Søndag 2015-12-13 Hems med lys
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Fridas projekt med at forvandle sit værelse til sort/hvid betød at Asta kunne arve hendes brune lædersofa. En trappestige, der antageligvis stammer fra dengang huset blev bygget, blev afkortet & opsat og en lyskæde blev viklet om hendes hems. Det begynder at ligne noget.
Ellers var der almindelig søndagsvedligehold med indkøb, brændebunkerokade og lusekæmning (Frida lusefri, Asta mindst én lus).
Hanne prøvede at starte sin MacBook igen. I modsætning til i går startede den op uden videre. Meeeget mystisk.
Lige før sengetid sneg Asta sig ned på Fridas værelse, fandt en læbestift og tegnede på Fridas bord & pude. Det er ikke noget hun har gjort før og forældrene var kedeligt voksne nok til at gøre det helt klart at hun ikke skulle gøre det igen.
Astas pause med chokoladejulekalender sluttede i dag. Den holdt 4 dage.
Lørdag 2015-12-12 Antioprydning
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Asta opdagede nogen af de ting mor havde fjernet fra hendes værelse under den store oprydning i torsdags. Heldigvis opdagede hun ikke sækkene med udsmidningsting, så det var begrænset hvor meget hun fik slæbt tilbage til værelset.
Om aftenen døde Hannes MacBook. Pludseligt og markant. Selv ikke grundig rystning og bankning på bagsiden bragte den til live igen. Desværre for Hanne så er hendes julegave fra Toke allerede skaffet.
Asta:Faaar! Der er en edderkop på mit værelse!
Nej, det er et fint eksemplar. Det er en husedderkop.
Nej, du skal ikke sætte den udenfor!
Okay, hvad så?
Den skal bo der!
Fredag 2015-12-11 Toke til julefrokost
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Tokes julefrokost startede kl. 16. Traditionen tro var der konkurrenver inden spisningen og I år havde en af nørderne fra kælderen skruet op på 11: Et Pac-Man-spil blev vist med en projektor og blev styret af fire udlånsautomater! Der blev placeret en person med en bog ved hver automat. De kunne ikke de skærmbilledet, så der skulle råbes til den der skulle bippe en bog ind, for at styre til venstre, højre, op eller ned. Som ekstrahygge var der et konkurrerende hold i lokalet, der naturligvis forsøgte at sabotere ved at råbe forkerte instrukser samtidig.
Senere skulle der udtrækkes folk til at sørge for næste års julefrokost. Første udtrukne person blev Toke, anden udtrukne blev også Toke og ligeså med tredje udtrukne. En vis mistanke om urent trav begyndte at brede sig... Der kom en anden pose på banen og der blev trukket andre navne, men Tokes udtrækningsafgørelsen fra første pose blev ikke omstødt.
Torsdag 2015-12-10 Oprydning hos Asta
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Mens Toke tog på skolen for at lave mad til en arrangement, knoklede Hanne på med at rydde Astas værelse for skrammel og legetøj til 2-årige. Ved samme lejlighed røg hendes seng og da den var klatrevejen til hemsen måtte der lige en midlertidig madras på gulvet. Det der med at kravle op på skufferne virker ikke videre godt når skufferne er spinkelt byggede og med hjul, så de er særdeles nemme at trække ud og ind.
Hanne fik også givet Sigurd en lusekur, før han blev sendt til overnatning på skolen. Forældrene håber på at der bliver en pause i aflusningen efter juleferien.
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Toke havde hjemmedag, men var for rask til at være syg og for sløj til at være frisk. Blæv.
Om eftermiddagen der slags skole-hjem-samtale for Frida. Der blev mest snakket generelt om skoleåret og klassen, men forældrene fik dog også at vide at Frida klarede sig rigtig godt i skolen, men godt kunne sige lidt mere i timen. Frida mente selv hun sagde rigeligt.
Asta har set Nissebanden hver dag i december, men om aftenen sagde hun at hun ikke gad det mere. Hun har tydeligvis tænkt over sagerne for hun har også bestemt sig til at gemme resten af sin chokoladejulekalender til jul.
Tirsdag 2015-12-08 Lys i stuen
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Der eksperimenteres med LED-pærer i hjemmet, til erstatning for almindelige elsparepærer. Bedste bud foreløbig er Civilight RA97, der giver langt bedre farver. Den er nu lige så varm i gløden som elsparepærerne (2700 Kelvin) og Hanne & Toke vil gerne have noget der er lidt køligere.
Mandag 2015-12-07 Gigantmonstre og konfektbyggeri
Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Et skrig fra kælderen sønderflængede husets ro og far stormede derned (okay, gik derned i raskt tempo så). Han blev mødt af en oprevet Frida, der berettede om en kæmpeedderkop på hendes værelse, der havde overfaldt hende. Far var ikke helt enig i hendes størrelsesangivelse, men fangede Lille Peter og satte pænt kræet udenfor.
Ganske ignorerende det ironiske i handlingen tog Frida senere på aftenen til orienteringsløb: I mørke, i skoven og helt sikkert igennem en masse spindelvæv.
Udover edderdyr handlede det om julekonfekt. Sigurd & Frida stod for byggeriet.