Søndag 2013-05-19 Madsby Legepark
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Pinsetræf betyder en tur i Madsby Legepark. Asta havde perfekt størrelse og tonsede rundt hele tiden og sugede til sig. Hun rutsjede, fodrede dyr, kravlede, gyngede og lærte hvad brændenælder er for en størrelse. Der var alt for meget spændende til at der var plads til noget som helst piv.
Frida bankede Toke på Tarzanbanen (1:49 vs. 2:01). Det var jo ikke lige meningen og hans krav om revance næste år blev mødt af bemærkninger om at det næppe hjalp. Sigurds tid var 3:16, så der er lidt at hente endnu. Sigurd var nu ellers vældig sej og tog for første gang hele banen uden snyd.
Vejret holdt til om aftenen og var varmt men behageligt overskyet. Ingen forbrændte unger eller hankærester denne gang. Ved hjemkomsten var der lige overskud til dessert, så gik alle i seng.
Lørdag 2013-05-18 Lang rejse på kort tid
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Asta startede morgenen med at lave lort på potten. Det gjorde hun også i går. Det er jo glimrende, bortset fra at hun bagefter insisterer på at klare sig uden ble, hvilket nok liiige kræver nogen måneders træning.
Pinse er lig pinsetræf hos farmor & farfar. Meddelebilsejerne havde delebilen, så det blev til en togtur i stedet. Det var for så vidt fint nok, hvis ikke lige det var pga. sporarbejde der trak rejsen ud og tilgøjede en ekstra bustur. Alle var noget ristede ved fremkomsten så både Asta, Hanne & Toke sov eftermiddagssøvn.
Asta var noget øffet da hunb vågnede, men det hjalp med en gåtur. Det hjalp også at fætter Birk havde slik. Det er fascinerende så kær hun kan blive når hun skruer charmen på max for at opnå guf.
Aftenen gik med at se Melodi Grand Prix. Asta stod og dansede det meste af tiden go holdt ud til kl. 22.
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Aftenen blev brugt på at plante planter sammen med beboerne fra 5 andre huse på vejen. Ungerne hjalp til i stor stil, indtil det blev sjovere at lege med vandslangen. Asta var også med og holdt en time ud over normal sengetid. Det er altid godt med fælles arbejdsdage og Sigurd fik snakket med en anden dreng fra vejen og fodret triops sammen med ham.
Torsdag 2013-05-16 Asta udforsker
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Både i går og i dag var Asta særdeles udforskende og selvkørende i haven. Katten Mons var med det meste af tiden, men hvad de helt præcist lavede vides ikke. På et tidspunkt forsvandt hun bag legehuset og blev der 10 minutter. Da hun dukkede op igen var hendes tøj vådt og hun havde fundet en snegl. Der er eventyr alle vegne.
Onsdag 2013-05-15 Glad, ikke-glad
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Asta var overordentligt aktiv og selvkørende i haven om eftermiddagen og Toke tog frejdigt en tur på biblioteket med hende. Det var lige sagen for Asta, der jublede på vej derned og havde en masse sjov med at finde bøger og låne dem.
Der skal være balance, så Asta koncentrerede al negativitet og modstand på den 10 minutters hjemtur. Hun hylede og kæmpede for at komme ud af klapvognen. Hun blev forsøgsvis taget ud, men det blev hun ikke mere tilfreds af. Far fik et grin fra en forbipasserende hundelufter og erkendte at det egentligt var det mere sjovt end problematisk.
Tirsdag 2013-05-14 Bare fødder, zebraer og læsning
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Det er efterhånden længe siden Sigurd holdt op med at bruge strømper og lillesøster kopierer ham naturligvis. Da mor hentede Asta fra vuggestuen insisterede hun på at gå hjem, uden gummistøvler og gennem samtlige vandpytter. Det tog ret lang tid.
Frida & far tog til fællesspisning for Zebraerne (Fridas klasse). Efter maden blev der konstrueret dyr af avispapir og tape. Frida var med til at lave en nydelig zebra, mens Tokes hold fortrinsvis benyttede designkriteriet Mere tape!
.
Derhjemme blev Sigurd & Asta fodret med havregryn, is og risengrød i nævnte rækkefølge. De gruflede det hele i store mængder. Bagefter strøg Sigurd gennem dansklektierne. I løbet af de sidste par uger har han rykket rigtig meget med læsningen og kan nu næsten følge med i underteksterne til Star Wars. Det hjælper at være motiveret.
Mandag 2013-05-13 Pottetræning
Frida: 11 år, 8 mdr. Sigurd: 9 år, 2 mdr. Asta: 2 år, 1 mdr.
Asta tissede på minitoilet i vuggestuen i dag: Det er blevet populært at sidde på porcelænstronerne blandt hende og de jævnaldrende. Hun er også begyndt at sige til når hun har tisset i bleen, med en vis mængde falske alarmer.