Søndag 2007-03-04 Moesgård tur/retur
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Sigurd vågnede klokken 6 igen. Én gang er bare noget der sker, to gange er et tilfælde... Der kommer ikke en tredje gang i morgen, vel?
Ungerne var friske, så det blev til en tur til Moesgårs Museum. Deres nuværende særudstilling hedder Højfolkets grave og er meget stemningsfuldt opsat. Så stemningsfuldt at Frida blev lidt bange og gerne ville ud efter et stykke tid.
Udenfor var der som altid Moesgårds glimrende legeplads. Sigurd blev godt og grundigt jordet, først af rutsjebanen (forover på hovedet i en vandpyt), dernæst af tovbanen (skvatte af for fuld fart). Det går nu nok - Sigurd plejer ikke at lade sig slå ud af den slags, så mon ikke han er frisk igen næste gang?
Der stod en far (ikke Toke) på legepladsen og talte til sin datter: Jeg vil ikke have at du rutsjer! Der er en vandpyt for neden - du bliver våd og så vil jeg ikke have dig ind i bilen: Du kommer til at gå hjem!
. Toke funderede lidt...
Ved eftermiddagstid kiggede underboerne Pia & Klaus op til en kop kaffe. De havde en Biler-bog med til Sigurd, som han naturligvis blev fuldkommen opslugt af, en Rune T. Kidde bog med til Frida og en DVD med Bjergkøbing Grand Prix med til alle. Det var som tak for lidt tøj de overtog. Frida kæmpede bravt for at være med i al den voksensnak, der var om kaffen. Sigurd kæmpede bravt med at prøve at trække forældrene hen til puslespil og LEGO.
Frida er meldt ikke-smitsom af far, så hun tager i børnehave i morgen. Prognosen for Sigurd er at han venter lidt over en uges tid med at få dem. Der håbes at han slipper lige så let som Frida. Det er heller ikke helt urealistisk - hans immunforsvar lader efterhånden til at være nået Frida-niveau.Note to self: Når Sigurden ikke rigtig gider anden svævebanetur, så lad være med at presse ham til det.
Lørdag 2007-03-03 2 ægte skoldkopper tilbage
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Frida er rask og voldsomt understimuleret. Det gik okay det meste af dagen, hvor hun kunne lege med veninder, men hen under aften rendte hun rundt på væggene og drillede forældrene i et væk.
En optælling viste 74 synlige skoldkopper, hvoraf 2 var uden skorpe. Sandsynligheden for mandagsbørnehave er rigtig høj.
Sigurd var også i hopla i dag. Han startede klokken 6, hvilket er noget tidligere end normalt og kørte gennem dagen uden brokkeperioder eller andet. Selv det ofte frustrerende prinsesseLEGO blev der leget med uden udskældning fra hans side.
Fredag 2007-03-02 Rask, men smitsom
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Det var fars tur til en hjemmearbejdsdag med Frida. Det fungerede på samme måde som i går: Frida så fjernsyn eller legede selv en times tid, derefter lidt fælleshed og så tilbage til selvunderholdningen. Frida var helt frisk og kedede sig. Hun ville gerne i børnehave, gerne lege med far og i det hele taget gerne noget. Flertallet af skoldkopperne har skorper på, så det er ikke umuligt at hun kan komme afsted i børnehave mandag.
Sigurd var med børnehaven på byggelegeplads. De gik derhen, en tur på et par kilometer, drønede rundt og gik hjem igen. Altså næsten. Sigurd var ved at skvatte i søvn mens han gik, så en af de mandlige pædagogmedhjælpere forbarmede sig og bar ham det sidste stykke.
Frida: Hvorfor skal du ikke have øllebrød?
