Søndag 2012-07-22 Hannes fødselsdag
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Asta var vågen i et par timer i nat og endte med at kaste op. Det gjorde hun igen om morgenen, men hun havde ikke feber og havde det generet udmærket. Mystisk. Men med al den tid i haven, kan det sagtens være at hun har guffet et eller andet der ikke passede hendes mave.
Hanne blev vækket med sang og gave under dynen. Hendes fødselsdag gik med besøg fra familien om eftermiddagen. Onkel Jacob var i høj kurs hos Sigurd og Oldemor var som altid et hit hos Asta.
Der var lavet to lagkager, hvilket var én for meget, så Hanne gik over til genboen for at forære den væk. Genboen var på vej ud af døren for at købe ingredienser til en kage og blev en anelse overrasket.
Lørdag 2012-07-21 Frida på lejr
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Frida tog afsted fra morgenstunden til Danmarkshistoriens største spejderlejr. Hun var ved godt mod og afskeden gik overraskende smertefrit. Det er åbenbart ikke så slemt at skilles fra forældrene, når det er en selv der skal afsted.
Hanne knoklede på og fik malet badeværelset færdigt. Det krævede lige en fjerde tur i Silvan efter maling, men endte med at blive rigtig nydeligt. Tokes andel af arbejdet bestod af Astapasning. Sigurd fik (endelig) en ven på besøg og de larmede rundt i hus & have. Det var hårdt tiltrængt for Sigurd. Asta pev mens far havde hende om morgenen, men blev i bedre humør da mor vågnede - begge forældre skal tydeligvis være indenfor synsvidde samtidig for at alting kan være godt.
Sigurd fortsatte forøvrigt med at fordre sine virtuelle papirfisk hen over dagen og om aftenen lavede han et Nintendo-spil på trampolinen. Noget med at styre en kæmperobot. Her er det nok vigtigt at pointere at forældrene ikke har forbudt ham at bruge elektronisk legetøj i sommerferien!
Apropos spil så er der gået Wordfeud i det lille hjem. Hanne & Toke har kun spillet en enkelt gang med hinanden (Hanne vandt overbevisende), men de kører begge flere spil mod andre familiemedlemmer.
Fredag 2012-07-20 Agurker og akvarium
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Toke Klodshans Eskildsen tog tidligt afsted på arbejde og var lidt tørstig, så han tog en sodavand med på cyklen. Der var ingen at køre om kap med (okay, der var én, men han kørte så langsomt at han kunne klares uden sved), så han ankom roligt og afslappet til Statsbiblioteket. Her drejede han udenom en cementmikser og styrede mod en container, mens han holdt sin sodavand i den ene hånd, slukkede for radioen med den anden, hilste på en håndværker og bragte cyklen til standsning. Pludselig lå han ovenpå cyklen og var ret øm ved kravebenet.
Der ligger en eller anden morale gemt et sted.
Derhjemme passede resten af familien naboernes drivhus og planter. Det betød fri adgang til lækre agurker og afledning til Asta, der ellers pylrede en del. På gentagen uretfærdig vis blev hun glad da far kom hjem. Hun var også med på aftentur, hvor hun insisterede på at gå selv det meste af vejen.
Frida skal på kæmpe spejderlejr ved Holstebro i morgen. Hun skal være der 9 dage og glæder sig meget, så hun puslede med at pakke rygsæk i løbet af dagen. Sigurd passede virtuelle fisk. De skulle fodres med bestemte mellemrum så han havde æggeuret kørende. Fodringen skete ved at han trykkede med fingeren i 10 sekunder på det papir hvor han havde tegnet sin fisk.
Torsdag 2012-07-19 Snart kolde byger hen over land
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Egentlig var Hannes ide at tage en tur hen på en legeplads med ungerne, men vejret skiftede brat mellem sol og tung regn, så det blev en hjemmedag og en del indenfor. Asta småpylrede og på utaknemmelig vis blev hun glad og aktiv da far kom hjem. Pludselig kunne hun godt findt ud af at møffe rundt og selv finde på ting. Vejret blev også godt.
Om aftenen opdagede genboen en rotte i hækken. Derefter observerede Hanne at rotten havde pigge over hele kroppen og snøftede. Weekendprojektet må blive at få lavet nogen huller i hegnet så rotten kan komme på besøg i haven.
Onsdag 2012-07-18 Familiebesøg og ranke rygge
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Faster Laila, Onkel Henrik & Fætter Birk kom på besøg om formiddagen og blev til efter aftensmad. Det meste af tiden foregik i haven, hvor Birk og Asta gradvist vænnede sig til hinanden og endte med at lege på trampolinen sammen med Sigurd.
Hanne og Frida tog en fællestur til fysioterapeut med deres nakkeproblemer. Det var en virkelig god tur: Hanne fik at vide hun sank for meget sammen når hun sad og de fandt ud af at Fridas problemer skyldtes en dårlig vane med at stå lænet lidt til siden på den ene fod. Frida var sunket et par cm sammen i den ene side, som fysioterapeuten flukst fik strukket ud igen. Derefter blev nakken håndteret på forskellig vis og både Frida & mor vendte hjem uden smerter. De har begge fået øvelser de skal følge og der bliver et opfølgende møde om to uger.
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Asta vågnede lidt over 5 om morgenen. Hanne havde nakkekvaler og voldsomt søvnunderskud, så Toke stod op og hyggede med den søde, rare & charmerende datter. Ja, dvs. det ville egentlig have været vældig hyggeligt hvis ikke lige far var så træt. I stedet blev det til en halvsøvn på gulvet, med et kvart øje på Asta, der på strategisk vis legede fredeligt med sine ting. Lige indtil far lukkede øjnene helt. Derefter klatrede hun op på en stol og fiskede efter forbudte ting på bordet (primært mobiltelefoner og kamera). Det gjorde hun 2-3 gange, men far vågnede hver gang. Tror han nok.
Både Hanne og Frida havde det bedre i dag og de var i haven med Asta hver gang der var ophold mellem bygerne.
Asta mødte en bille i dag og var lidt utryg ved den. Pædagogiske mor puffede til den og samlede den op i hånden. Når mor siger god for nye ting, tør man godt. Asta tog billen, undersøgte den og konverterede den til splat.
Mandag 2012-07-16 Stakkels piger
Frida: 10 år, 10 mdr. Sigurd: 8 år, 4 mdr. Asta: 1 år, 3 mdr.
Frida har haft trækninger ved nakken og Hanne har haft ondt i nakken et par uger. I kombination med maling af badeværelset gik det helt skidt med Hanne, så hun fik næsten ikke sovet i løbet af natten. Sammen med Asta tog de til lægen og blev henvist til en fysioterapeut. Det bliver så på onsdag. Lægen kiggede også på Astas ører: Det ene ser fint ud, mens det andet virker meget lukket. Hun skal til en børneørelæge, men det bliver først i starten af august.
Imens det stod på var Toke på arbejde. Det skal han være den næste uges tid, på et trekvarttomt kontor.
For lige at pointere elendigheden øsede det ned mens der blev cyklet til og fra lægen. Der var ikke meget energi i det lille hjem om eftermiddagen og der blev gået tidligt i sang. Ja, lige bortset fra Asta, der var 1½ time om at falde i søvn.