Søndag 2011-08-21 Mor holder skansen
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Sigurd tog på besøg hos en ven fra klassen, Frida hos en veninde med overnatning og Toke hjalp en fælles veninde med at flytte. Det efterlod mor med en Asta der tog sig en 3 timers middagslur. Det var nu også tiltrængt for mor var ikke blevet helt frisk endnu og indtil Asta skvattede rigtigt i søvn havde hun en minusformiddag hvor hun protesterede en hel del.
Flytningen foregik sammen med en flok fyre & piger omkring de 30. De var alle sammen vældig flinke, men rapkæftede, byturssnakkende, barnløse og i det hele taget unge. Toke følte sig lidt gammel. Der var dog et enkelt stort og skinnende lyspunkt: Toke havde pænt hevet en sofa halvt ned fra traileren og stod og ventede på hjælp til at bære. To Young Punks m/k kom til og fyren bemærkede kvikt om Toke ikke lige tog sofaen alene. Når man siger den slags har man lissom sat sig selv skakmat foran hunkønsvæsenet, der da heller ikke holdt sig tilbage for at mobbe fyren uhæmmet, mens Toke gjorde sit yderste for at bære sofaen elegant og ubesværet rundt om hjørnet. Et held de ikke fulgte efter for at se om stilen blev holdt.
<>*klonk* Asta taber sin sut på gulvet. Igen.
Toke: Det kunne være vi skulle bruge sådan en suttesnor elelr kæde - det er også smart i klapvognen
*klonk* Hanne taber sin iPhone på gulvet. Igen.
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Mor var sløj og sov længe om morgenen mens Sigurd, far os Asta sofahyggede (Frida sov hos en veninde). Hun livede op hen over middag, men lagde sig igen om eftermiddagen. Det er god timing at Asta er begyndt med sutteflaske for hun var godt nok ved siden af sig selv i dag og krævede mælk & opmærksomhed det meste af tiden. Hun havde svært ved at falde i søvn og sov kun kort når det endelig skete. Der gættes på at det var en reaktion på gårsdagens ramasjang på skolen.
Det var egentlig meningen at en af Sigurds venner skulle kigge forbi, men det gik i vasken af en endnu ukendt årsag (han glemte det nok bare). I stedet blev det til indkøbstur og pølsehornsbagning, som Sigurd var vældig med på.
Om aftenen tog det to timer at lægge Asta i seng. Hun kunne slet ikke finde ro i vuggen og tog adskillige større tudeture. Til sidst skvattede hun om efter et særligt stort skrigeri og 60ml modermælkserstatning. Så' der fre!
som Finn Nørbygaard ville have sagt.
Fredag 2011-08-19 Endnu en dårlig morgen
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Sigurd havde endnu en morgen med megasmøl hvor han gik i stå hele tiden. Da far for sjette gang (ja, han talte) bad Sigurd om at tage tøj & taske på, så han kunne komme ud af døren, var han temmelig muggen og Sigurd temmelig ked af det. Forældrene har planlagt at forsøge sig med belønning for at skubbe til status quo. Forhåbentligt kan det motivere Sigurd og forhåbentligt vil en periode med godt humør om morgenen kunne forvandles til en god vane. Problemet er at der er to "forhåbentligt" i planen, men manglen på alternative ideer peger på at den skal eksekveres.
Da mor hentede Sigurd var der afskedsfest på skolen for inspektøren. Det foregik for fuld musik og med transport af ham i sæbekassebil. Mor, Sigurd og Asta holdt ud i 1½ time hvor Sigurd var rigtig positiv, hjælpsom og glad for at se Asta.
Det lader til at mor er blevet smittet af Frida - hun var sløj om aftenen og gik tidligt i seng.
Torsdag 2011-08-18 Moderløs aften, reprise
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Hanne havde meldt sig til DHL Stafetten og lagde have til opvarmningshygge for sine kollegaer fra arbejdet. Sigurd havde to venner fra skolen med hjem og ved 17-tiden stod far med 5 unger i huset. Det gik nu glimrende igen - Sigurd og hans venner legede løs og Frida kredsede i periferien som ansvarlig storesøster.
