurd: 10 år, 10 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Der blev tid til en enkelt familiedag midt i ungernes vintereferie. Turen gik til Water & Wellness i Randers. Det var meget nyåbnet og der var et hav af mennesker, men alle havde en rigtig god tur alligevel. Der var to meget lange rutsjebaner (den blå er den sjoveste), et udendørsbassin med sluse så man kunne svømme derud og en ringvæg hvor vandet blev pumpet rundt så der var strøm. Plus det løse. Sigurd var mest til rutsjebanen og Asta var mest til at slippe for forældrene, så hun kunne svømme alene i det halvdybe bassin. Helst uden for meget flydegrej. Nu kan Asta ikke svømme for egen kraft, så forældrene var ikke helt med på dén ide. Når hun ikke kunne slippe væk, skiftede Asta mellem at være i udendørsbassinet og i det strømmende vand.
Katten Mons har det efterhånden ret godt med venstre forben: Den legede med en blyant i dag, som den puffede rundt med begge forpoter.
Frida: 13 år, 4 mdr. Sigurd: 10 år, 10 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Mons var stadig ikke glad for at støtte på venstre forben, men den humpede hen til madskålen. Den får en dag med heling for egen kraft.
Mandag 2015-02-09 "Ferie" og kvæstet kat
Frida: 13 år, 4 mdr. Sigurd: 10 år, 10 mdr. Asta: 3 år, 10 mdr.
Frida & Sigurd har vinterferie, mens forældrene ikke rigtig har det. Det betyder at Asta er i børnehave de fleste dage og at de ældre unger går for lud & koldt vand.
Katten Mons havde været i klammeri med (antageligvis) en anden kat om natten. Dens venstre forben var meget hævet og den kunne ikke støtte på det. Med tanke på sidste gang, hvor katten blev meget sløj og nok burde have været en tur forbi dyrlægen, lovede forældrene hinanden og særligt Sigurd at de nok skulle tage den med til en professionel, hvis den får det værre.
Århus om morgenen
[panorama]