Lørdag 2014-03-15 Hverdagslørdag
Frida: 12 år, 6 mdr. Sigurd: 10 år, 0 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Friskbagte boller til morgenmad, en stille bibliotekstur, den ugentlige middagslur til Asta, indkøb, den ugentlige eftermiddagslur til Hanne, Sigurd til MGP-aften med overnatning hos en ven. Forældrene kunne lige klare niveauet.
Asta rykker med bøgerne og efterspørger nye historier. Både til højtlæsning og til selv at sidde med. Hun lader til at have droppet den mystiske idé med at rive siderne ud af bøgerne så hun får dem med i seng igen.
Fredag 2014-03-14 Besøg hos dyrene
Frida: 12 år, 6 mdr. Sigurd: 10 år, 0 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Det var en vældig harmonisk fredag for Asta, som far fandt sammen med 3 andre unger i sandkassen. De byggede vulkan indtil de andre blev trætte af legen. Så mosede Asta vulkanen og tog hjem med far.
Sigurd & Asta tog med far ned til Onkel Jacob, der kunne vise kyllinger frem. De var én dag gamle og vældig nuttede med små pippelyde. Asta var vældig begejstret, men kunne nok allerbedst lide de store høns. Måske fordi de var meget begejstrede for at spise det græs hun kastede ind til dem. Slangen var nu også ok, vistnok pga. den spaltede tunge.
Torsdag 2014-03-13 Sigurds hjemmefødselsdag
Frida: 12 år, 6 mdr. Sigurd: 10 år, 0 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Forældrene & Frida stod op kl. 5.15. Frida for at bage pandekager, forældrene for at yde moralsk støtte og tage et morgenbad. Sigurd blev vækket en times tid senere med sang på sengen og der var goood til til morgenmaden. Faktisk var alle klar en time før afgangstid, men det gav Sigurd tid til at lege med gaver.
Med morgenhygge & pandekager kan det ikke gå helt galt så Sigurd havde en rigtig god dag i skolen. Det sammen havde Asta i børnehaven. En pædagog meldte at hun havde leget med 4-5 forskellige børn, som hun ikke kendte i forvejen.
Onsdag 2014-03-12 Fødselsdagsfest og matematikfrustration
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Sigurd var til fødselsdag hos en pige fra klassen. Udover at vinde 100 kroner (som han dog først får om 200 år) ved at hoppe 3 meter ned (Sigurds egen bedømmelse) fra et legehustag fik han spist 2 burgere, 3 kager og 2 poser slik. Det blev ikke til meget aftensmad derhjemme og senere klagede han over ondt i maven. Det må jo betegnes som en helt perfekt børnefødselsdag.
Asta havde endnu en god dag i børnehaven og var vældig glad bagefter. Lige indtil begge forældre var i hus og omgivelserne trygge nok til at få læsset af ovenpå dagens oplevelser. Hendes øfferi varede nu ret kort.
Fridas genvordigheder strakte sig over længere tid. Hun lagde ellers kækt ud med at melde Om 15½ år er jeg halvt så gammel som dig
til far og arbejde løs i en matematikbog med ekstraopgaver. Hun skulle have hjælp til en ligning og gik helt i spåner over 9(3 + 2x) = 10x + 45. Det viste sig at hun dels ikke havde lært at gange ind i paranteser og dels ikke var blevet introduceret til ligninger i skolen endnu, så det var ikke så mærkeligt hun kørte sur i det. Frida var nu stadig opsat på at få det på plads, så hun blev sat til at spille DragonBox og fik lovning på yderligere hjælp derefter. Det er vist egentlig ret sundt at Frida erfarer at hun ikke bare kan løse alle matematikopgaver uden videre.
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Endnu en dag med meget udetid i børnehaven. Denne gang kom Asta ned med nakken og faldt i søvn på sofaen, da hun kom hjem. Hun var hypermuggen fra hun vågnede til hun fik spist aftensmad og senere var hun slet ikke interesseret i at komme i seng.
Mandag 2014-03-10 Udedag i børnehaven
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 11 mdr.
Det gode vejr fortsatte og ungerne i børnehaven var ude hele dagen. En pædagog meldte at Asta nok ville være ret træt. Hun havde godt nok nogen korte men intense brokkeperioder, men ellers mærkede forældrene ikke meget til det.