Fredag 2009-07-03
Samlet og strandet
Frida: 7 år, 9 mdr.
Sigurd: 5 år, 3 mdr.
Arbejdsugen sluttede, Tokes ferie startede (Hanne har lige et par dage mere) og ungerne skulle hentes i sommerhuset. Med behændig navigering (okay, GPS) blev de obligatoriske feriekøer på motorvejen undgået og familien blev genforenet i sommerhuset. Ungerne var - ikke overraskende - glade og i balance. Det er dejligt at det fungerer så godt hos farmor og farfar.
De havde været i nærområdet det meste af tiden og brugt en masse tid på mindre ture, vandpjaskeri, bål og andet godt. De havde også fanget haletudser og dem er Sigurd som bekendt ret vild med. Efter rådslagning blev det besluttet at haletudserne skulle med hjem og blive til frøer. Selvom padder er fredede i Danmark, må man gerne opfostre lidt haletudser, hvis de bliver sat pænt ud når de når til frøniveauet.
Der blev spist aftensmad og hyggesnakket indtil børnene sagde de ville hjem. Afsted, afsted, hen ad Hærvejen, der er ganske malerisk. Bilen larmede godt nok noget og pludselig larmede den meget. En inspektion afslørede at udstødningsrøret var knækket over på midten.
Ævs. Bilen blev kørt videre til enden af hærvejsstykket og vejhjælpen kontaktet. Ungersvenden hos vejhjælpen gnaskede tyggegummi, men var ellers flink nok: Det ville tage en time at nå frem, så der var tid til at udforske området imens. Ungerne indtog hujende og løbende en nærliggende gravhøj, kiggede på muldvarpeskud og insekter. Sigurd mente
Der gik 1 time. Der blev telefoneret frem og tilbage med vejhjælpen. Ungersvend II, der kørte redningsbilen, skulle vejledes en del mens han styrede gennem trafikken og rodede med GPS samtidig. Hrmn... Han fik navigeret sig frem til et andet sted hvor Hærvejen også krydsede en Vejlevej nr. 77. Ingen problem, tænkte forældrene, for det andet sted var kun 30-40 km. væk. Men ak, sådan noget vejhjælp er inddelt i zoner, så de skulle sende en helt ny vogn fra Silkeborg. Der fulgte ingen tidsprognose med.
Ungerne skiftede til at lege med valmuer og male med plantesaft på blade. Det var smukt som de fyldte tiden ud selv og var glade og med på at lege med hinanden og de voksne. Herlige børn, egentlig.
Der gik mere tid. Ingen opringning fra den nye vogn, som det ellers var blevet angivet fra alarmcentralen. Far ringede igen. Jo, jo blev der meldt. En mand fra Horsens (Hov! Sagde de ikke Silkeborg før?) var på vej. Der blev aftalt at far kunne ringe tilbage efter en halv time, hvis der ikke skete noget.
Tiden gik, ungerne blev sultne og tørstige. Der blev gravet lidt forskelligt frem og de fik noget i maven. Sigurd blev træt og begyndte at drille og brokke sig. Frida blev frustreret over ventetiden og den drillende lillebror. Duggen faldt og mørket sænkede sig sammen med forældrenes humør. Nødplaner blev diskuteret. med den deprimerende konklusion at det til ethvert givet tidspunkt bedre kunne betale sig at vente på autohjælpen end at trille hjemad med 30 km i timen eller få en venlig onkel til at køre fra Århus.
Far scorede en voldsom mængde points på at grave en lille filmafspiller frem fra gemmerne. "F for Får" og "Kejserens nye Skole" sænkede med ét slag stressniveauet til nær nul. Tusmørket blev mere venligt, ja nærmest behageligt, mens forældrene lyttede til 80er-musik i radioen og hyggede sig.
Redningsbilen kom kl. 23.16 med klare lys i mørket. Sigurd var ellevild med at se bilen blive hevet op på ladet og alle var glade. Sigurd mente at turen i lastbilen var et eventyr. Lidt over midnat hostede Avensisen sig fra lastbilen til en parkeringsbås ved Økohuset (undskyld til alle der blev vækket), haletudserne blev flyttet fra transportsyltetøjsglas til et miniakvarie og ungerne flyttet i seng.
