Frida: 9 år, 10 mdr. Sigurd: 7 år, 4 mdr. Asta: 3 mdr.
Det regnede næsten hele dagen. Silende regn afbrudt af blæst og hård regn. Det motiverede ikke til udeture så dagen gik med at rydde op i bryggerset og lave værksted dernede.
Asta var ret træt og sov længe om morgenen (afbrudt af mælkeoptankning). Hun gik til ro igen ved 21-tiden og sov trygt (afbrudt af mælkeoptankning ved 22-tiden) hele natten.
Frida var i sommerhus så Sigurd havde ingen at lege med og han kedede sig. Toke forsøgte at skaffe en legekammerat til ham, men efter 15 telefonopkald uden held gav han op. Til gengæld fik Sigurd én fast og to halve legeaftaler til andre dage. Forældrene var pædagogiske nok til at udelukke heldagsTV som underholdning, så Sigurd hjalp med bryggers og bagning.
Lørdag 2011-07-16 En dag i sommerhus
Frida: 9 år, 10 mdr. Sigurd: 7 år, 4 mdr. Asta: 3 mdr.
De gamle naboer fra Økohuset havde lånt et sommerhus i Hadsund og inviterede til sommerhygge. Turen tog 5 kvarter og Asta var rolig hele vejen. Hele vejen undtagen de sidste 5 minutter (20 minutter ifølge Hanne - hun sad omme ved Asta).
En god frokost senere og det blev tid til at tage til vandet. Det var forlydender om en lille sandø et stykke ude fra kysten så der blev slæbt en kajak med til at krydse strædet. Der var lavt vand det meste af vejen: 1-5 cm lavt vand! Men okay, lige til sidst blev det dybere så Toke fik lov at færge Hanne, Asta & Alberte over.
Aftensmaden var grillmad og skumfiduser. Asta var overraskende ikke-grædende, vejret overraskende ikke-regnende og alt var godt. Ungerne fandt en mus i huset, som de fangedede og satte fri ved nogen træer. Det fik Sigurd til at gå på jagt efter flere mus, dog uden held: Jeg kunne ikke finde musen så jeg smed brødet ind under sofaen!
Fredag 2011-07-15 Tid til ferie
Frida: 9 år, 10 mdr. Sigurd: 7 år, 4 mdr. Asta: 3 mdr.
Så fik sidste medlem af familien endelig ferie. Det er tiltrængt for hele familien - Hanne har haft nok at gøre med at håndtere tre unger alene.
I morgen går turen til et sommerhus som Olivias familie har lånt. Det bliver en dagstur hvor Frida efterlades og kommer hjem tirsdag. Sigurd spurgte godt nok om han også måtte sove der, men det var tydeligvis kun for at kunne være sammen med Frida. Det kunne være man skulle arrangere overnatning hos en af hans kammerater en af de nærmeste dage?
Hanne ringede til forsikringsselskabet og præsenterede dem for sagen om Sigurds rudesmadringseventyr. De sagde at de troede på hendes ord og ville overføre pengene med det samme. Stor forundring i det lille hjem, men nu er det vist også første gang overhovedet at der har været brug for dem. Det bliver spændende at se om de fortsætter med den politik næste gang Sigurd
Hanne varsler om at det er ved at være tid til at supplere brystmælken om aftenen. Hun har for så vidt mælk nok, men bliver malket tom før Asta bliver helt mæt om aftenen, så Asta vågner op en time senere for at supplere op. Asta havde endnu en aften med en del gråd indtil 21.30, hvorefter hun faldt til ro med en kort opvågning ved 22-tiden for at tanke op..
Torsdag 2011-07-14 Græs og helikoptermor
Frida: 9 år, 10 mdr. Sigurd: 7 år, 4 mdr. Asta: 3 mdr.
Anlægsgartneren og hans hjælper kom forbi med rullegræs. Det stod ned i stænger så de fik lagt det med det vuns og kørte videre.
Mor tog med ungerne på indkøb og investerede bl.a. i en sengerand til Astas vugge. Ræsonnementet var at hun snart vil begynde at møvle rundt og falde i søvn med hovedet presset ind i et hjørne. Det skulle så være blødt i stedet for de hårde trætremmer. Far har mobbet hende og påpeget at det kan blive nødvendigt med barn #4 for at forhindre overforkælelse og overbeskyttelse af Asta.
Frida lavede hønsekødssuppe til aftensmad. Den blev glimrende og Sigurd spiste den med velbehag. Han er klart ved at udvide sin smag. Der er stadig en del ting han siger han ikke kan lide, men det meste af det er gammel vane.
Onsdag 2011-07-13 Endnu en dag, endnu en håndværker
Frida: 9 år, 10 mdr. Sigurd: 7 år, 4 mdr. Asta: 3 mdr.
Dagens håndværker var en af de mere jordnære: En anlægsgartner og hans ukrainske medhjælper. Det lagde fliser og gjorde klar til rullegræs. Stenlægningen var velovervejet og blev ganske nydelig.
Hanne har brugt en masse tid på BilligVVS og konkurrenten LavprisVVS (ikke at forveksle med SaniNetto, VVS.DK, VVS-Shoppen og alle mulige andre kopier). Resultatet er at det hårrejsende overslag på 16-19.000 kroner fra i lørdags nu er dalet til 6-8.000 kroner. Toke takker.
Asta græd en del ved aftentide, men faldt i søvn ved 21-tiden. Det lader til at være trenden i disse dage.
Tirsdag 2011-07-12 Sigurd & Asta i fremgang
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 3 mdr.
En bliktud kiggede forbi og satte en metaltagrende op (beklager Jørn, ingen billeder. Måske i morgen). Det tog ham en halv time og bortset fra at den får den gamle tagrende til at se gammel ud, er den vældig nydelig. I morgen kigger der en gartner forbi og ordner terrasse og lægger rullegræs: Der skal holdes indflytningsfest i slutningen af måneden så frømetoden er ikke hurtig nok.
Som forberedning til gartneren skulle der lige flyttes 10 trillebøre jord. Sigurd var på forbilledlig vis med og stod for at smadre de store jordklumper. I det hele taget var han vældig god til at finde på lege det var i forbindelse med Toke uden at gribe forstyrrende ind i hans arbejde. I hverdagen er der ellers en tendens til at han er anderledes krævende på opmærksomhed og aktivering. Det kan være at sommerferien er ved at slå igennem på det punkt? Hanne kører en hård politik når hun er alene med de tre børn og nægter at foreslå dem aktiviteter, når de klager over kedsomhed.
Asta kører på voldsom overtid i forhold til de forventede tre måneder og har stadig ikke fundet frem til aftenroen. Til gengæld falder hun stedse tidligere i søvn og sover fortsat glimrende gennem hele natten. Hun har taget et af de små hop i udviklingen og er temmelig aktiv med at slå til ting der hænger foran hende og med at gribe fat i ting og putte dem i munden.
Mandag 2011-07-11 Brev fra fortiden
Frida: 9 år, 9 mdr. Sigurd: 7 år, 3 mdr. Asta: 3 mdr.
Ting har det med at komme i stimer. For nogen dage siden fik Frida brev fra veninden Mai der flytter tilbage til Århus efter en tur i udlandet. I dag fik Sigurd brev fra sin gamle veninde Tilde, som han ikke har set i flere år. Hun inviterede ham en tur ud til Hjortshøj, hvor hun bor. Sigurd var vældig med på ideen.
Det er Tokes sidste arbejdsuge inden ferien så mor passede unger. Frida tog nu over til en veninde hvor hun blev til overnatning.