Det var egentlig meningen at vennerne skulle overnatte og det gik sådan set også fint indtil 21.30-tiden. Godt nok ville Asta ikke sove, men hun storgræd ikke og godt nok blev Frida lidt ked af at have været overset af far & mor hele dagen, men mor havde allerede demonstreret at man kan tage sig af to pylrede unger samtidig, så far kunne også.
Desværre var der en lyskonflikt på Sigurds værelse: Han ville gerne have lyset i loftet tændt, mens en af vennerne (eller rettere: Veninden) kun ville have en lampe tændt. Den anden ven var neutral, så far dikterede at Sigurd måtte sove med en lille lampe. Der blev sagt godnat og døren blev lukket, hvorefter Sigurd forklarede pigen at det var bedre hun tog hjem, for han skulle altså have det store lys tændt. Pigen tog det ikke fortrydeligt op (hun havde også vist tegn på hjemve tidligere), men Sigurd & far skal have en seriøs snak om gentlemanregler en af de kommende dage.
Med den ene af gæsterne ude af huset smittede hjemveen og den anden gæst brød sammen og bad om også at blive hentet af sine forældre. Imens kom mor hjem og ved 22.30-tiden faldt der ro over lejren, uden overnattende gæster og med sovende Asta - mor kan nogen tricks.
Onsdag 2011-08-17 Første aften uden mor
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Mor tog til koncert i Randers om eftermiddagen og efterlod far med 4 børn (Frida havde en veninde med hjem til aftensmad & overnatning). Sigurd mente tydeligvis at far havde brug for hjælp, så han underholdt Asta da hun græd og spurgte om han måtte give hende sutteflaske. Det med flasken blev nu meget kortvarigt: Lillesøster kunne altså ikke konkurrere med Avatar på fjernsynet.
Aftenen gik glat og Astas spise, græde, sove-mønster var ganske som det plejer. Mor kan sagtens tage afsted en anden gang, hvilket betyder i morgen.
Tirsdag 2011-08-16 Femte gang er stædighedens gang
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Faster Laila havde foreslået et anderledes udformet mundstykke til sutteflasken, som Hanne fik indkøbt. Asta skulle lige undersøge hvad det var, men så kom der hul igennem: 100 ml i én omgang. Succes!
Frida var stadig snottet, men ellers frisk, så hun tog i skole og til spejder.
Sigurd havde en god dag med Asta: Han har fundet ud af at han kan få hende til at grine og det er rart med et publikum, så han fandt på en leg med at løbe hurtigt hen til hende og stikke sit hoved hen til hendes. Det var sådan ca. det sjoveste Asta har oplevet i sit liv.
Sigurd har også fundet på en anden leg med lillesøster, der går ud på at lægge hende på sofaens ryglæn og trille hende ned i puderne, der vistnok skal forestille airbags.
Sigurd: Far, giver du mig ikke lige Asta? Hun skal træne til racerkører!
Mor: Nu passer I lige lidt på med hende!
Far: Jeg hørte godt det der med "I"
Mor: Det var også meningen
Frida: 9 år, 11 mdr. Sigurd: 7 år, 5 mdr. Asta: 4 mdr.
Frida havde feber og var sløj, så hun tog en hjemmedag med mor & Asta. Der blev gjort et nyt forsøg på at give Asta flaskemælk, denne gang et andet mærke, og det gik lige så godt som de andre gange. Der er lidt en deadline for Hanne skal afsted onsdag aften, men om ikke andet så lærer Asta det der.
Der var møde for forældrene til børnene i Sigurds klasse om aftenen og Toke tog afsted. Da han kom ud var hans cykel stjålet. Det er den cykel hvor kæden hakker voldsomt over, medmindre man kører i to bestemte gear, den hvor forbremsen blokerer og bagbremsen er uden belægning så den er ved at gnave en bue ind i fælgen. Cyklen med gaffatapet saddel, knækket bagagebærer, manglende eger, punkteret fordæk med mørnet gummi, skævt gearophæng og nedslidte tandhjul. Man fristes til at ønske tyven held og lykke.
Mens Toke var til møde blev ungerne lagt i seng af Hanne. Sigurd var nem nok, men Asta havde en minusaften & Frida fik det ret skidt så hun skulle håndtere to grædende piger.