Søndag 2013-12-01 Første december
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Asta vågnede ganske atypisk allerede kl. 7 og var noget ked af det. Hun er nu også ret snottet for tiden og var helt stoppet i næsen. Ellers var morgenen glimrende: Der var adventsgaver i sokkerne og nissen havde også lagt et lys til forældrene. Frida & Sigurd hyggede sig sammen med at lave en figur fra en Shanes Verden byg-selv julekalender.
Hanne fik julepynten på plads og satte Toke til at finde lyskæden til træet udenfor. Han kiggede alle vegne, men den var helt væk!? Det tag ca. 2 minutter for Hanne at finde den da hun prøvede. Den lå i kassen med lamper & ledninger. Der havde Toke altså kigget. På ære!
Sigurd lavede matematiklektier om eftermiddagen og om aftenen. Det tog temmelig lang tid og han var meget frustreret undervejs, men det sluttede lidt overraskende med at han var glad og positiv. Selv omregning af et par fejlstykker tog han positivt. Han er svær at blive klog på.
Hermed klar til Toddlers & Tiaras
Lørdag 2013-11-30 Familielørdag
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Hannes brødre Søren & Jacob kiggede forbi til pizza og reparation af fjernbetjeningen. Alle var lidt trætte så der blev hyggesnakket i stedet for at spille eller se film sener om aftenen.
Brødrene havde gavekalendere med fra bedstemor. Det gik ret hurtigt i fisk med Astas - så snart hun fik fingre i den ophørte den med at være pakkekalender og blev i stedet forvandlet til en samling byggeklodser.
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Toke glemte Astas støvler. Igen. Det er tredje gang indenfor to uger, men i det mindste opdagede han det selv nede i vuggestuen. Som sandalbruger med sandalbrugende barn er det åbenbart svært at huske på den slags unødvendigheder.
Den velorganiserede forældre i hjemmet havde sørget for adventsgaver til ungerne og Sigurd havde lavet en julekalender til Frida.
Torsdag 2013-11-28 Astas magtmidler
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Asta arbejder hårdt på at styre resten af familien med de midler hun har til rådighed.
Til den mere afslappede side ser det ud til at Asta minder mere om Frida end om Sigurd, når det gælder søvn. I hverdagene skal hun vækkes ved 7-tiden og i weekenden står hun ofte først op ved 9-tiden. Hun mangler bare at lære at styre mediecentret (eller også skal Toke tage sig sammen til at lave en Barbapapa-knap).
Onsdag 2013-11-27 Astastatus i vuggestuen
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Der var indkaldt til årlig snak om Asta i vuggestuen. Forældrene regnede ikke med det store nyt så der blev kun allokeret et enkelt skaffedyr til seancen. Det gik nu også som forventet: De er glade for Asta og Asta er glad for at være der. Hun leger både alene og med andre børn, elsker tøj & musik og er meget viljefast. Hun er ikke særlig god til at udtale ord, men eftersom hun forstår hvad der siges til hende uden problemer regnede pædagogen med at hun hurtigt vil komme efter det: Asta har en ugentlig sprogdag, hvor hun sammen med en pædagog og et par andre unger træner snakken. De andre unger har bedre udtale men siger meget lidt, så der håbes at resultatet bliver et gennemsnit af dem og Asta.
Asta har fået plads i børnehaven lige ved siden af vuggestuen, men som sagerne står nu bliver det først til sommer (når hun er 3 år og 2-3 måneder). Det skyldes mængden af børn i henholdsvis vuggestue og børnehave, men eftersom Asta vil være sammen med 4 jævnaldrende indtil da, virker løsningen ok. Alternativet er en anden børnehave.
Tirsdag 2013-11-26 Chokoladesvømmestævne
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Hanne var til workshop nede i byen, men blev nødt til at gå før tid for at komme til planlagt møde på skolen med Sigurds lærer. Desværre blev mødet aflyst 20 minutter før tid - forældrene var ikke begejstrede, men går ud fra at der var akut grund. Der forsøges igen næste tirsdag. Sigurd kræver mere end de klassiske 20 minutter hver halve år.
Sigurd tog til chokoladesvømmestævne om eftermiddagen. Der var godt nok ingen chokolade (men der var slik) og det var godt nok ikke et stævne for de hurtigste fik ikke mere slik end de andre. Ungerne knoklede nu på alligevel og var larmende glade.
Sigurd: Mig og L er begyndt at spise brændenælder, når vi er ude i skoven. Vi plukker dem, skyller dem og tygger dem.
Far: Brænder I jer ikke?
Sigurd: Nej, man skal bare passe på det ikke kommer på læberne. Tungen det er helt fint. Vi plukker også tidsler som vi skræmmer pigerne med.
Mandag 2013-11-25 Cykeltyveri og basketball
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Så blev det Hannes tur til at få stjålet sin cykel. Selvom hun tidligere har snakket om at hun egentlig ikke var så glad for den, passede en tyveri ikke lige ind i planerne - der er nok at holde styr på i forvejen.
Frida tog til prøvedag med basketball. Hun fik trænet forskellige kast og boldhåndtering, men virkede ikke overbevist da hun var færdig. Der er træningsdag igen torsdag så mon ikke hun prøver én gang til før hun beslutter sig til om det er sagen?