Far: Det er fordi jeg synes jeg er for tyk. Jeg har fundet ud af at hvis jeg spiser bestemte ting, såsom flødeskum med chokolade, bliver jeg tyndere. Hvis jeg spiser andre ting, såsom øllebrød, bliver jeg tykkere
Frida: Jeg synes ikke du er tyk. Jeg synes du ser helt perfekt ud
Torsdag 2007-03-01 På vej ovenpå
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Frida var ude at lege en time med mor, uden at blive træt. De byggede en snemand, der forestillede far. Far var ikke helt enig i at de havde fokuseret på hans positive karakteristika, men når man ikke er med til at bygge, har man ikke lov at være kritisk.
Sigurds første rigitge børnehavedag gik glimrende, med 1½ times udetid. Hans flyverdragt og støvler var gennemblødte. Støvlerne i en sådan grad at man må formode at de var blevet brugt til at skovle vand med (og ja, støvlerne er nogen af de der dyre nogen, der formodes at holde vand ude og børnefødder inde). Stor ros til Sigurd og pædagogerne.
Onsdag 2007-02-28 Gider ikke skoldkopper mere
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Hun var selvfølgelig dækket af skoldkopper, men der var ikke feber. Hun tog med mor ned i byen, for at købe handsker, men blev træt efter en relativt kort gåtur. Det tager tydeligvis på kræfterne at være syg.
Senere på dagen legede hun med T fra Økohuset og var med til at hente Sigurd. Hun snakkede meget om at hun gerne ville i børnehave igen. Det er også surt at være syg, når det nu kører så godt deroppe.
Sigurd havde sidste dag i vuggestuen og starter officielt i børnehave i morgen. Overgangen har hidtil været uden nogen problemer, så mon ikke det fortsætter sådan?
Frida: Jeg må holde op med at spille tennis, for mine bolde er lavet af rav
Sønderjydsk Kagebord - en stolt tradition på Statsbiblioteket
Sneblokkast - endnu en vintertradition
Tirsdag 2007-02-27 Lidt sol og lidt feber
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Dagen startede ellers rigtig godt for Frida, der ikke lod sig mærke med skoldkopperne. Hun handlede ind med mor og blev lidt træt, men tog over til A fra Økohuset efter et hvil.
Hen under aften fik hun lidt feber og skoldkopperne generede hende meget. Hun blev lidt ked af det og kom i seng. Hun har heldigvis nemt ved at sove fra den slags.
Inden søvnen snakkede Frida med mor om hvad mor & far lavede på arbejde. Det gik nemt nok med mor (lave tegninger af huse). Men fars arbejde er lidt mere abstrakt. Frida: Men der er noget, jeg ikke forstår. Hvorfor laver de ikke noget henne på fars arbejde? De sidder jo bare og skriver på computer og det er jo ligesom at se fjernsyn?
.
Mandag 2007-02-26 Skoldkopper? Ha!
Frida: 5 år, 5 mdr. Sigurd: 2 år, 11 mdr.
Hanne & Sigurd afsted til den Onde Hverdag, Toke & Frida danderende derhjemme. Frida var vældig frisk det meste af dagen og var rigtig god til ikke at klø på skoldkopperne. Det var først ved aftentide det blev for meget og hun måtte have et køligt bad, hvor hun kunne bruge en vaskeklud til at klø lidt igen.
Frida: Sig mig, hvorfor skal der komme så mange prikker, når man har skoldkopper?
. Mor opgav at tælle, da hun passerede de 150, så det vides ikke hvor mange "mange" er.
Hannes ben var næsten helt i orden igen. En god nats søvn var bare det, der skulle til.
Sigurd havde en fin dag i vuggestue/børnehave, men ville også gerne hjem. Derhjemme flippede han ud og råbte af forældrene, indtil Onde Far fik nok, bar ham nedenunder og fortalte ham at han kunne komme op, når han holdt op med at flippe ud. Ak, idealerne om at fredsommelighed og snak kan løse alt står for fald.
Sigurd kastede sig for foden af trappen og kaldte på mor. Mange gange. Mor formåede at ignorere sine mor-instinkter, så han fik det ud af kroppen og selv kom op i stuen. En time senere legede han harmonisk med LEGO på gulvtæppet.