Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 8 mdr.
Sigurd blev hentet fra fødselsdagsovernatning om morgenen. Han meldte at han ikke havde lukket et øje hele natten fordi tøserne snakkede, men ellers havde moret sig godt.
Uafhængigt af hinanden foreslog Hanne & ungerne om svømmehalstur og så må det jo blive sådan. Bortset fra bruserne var Asta vældig med på turen. Hun tilbragte det meste af tiden hos mor i det varme bassin, men var frisk på en enkelt rutsjetur med far.
Lørdag 2013-11-23 Privatliv igen
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
Det er over et år siden de nye stuevinduer kom i og der har ikke været rullegardiner for siden da. Det gør ikke så meget om sommeren da der er rimelig lyst udenfor og hækken er grøn & tæt, men om vinteren er det lidt spøjst at alle kan se ind uden at man selv kan se noget derude. Hanne havde imidlertid fået anskaffet nye rullegardiner så huset er igen familiens eget om aftenen.
Sigurd tog til fødselsdag med overnatning om aftenen. Der var en af de sjældne fødselsdage både for drengene & pigerne og der var fuld tryk på ved afleveringen.
Fredag 2013-11-22 Alenemor og pottetræning
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
Toke havde afdelingsdag, så Hanne stod for afhentning, aftensmad & sengelægning. Asta var noget aktiv ved køkkenvasken, men i fint humør. Ved sengelægning satte hun sig på potten og lavede lort. Det er nu tredje dag i træk hvor hun har gjort det.
Torsdag 2013-11-21 Tandlæge, ørelæge, biftur
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
Lille Frø var til tandlæge om morgenen, hvor en særlig tandretningsspecialist kiggede på hans tænder. Sigurd har krydsbid og der har været bekymring for de kommende blivende hjørnetænder. Røntgenbillederne så nu lovende ud så han slap foreløbig for mekanisk justering og skal ind til kontrol igen om et halvt år.
Om eftermiddagen var det Astas tur til ørekontrol. Hun tog glad med far ned i byen, men så snart de trådte ind i gangen til ørelægen, smækkede hun begge hænder for ørerne og sagde Nej, nej, nej!
. Der blev en god pause da hun fik øje på den store perlebane, men hænderne kom for ørerne igen i det øjeblik ørelægen dukkede op. Alt var helt fint med ørerne og drænene sad stadig i.
Om aftenen tog Frida med en veninde ind for at se Hunger Games 2 og Hanne tog til SFO-forældremøde.
Onsdag 2013-11-20 Luftskibsbrand og fodboldspil
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
Dagen startede med at Sigurds stolte luftskib gik op i flammer. Hans lavaildsted var smeltet forbi afskærmningen og ilden var sprunget til en mindre trækonstruktion og videre op til hans luftskib. Trods paniklufe og heftig tampen på sin TouchPad formåede han ikke at forhindre genopførelsen af Hindenburgs endeligt. Ak, der var kun få rester af gondolen tilbage.
I skolen spillede Sigurd frivilligt fodbold, hvilket er anden gang i historisk tid. Nu giver han vel ikke køb på sin identitet for at være sammen med de andre børn? Han meldte at han havde bevirket et mål - godt nok var det ikke ham der scorede og godt nok var det et tilfælde, men alligevel: En fodboldkamp hvor han ikke blot løb rundt på banen.
Asta er rykket videre fra Barbarpapa. Hun har sprunget Byggemand Bob over og er nu på F for Får og Phineaf & Ferb.
Tirsdag 2013-11-19 Støvletab og ferieskole
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
Asta kom i vuggestue kun med sandaler. Det bevirkede at de ringede til Toke ved 9-tiden for at høre om det kunne passe de ikke var med og om Toke mente at det var en god ide at hun skulle lege i det våde græs i sandaler? Toke kunne slet ikke forstå hvorfor de troede at det var med vilje der ikke var støvler med og gjorde sit bedste for at forklare pædagogen at det altså blot var en forglemmelse og ikke et bevidst støvlefjendsk standpunkt. Pædagogen lød ikke helt overbevist, men meldte at hun ville finde nogen lånestøvler til Asta.
Frida snakker om at tage på sprogskole til sommer. Der afholdes 2-ugers forløb hvor 10-13-årige fra forskellige lande mødes for at lære engelsk i Bexhill, England. De skal bo hos værtsfamilier og dagene bliver en blanding af skolegang og at opleve England. Forældrene har det fint med ideen, så der undersøges videre.
Mandag 2013-11-18 Den lille nudist
Frida: 12 år, 2 mdr. Sigurd: 9 år, 8 mdr. Asta: 2 år, 7 mdr.
De er klart blevet bedre til det i vuggestuen, men Asta bliver stadig pakket ret meget ind når hun er udenfor. Astas klassiske reaktion når hun hentes af mor eller far er derfor at tage tøj af til hun finder niveauet passende. I dag betød det bar mave, tylskørt og sandaler.
Sigurd: Taynikma bruger mange nye og avancerede ord, som f.eks. 'uhygiejnisk'
.