Søndag 2009-04-12 Svømmetur og hjemmearbejde
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Nabokonen udviste strålende initiativ og tog Frida med i svømmehallen, sammen med nabopigerne. Der var de så i to timer hvor de svømmede og sprang fra vipper. Olivia går til svømning sammen med Frida og de er begge blevet rigtig gode til det.
Derhjemme Sigurd Stueplante fjernsyn og legede med Bionicle-figurer, mens mor nussede rundt og far lavede hjemmearbejde.
Da pigerne kom hjem indfangede de en tredje veninde og beordrede far til at sætte tæve-tæske-spillet på. Det gjorde far så, hvorefter lydniveauet steg til helt op under loftet. De tre tøser sov sammen, inde hos Olivia.
Lørdag 2009-04-11 Hjemmeaktiviteter
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Sigurd mente at dagen startede klokken 6, så der vækkede han far. Far mente at den korrekte håndtering af den sag var fjernsynskiggeri og Sigurd protesterede ikke. Det købte lige en times tid ekstra, kun afbrudt et par gange af en Sigurd der krævede at se noget andet. Han kan fint finde ud af at vælge mellem forskellige optagelser indenfor samme mappe med optagelser, men det der med at skifte mellem mapperne er det kun Frida der mestrer.
Det var igen smukt vejr og Hanne gik helt amok med oprydning i huset. Toke var ikke elt så energisk og prøvede at undskylde det manglende initiativ med at energien blev brugt på skuroprydning i forgårs, ganske ignorerende at Hanne knoklede på med cykelreparation den dag. Finten lykkedes forunderligt nok!? Han fik nu travlt senere med at lave mad til fællesspisning.
Nabonabonabokatten Elvis har været flittig gæst gennem vinteren og i dag dukkede så søsteren Tulle op. Det er ved at være på høje tid at få investeret i en kattelem der holder ikke-godkendte katte ude.
Fredag 2009-04-10 Påskefrokost
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Afsted, afsted, nordpå til Grønning Strand. Op til oldemors sommerhus. Ja, måske snarere der hvor oldemors sommerhus før stod, for der er kommet nyt til. God mad, godt selskab, godt vejr, påskeægsjagt og gåtur på stranden.
Da det blev sent eftermiddag gik de barnlige sjæle i gang med at kløve brænde. Det er som bekendt vældig sjovt når ens hverdan mangler fysiske udfordringer. De mindre barnlige sjæle lod forstå at indsatsen blev påskønnet og det er jo helt perfekt: Ros for at lege.
Klokken blev over sengetid før familien kørte hjemad. Planen var egentlig at ungerne skulle falde i søvn med det samme i bilen, hvorefter forældrene skulle køre gennem natten og hyggesnakke på den der romantiske "Her er vi sammen i vores lille boble med mørket udenfor og vores dejlige sovende børn bagi"-måde. Det gik også udmærket med Frida, men Sigurd var overtræt, utidig og hyperaktiv. Forældrene fik forklaret en hel masse om Bionicles & Pokémoner og knægten nåede også lige at tabe en halv liter vand i bilen. Han faldt nu i søvn til sidst og i modsætning til i forgårs sov han videre efter han blev båret i seng.
Torsdag 2009-04-09 Mellemlanding i hjemmet
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Det blev til en stille og solrig hjemmedag. Toke morede sig med at rydde op i skuret, mens Hanne fandt en hengemt cykel frem til Sigurd og lappede den. Lille Frø bliver trods alt større og hans gamle cykel var blevet for lille.
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
LEGOLAND ligger 25 minutters kørsen fra sommerhuset og bevæbnet med et par fribilletter til ungerne fra Hjemis, drog familien afsted. Sjovt nok tog det også netop 25 minutter at står i kø, for at komme ind i parken.
Der var nu ingen grund til brok. Der var markant færre mennesker end sidste gang, hvilket nok ikke var så overraskende. Det betød at køerne var korte og - lige så vigtigt - at man ikke konstant var omgivet af andre mennesker. Der blev lagt ud med et par ture i Dragen, der var lige så god som hukommelsen påstod. Dernæst blev Sigurd på skuffende vis afvist ved en forlystense, fordi han var for lille. Den sved! Han kom med et par sårede bemærkninger til den del hen over dagen, men det er altså heller ikke rart at være den lille.
Der var nu nok af spændende ting, som han var stor nok til. Der blev kørt brandbil og slukket ildebrand (familien var helt vildt langsom til det og der døde givetvis en masse mennesker i flammehavet på den konto), der blev sejlet i sumpbåde (dem der med en propel bagpå) og der blev sejlet i sørøverskib med vandkanoner. Mor ville ikke med i sørøverskibet. Måske havde skiltet "Du bliver våd på denne tur" en vis inflydelse på beslutningen?
