Søndag 2013-08-25 Bedstemorfødselsdag
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 5 mdr.
Bedstemor inviterede til fødselsdag med frokost og boller & cacao. Asta var i hopla, solen skinnede og haven bød på ribs & brombær.
Toke var ikke spor i hopla og måtte tage sig en morfar. Efter hjemkomsten lå han ned det meste af tiden og gik helt i seng lige efter Asta var blevet lagt. Frida, Sigurd & Hanne spillede DiXit.
Lørdag 2013-08-24 Afslappedag med overraskelse
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 5 mdr.
Hele familie, bortset fra Frida, gik og småsnottede. Det forhindrede nu ikke noget og Frida tog med mor ind for at købe sko og hente cykel fra eftersyn.
Ud på eftermiddagen ringede det på døren og Faster Laila stod udenfor. Stor overraskelse! I hvert fald fra Tokes side. Hun var kørt fra Fyn for at tage ham med ud og spise. Der var vist også någet med at han fyldte 40 år for en måneds tid siden... Det var rigtig hyggeligt og med god mad. Der blev snakket løs om gode dårlige B-film og om rollenørderi. Dejligt med en søster der har samme smag som en selv.
Fredag 2013-08-23 Sommeren fortsætter
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 4 mdr.
Fredage er ok når de er sol- og is-fyldte.
Set + domono = Qwirkle. Spillet er let at gå til og brikkerne er solide. Der kunne nu godt have været en pointtæller af en art. Kassen siger fra 6 år og opefter og det skal nok passe. Frida & Sigurd havde ingen problemer med at fange mekanikken.
Spillet gik for det meste op i at opdage mønstre, med begrænset brug af strategi. Ungerne syntes det var et glimrende spil og selvom det ikke helt fængede hos Toke er han med på at spille det igen.
Torsdag 2013-08-22 Bænkebiderbider
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 4 mdr.
Toke handlede ind i dag. Han købte Bailey's. Han blev spurgt om ID. Jeps. Det kunne jo være at de to medbragte unger ikke var hans og han ligner jo tydeligvis en på 17.
Sigurd havde almindelig skoledag i dag hvor de havde natur-og-teknik. Der fangede de bænkebidere, kogte dem & ristede dem i honning. Derefter spiste de dem på franskbrød. Meldingen var at de smagte glimrende. Asta vil antageligvis nyde at få det fag i skolen.
Frida kom hjem fra kanotur med klassen. Det havde været en stor succes, selvom en enkelt person var røget i vandet. Den enkelt person var Frida, der med sverigeserfaringerne i baghovedet kækt var trådt ud af kanoen et sted hvor der ikke var ret dybt. Nu er der bare det at "ikke ret dybt" på Gudenåen er ca. midt på brystet for en person af Fridas størrelse.
Onsdag 2013-08-21 Skjorte og løb
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 4 mdr.
Der var afskedsreception for Tokes chefs chef på hans arbejde og af en eller anden årsag mente underholdsningsgruppen at det ville være sjovt hvis Toke tog skjorte & slips på i forbindelse med en sang. Der var spænding i et minut eller to, mens en febrilsk Toke prøvede at binde slipset, men det lykkedes til sidst. En kollega fik klippet håret, så det med skjorten var billigt sluppet.
Hanne tog til DHL-stafet lige efter arbejdet og everlod Asta-håndteringen til Toke. Asta var nu i glimrende humør både eftermiddag og aften. Bortset fra lidt overvågning med hårtørrer og mælk, krævede hun ikke den store oppasning. Sigurd dedikerede sin eftermiddag til at spille Mario Kart på Nintendoen. Han opfatter det tydeligvis som hyggelig retro-gaming.
Hannes tid blev 33:57, hvilket hun var fint tilfreds med. Det var 1:49 langsommere end sidste år, men hun havde næsten ikke trænet i denne omgang.
Tirsdag 2013-08-20 Kanotur, tandpine og inkompetente tyve
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 4 mdr.
Far: Skal du have noget særligt i dag, Sigurd? Svømning? Gymnastik?
Frida: Han skal have et særligt fag der hedder 'ikke på kanotur'
Frida var glad i dag. Meget glad. Men når man skal på kanotur (igen) med sin bedste veninde og vejret er fremragende, er det også svært at være andet.
Asta var ikke glad, i hver fald ikke ved afleveringen i vuggestuen hvor hun pev en hel del. Hun havde en udmærket time efter afhentning om eftermiddagen, men blev så ked af det igen. Til alt hend fandt de snedige forældre på at kontrollere hendes gummer og fandt ud af at hun er ved at gro (mindst) én kindtand. Det forklarer jo ganske de seneste dages on/off pylren.
Til alle potentielle cykeltyve: Når en cykel er låst fast til et stativ med kæde i låsen, er det en meget snedig idé at afmontere cykellåsen fra stellet, for derefter at stjæle hele cyklen med undtagelse af baghjulet. Men inden I gør det, gider I så ikke overveje om det på nogen måde kan lade sig gøre at gennemføre planen? En lille teoretisk spatiel øvelse? Bare så jeg slipper for at skulle sætte låsen fast med strips igen? Tak!
Mandag 2013-08-19 Pakning og spilleglæde
Frida: 11 år, 11 mdr. Sigurd: 9 år, 5 mdr. Asta: 2 år, 4 mdr.
Frida skal på kanotur i morgen og brugte eftermiddag & aften på at pakke. De skal overnatte i telt på to forskellige lejrpladser og Frida skal lave mad sammen med 3 andre tøser. De har 80 kroner/pige til at købe ingredienser til aftensmad til 2 dage, så der er penge til dessert.
Sigurd brugte det meste af sin eftermiddag på værelset, nedgravet med sin gamle Nintendo og Mario Kart. Han kommenterede at grafikken godt nok var grim, men holdt ikke op med at spille af den grund.
Hanne afsluttede første spil Wordfeud med bedstemor/oldemor Else på 90 år. Der var spillet med gentlemanregler, dvs. uden tungt taktisk spil, men ellers uden nåde. Resultatet blev 489 vs. 415 til Hanne. Else udbad sig revanche 30 sekunder efter spillets afslutning.