Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2008 => Uge 2
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2008-01-13 Våbenfabrikken

Frida: 6 år, 4 mdr. Sigurd: 3 år, 10 mdr.

Far lovede engang i tidernes morgen at lave sværd til ungerne. Ungerne betød så åbenbart Frida, Sigurd, Olivia og Alberte. Det kostede 1½ liggeunderlag (billigt), et par pinde (endnu billigere) og 50 meter tape (dyrt). Unger virkede vældig glade for slagvåbnene og flettede dem sågar ind i deres rollelege, hvor de var katte. Katte kan sagtens rende rundt med sværd i et børneunivers.

Der håbes at ungerne vil tæve hinanden en del med legetøjet - Sigurd trænger til at få et lidt mere afslappet forhold til at andre puffer til ham. Han legede forøvrigt rigtig godt med veninden TS og en masse modellervoks. Noget med drager.

At lave sværd kan klart anbefales - det er nemt, ungerne kan være med til det og de er solide nok til at der kan tæves løs med dem uden problemer. Næste udfordring er at lave et skjold: Frida melder at hun vil være ridder-troldmand til fastelavn og vil have udstyret i orden.

Frida Olivia sværdfremstilling

Materialet smedes i facon

Sværdfremstilling

En hård kerne monteres

Frida Olivia sværdfremstilling

Lagene hamres sammen

Frida Olivia sværdfremstilling

Overfladen hærdes

Frida Olivia sværdkamp

Våbnene afprøves

Sigurd sværdfremstilling

Lille Frø ville også og sad naturligvis fast med venstre hånd

Frida Sigurd efter sværdkamp

Det er også snyd - hun har jo skjold!

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2008-01-12 Piv piv piv

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Tidligt om morgenen viste den gamle kat Tau at den stadig er boss her i huset. En fremmed kat var gået ind af kattelemmen, men blev hurtigt passet op og jaget ind under Sigurds seng. Killingen Mons skulle ikke nyde noget og løb væk og gemte sig. Forældrene brugte vand til at forklare den fremmede kat at den ikke var velkommen, såfremt Taus besked ikke var trængt ind.

Sigurd var pylret næsten hele dagen. Der skulle intet til før han pev og protesterede. Sådan har det været et stykke tid nu. Det er sammenfaldende med at han har tisset i sengen nogen gange, så det kunne godt se ud som om han har en hård periode. Hvorfor det er sådan vides ikke, for han bliver ikke pint mere end sædvanligt af forældrene. Der har heller ikke været noget i børnehaven, snarere tværtimod - der går det godt og han har flere venner han leger med.

Efter aftensmaden fik han endelig gang i en ordentlig leg med Frida og han var glad og samarbejdsvillig ved sengelægning, så dagens mukkerier fik åbenbart løst op for et eller andet.

Fridas tå har det værre nu. Sigurd tabte en nøddeknækker på den. Ja, præcist ned på ene tå Frida har haft ondt i. Godt ramt, selvom det ikke ligefrem scorede points hos Frida. Sigurd var meget ked af hændelsen og undskyldte og gav knus.

Far: Det er ligesom du er mindre end Frida...
Frida: Ja, du er mindre end mig. Skal vi måle Frida?
Sigurd: Ja! ...Øj! Du har gået 5 meter i skole!

Sigurd Frida pind

Kapew, kapow

Frida tå

Nu med knækket negl

Skriv en kommentar
 

Fredag 2008-01-11 At falde i søvne

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Der var koncert på Fridas skole, så Sigurd, Frida og mor hørte musik en times tid. Sigurd var ikke alt for begejstret og holdt sig for ørerne, men Frida syntes det var rigtig godt at de spillede højt, for så lyder musikken bedre.

Frida tog en veninde med hjem, men det var fredag og de havde ikke helt energi til de store lege. Det gik mere ud på at smugkigge lidt af det Sigurd så på fjernsynet. Fridas tå har det vist fint igen - hun har i hvert fald ikke klaget over den i dag.

Ved sengetid var sigurd lidt piv og fik lov at falde i søvn på forældrenes hems. Det virkede fint og mor puttede sig med en bog i sofaen, mens far hyggede sig bag computerskærmen. Hyggen varede indtil moderens anskrig vækkede far fra hans halvslumren og hans junglereflekser kastede ham ind under en faldende Sigurd.