Frida sluttede dagen med at tage kørekort i LEGOLANDs køreskole. Hun kørte rigtig godt, huskede at vise korrekt af og respekterede lyskrydsene, så hun bestod med glans. Køreskolen var faktisk rigtig god: Turen tog vel 20 minutter og blev startet med undervisning og sluttet med kort evaluering. Undervejs blev kørslen kommenteret over et højttaleranlæg og da en knægt kørte for vildt startede en LEGOmedarbejder politibilen og fangede ham (politibilen kan køre hurtigere end de almindelige biler). Tre andre knægte, der havde kørt halvråddent, fik deres kørekort udleveret med et klip i hver.
Ved 17-tiden var vejret ret dårligt og alle var mætte af oplevelser. Turen gik hjem til Økohuset og Sigurd faldt naturligvis i søvn undervejs. Han vågnede (naturligvis) ved hjemkomsten og faldt først i søvn igen ved 22-tiden. Af en eller anden årsag insisterede han på at sove på gulvet i sit værelse.
Tirsdag 2009-04-07 Natur virker
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Det var en mørk og regnfuld formiddag, så naturligvis skulle familien en tur til købmanden. Frida insisterede naturligvis på at let sommerkjole er perfekt regnvejrstøj og det gik da også på turen derop. På turen hjem ramte hun dog sin grønse og spurgte om forældrene ikke havde taget en trøje med til hende. Det havde de nu ikke, så den stakkels forfrosne pige måtte høre på de bedrevidende forældre snakke om at friheden til eget tøjvalg også betød ansvaret for eget tøjvalg. Det ville ikke have været så slemt, hvis ikke den stakkels forfrosne pige var kvik nok til at forstå pointen og derfor måtte bære ansvaret helt på egne skuldre. Onde verden!
Far har nok haft lige lidt rigeligt at lave på arbejde i den sidste tid. Det kan bl.a. mærkes ved at han er lidt kort for hovedet overfor ungerne og som udgangspunkt ser handlinger med problemløsningsøjne. Det eksemplificeres meget godt ved at Sigurd ville bruge en kikkert til at kigge på et æble, hvortil far straks begyndte at forklare at de ikke duede på kort afstand. Suk. Far er nogen gange et fjols og skal lade være med at spolere ungernes udforskningstrang. Heldigvis lod Sigurd sig ikke standse.
Der blev rettet lidt op på regnskabet om eftermiddagen, hvor pigerne gik en tur og drengene byggede træbil og gik en tur. Sigurd førte an, så der blev udforsket granskov og sprunget over vandløb. Da familien blev samlet igen, legede ungerne supergodt ude i haven. Før sengetid var der fælles aftentur, tordenvejr og ild i brændeovnen.
Mandag 2009-04-06 Bål, frøer og mørke
Frida: 7 år, 6 mdr. Sigurd: 5 år, 0 mdr.
Mor og Sigurd startede dagen med at tage til 5-årsundersøgelse hos lægen. Ja, dvs. det ville have været en 5-årsundersøgelse hvis ellers det fine smarte lette elektroniske bookingsystem ikke havde haft et nedbrud. Det fik mor at vide ved ankomsten. Mor var ikke begejstret.
Nå, dagen bød på andre planer så familien tog ned i byen hvor tøserne købte sandaler og fyrene købte mad. Det blev til ens sandaler. Sølvfarvede ens sandaler. Far så "ens joggingtøj i Bilks" for sit indre blik og fik fremstammet et eller andet om at han syntes det sorte på sandalerne så fint ud. Far scorede ikke mange points på den bemærkning.
Nå, dagen bød på andre planer så familien kørte til Give, hvor farmor og farfars sommerhus ligger. De er i Spanien, så miniferien bliver uden dem. Vel ankommet blev der straks tændt bål i haven. Det er nærmest tradition, hjulpet godt på vej af marshmallows.
Nå, dagen bød på andre planer så familien tog til en nærliggende sø og snakkede med frøer. De var meget livlige i forårssolen og havde vældig travlt med at fortælle omverdenen hvor attraktive de var. Frida døbte sine frøer Faxe, Frede, Filur, Fibbe, Fabbe og lignende navne. Sigurd døbte sine frøer Kaj, Kaj, Kaj, Kaj, Kaj og Kaj. Lige specielt Kaj fik Sigurd et meget nært forhold til i løbet af det minut de kendte hinanden. Efter han havde sat den ud i vandet, brød han i gråd og fortalte at Kaj var min bedste frø-ven
og at han var ked af at de skulle skilles. Han var vitterligt helt ulykkelig og der skulle en del trøst og snak til før han kom lidt ovenpå igen.
Nå, der var ikke flere planer for dagen så familien tog tilbage i sommerhuset. Ungerne blev lagt i seng, de voksne sad lidt og hang, så trissede de også i seng og slukkede lyset: Klik. Mørke. Buldermørke. Helt hamrende-meget-mørkt. Slet-ikke-noget-lys-mørkt! Byboerne er slet ikke vant til den slags.
Disclaimer: No frogs were harmed (or kissed) during the production of this diary entry.