Søndag 2013-02-24 Sammen med Asta
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 11 mdr.
Det er nu tredje dag i træk hvor Frida ikke har haft legeaftale (eller hvad det nu kaldes) med en veninde så forældrene overvejer om hun fejler et eller andet. Fysisk set var hun nu helt i orden og en stor del af hendes energi gik med at lege med Asta. Asta fik sågar lov til at være med da Frida bagte pølsehorn.
Lørdag 2013-02-23 Snotslatten Asta
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Asta sov til klokken 9.30, hvilket nok skyldtes at hun var lidt sløj: Hun havde kastet op i sengen om natten og havde naturligvis møvlet rundt i det i søvne. Bortset fra snotteriet og nedsat appetit lod hun ikke til at fejle noget, men det passede nok meget godt at det blev en stille hjemmedag.
Trods planerne om stille dag blev der alligevel vendt op og ned på Frida & Sigurds verden: Der blev indkøbt en toaster! Oh fryd og salig ost! Hvilken fantastisk opfindelse! Asta & far var ikke overvældende begejstrede, men resten af familien gik i selvsving over tingesten. Det kan være den ender med at samle støv på hylden om et par uger, men den har allerede tjent sig hjem i børneglæde.
Fredag 2013-02-22 nus med forbehold
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Trods snottethed var Asta vældig glad om morgenen og løb ind i puderummet så snart hun kom ind i vuggestuen. Far fulgte efter, sagde farvel og spurgte om han fik et knus. Det overvejede Asta et kort øjeblik og løb så glædesstrålende hen mod far, der satte sig på knæ med udstrakte arme. Asta drejede af i sidste øjeblik og kastede sig i favnen på en pædagogmedhjælper.
Det er ikke eneste gang ungen har moret sig med at drille familiemedlemmer på den måde. Det gik også ud over Frida, der gentagne gange forsøgte at lokke et knus ud af Asta, der ihærdigt ignorerede hende. At Asta kort tid efter puttede sig ind til Frida i sofaen er jo noget heeelt andet.
Torsdag 2013-02-21 Eftermiddagsøfferi
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Da Asta blev hentet i vuggestuen meldte en pædagog at hun havde været helt ulykkelig en halv time før afhentning og havde signaleret at hun ville hjem. Hun var heller ikke på toppen da hun kom hjem. Et par balloner og en storesøster der ville lege hjalp nu en del.
Onsdag 2013-02-20 Mod lysere tider
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Med tiltagende dagslys, Asta der sover om natten og vokser om dagen, Frida der autodidakter for fuld kraft og Sigurd der rykker fagligt & socialt, begynder forældrene at komme ovenpå.
Tirsdag 2013-02-19 Læsearrangement og rumkamp
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Om aftenen var der læsearrangement for mellemskolen (4-6 klasse) på børnenes skole. Frida & Hanne tog derop og var med til forskellige opgaver og snak med bl.a. en bibliotekar fra det lokale bibliotek.
Derhjemme blev Asta træt og kom tidligt i seng. Det frigav tid til at bygge med Silk Clay og se noget af Star Wars IV. Filmen var Sigurds valg og selvom han brokkede lidt over kvaliteten af special effects under kampene, var der intet i vejen med eventyret. Darth Vaders Executor-class Star Dreadnought har en særlig plads i Sigurds hjerte, i afdelingen med sanddrager, meteorrobotter og plasmaaliens.
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Der var fastelavn på skolen så der blev sendt en drage og en rumraket derop. Det blev nu en dreng fra børnehaveklassen (undskyld: 0te) der blev både kattekonge & kattedronning.
Asta har øget sit tøjniveau til at hun nu kan tage flyverdragt, støvler og én vante på selv. Eftersom hun elsker at komme i vuggestuen er hun helt med på tøjtingen om morgenen (og tilsvarende svær at få til det når hun skal hentes). Det er lang tid siden hun er vågnet om natten og sengelængingerne er meget hurtige for tiden. Faktisk lidt for hurtige for forældrenes smag - de ville egentlig gerne have lov at synge en godnatsang.