Sigurds fattede ikke en bjælde og sov bare videre, mens han blev videregivet til mor der hældte ham ned i hans egen seng. Han vil aldrig vide hvor tæt han var på at ... få en bule i hovedet. Hemsen er altså ikke højere placeret end at ungerne kan skvatte ned fra den uden at omkomme.

Tåge

Der var den lækre tåge med stille vind og dæmpede lyde

Fjernsynskiggeri

TV på hovedet

Sigurd sover på hems

Der lægges an til flyvetur

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2008-01-10 Spejdertanker

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Frida sad over i gymnastik pga. tåen, men havde det fint om eftermiddagen. Den var stadig lidt varm og øm, men bedre end i går. Hun snakkede en del om at gå til spejderlejr og mulighederne i nærområdet blev undersøgt. De nærmeste hytter er desværre ikke så nærme endda, så hvis hun skal starte vil det nok betyde bilkørsel. Temmelig upædagogisk.

Frida er ret glad for bålhytten i skolen og for at snitte, så spejderlivet ville sikker være sjovt for hende. Der ventes nu med det mulige eventyr til næste sommer - hun har nok at gøre med veninderne i skolen og endnu en vennegruppe vil nok være lidt i overkanten lige nu.

Sigurd Frida milkshake

Note to self: Lav mere milkshake

Frida mons

Gnuf gnuf gnuf

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2008-01-09 Biologitime

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Sigurd: Sådan ser edderkopper ud: De har 5 ben og 5 knæ og et hoved på knæene og ingen numse og ingen arme

Far grinede lidt og tænkte at 5 knæ ville være et sjovt syn. Grinet varede lige indtil det viste sig at et edderkoppeben består af 7 segmenter og altså 6 "knæ".

Frida klagede over ondt i storetåen om aftenen. Den var også lidt varm og hævet. Der blev gætter på at neglen trykkede forkert, så den blev justeret. Der ventes med videre gætterier til i morgen.

Frida mudder

Mere mudder

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2008-01-08 Mudder er lækkert

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Frida havde en veninde med hjem fra skole i dag. De havde udvist initiativ og taget noget af den fine mudder fra legepladsen med hjem. Historien melder ikke hvordan transporten gik fra sig. Mudderet blev blandet med et ituklippet stykke plastic og blev til ... ja.

Frida mudder

Når en mudderkagebager bager mudderkagekager

Fridas handsker

Varmeluffer?

Skriv en kommentar
 

Mandag 2008-01-07 Søvn? Hvad er det for noget?

Frida: 6 år, 3 mdr. Sigurd: 3 år, 9 mdr.

Frida og nabopigen legede med nødder i dag. Trods mors formaninger blev de ikke ryddet op. Killingen Mons fandt en nød ved 2-tiden i nat og tæskede rundt på trægulvet efter museerstatningen. Toke konfiskerede nødden og gik i seng igen. Der gik 2 minutter, så fandt kræet den næste nød og fordoblede aktivitetsniveauet. Sådan gik der en times tid til pelsklumpen blev træt (eller også blev Toke så træt at han ikke længere hørte larmen). Klokken 3 kom Frida op. Hun havde haft mareridt og skulle klappes på hovedet og have ekstra godnatknus, før hun kunne sove videre. Klokken 4 kom Sigurd op. Han havde tisset i sengen og skulle have tørt på, klap på hovedet og en ekstra LEGO-drage, før han kunne sove videre. Klokken 5.15 kom Sigurd op igen. Han havde åbenbart leget i 5 kvarter og kedede sig. Efter at have samlet børn og katte sammen og låst dem inde i skuret i tankerne, fik far fragtet Sigurden ned på værelset og belært ham om hvad nætter skal bruges til. Men så var der også fred og ro til vækkeuret larmede kl. 6.30.

Gårsdagens piveri over skolestart var forsvundet hen over natten. Frida havde en fin dag og tog med en veninde hjem efter skoletid.

Frida farvet hår

Hjemmefarvning

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->