Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Asta stod igen op af sig selv og tullede rundt i stuen. Det fortsatte resten af dagen, hvor der var fred og harmoni i en sådan grad at forældrene var i stand til blot at læne sig tilbage og drikke kaffe ved indtil flere lejligheder.
Bedstemor og oldemor kiggede forbi med rundstykker og kage. Oldemor er i høj kurs hos Asta (og omvendt), og hun blev vældig glad for besøget.
Lørdag 2013-02-16 Besøgstur og Astapineri
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Asta startede dagen med at stå op selv. Det vides ikke hvor længe hun tullede rundt i stuen før forældrene hørte hende. Hendes selvkøreniveau er nået til at hun selv kan tage flyverdragt på. Hvis hun altså gerne vil udenfor.
Dagen indebar to projekter: Det ene var hygge i form af et besøg hos Onkel Jacob. Der var både nullerdyr, Duplo og kage. Det andet projekt var at give Asta et bad. Trods leg med plastickrus og gode miner kunne forældrene lige så godt have stukket nåle i Asta: Hun pev og prøvede at komme væk, helt fra starten. Det kammede helt over ved hårvasken. Far havde rollen som den ooonde vaskemand og mor havde rollen som den gode tørrer, der reddede Asta. Hun bar nu ikke nag. Suk... Det er næsten nemmere at vaske hende ved at køre en tur i svømmehallen, hvor hun underligt nok gerne vil være.
Dagens ord: Bladan
(banan)
Fredag 2013-02-15 Alle ud af huset
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Far tog på arbejde, Hanne, Sigurd & Asta tog ned i byen og Frida tog afsted på weekend med veninden Olivia. Byturen var til oldemor, hvor Asta skruede helt op for både charmen og udforskeriet. Med storesøster borte trådte Sigurd i karakter og gik rundt med hende i lejligheden og sørgede for at hun ikke hærgede oldemors ting.
Efter hjemkomsten fik Sigurd vennen O på besøg. Det var ham han sov hos i onsdags, så meget passende blev vennen til overnatning. De fik besked på at gå i seng ved 22-tiden, men derfor kan man godt ligge og snakke til 23.30.
Dagens ord: Olle
Torsdag 2013-02-14 Pigelegeaftle
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Der er ikke så meget kontakt mellem pigerne og drengene i Sigurds klasse, så det er glædeligt når det sker. Sigurd fik en pige fra klassen hjem til heldagslegeaftale og hun er (næsten) lige så nørdet som ham. Det betød at de kunne udveksle tips til deres yndlingsspil, lege med Silk Clay, spille Spore på Sigurds computer og rode med et eller andet ukendt i hobbyrummet. Far prøvede at puffe dem udenfor et par gange, hvilket de var rørende enige om var en meget dårlig ide.
Frida skal på weekend med veninden Olivia, så hun brugte dagen på at slappe af og pakke. Der var overskud til pizza til frokost og en Asta der var mindst lige så udforskende som i går. En af de ting hun udforsker for fuld kraft er hvor meget hun kan styre de andre familiemedlemmer. Hun har fundet ud af at man kan få dem til at tie stille ved at sige Shh
og sætte fingeren for munden. Af ukendt årsag bruger hun det primært under godnatsangen.
Onsdag 2013-02-13 Asta in action
Frida: 11 år, 5 mdr. Sigurd: 8 år, 11 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Det var Tokes tur til en hjemmearbejdsdag og ungerne bagte pølsehorn til ham. Der er muligheder i det her. Da Asta kom hjem knoklede hun på med at udforske både steder og ting. Hun opdagede bl.a. at man kan lave ret meget ravage ved at dreje køkkenvandhanen ud over bordpladen og skrue helt op for vandet, mens far er inde i et andet rum.
Tirsdag 2013-02-12 Det er godt at arbejde hjemme
Frida: 11 år, 4 mdr. Sigurd: 8 år, 10 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Hanne arbejdede hjemme, hvilket betød at hun kunne vente med at aflevere Asta til kl. 9 og at Frida stod op og bagte pandekager til hende kl. 11. Toke ser frem til lignende opvartning i morgen.
Sigurd besøgte sin ven O. De legede for fuld skrue hele dagen, kun afbrudt af frokost & kanelsnegle og så var det åbenbart passende at tage natten med.
Dagens Asta-sætning: Min hue!
.
Mandag 2013-02-11 Hverdagsferie
Frida: 11 år, 4 mdr. Sigurd: 8 år, 10 mdr. Asta: 1 år, 10 mdr.
Asta i vuggestue, Sigurd afsted til heldagslegeaftale og Frida ... vistnok hos en veninde. Begge forældrene tog på arbejde og bortset fra en ret høj pædagog/barn-ratio i vuggestuen, var alt som det plejer.