Søndag 2006-09-24 Hjem til mor
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Det var stadig rart at være hos farmor & farfar på andendagen. Ungerne var rigtig glade for dem og Sigurd havde intet mod at blive lagt eller taget op af andre end far. Et par børn holdt udsalg over deres legetøj og Frida scorede en barbiedukke og et par sæt med tøj.
Hun begyndte nu at spørge efter mor hen over middag og far ville egentlig også gerne vide om hun var i live, så der blev kørt hjemad. Faster Laila tog med. Hun var blevet lokket til at være barnepige indtil onsdag (der strejkes fortsat).
Mor var i live og næsten helt ovenpå igen. Ungerne faldt hende om halsen, hvorefter Frida gik ind og legede med nabopigerne. Ak, som 5 årig er man sørme blevet uafhængig... Sigurd var noget mere trofast og ville gerne nyde mor noget mere.
Lørdag 2006-09-23 Fredericiabesøg
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Mor var syg, men fik da vaklet ud af sengen om morgenen, for at sige farvel til resten af familien, der drog på besøg hos bedsteforældrene i Fredericia.
Farmor og farfar i Fredericia var flyttet i nyt hus, som ungerne naturligvis udforskede. Farmor fandt en plasticlastbil til Sigurd. Den larmede, når den blev skubbet, så den blev han rigtig glad for. Huset ligger ret godt, med let adgang til udearealer uden biler, så det blev til nogen ture.
Note til mor: Sigurd spiste en hel lille tallerken is til dessert.
Fredag 2006-09-22 Far på vej op, mor på vej ned
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Fortsat strejke i ungernes institution, med meldinger om at det fortsætter til i hvert fald onsdag i næste uge. Faster Laila blev overtalt til at komme og hjælpe med at passe unger i næste uge. Forældrene er meget taknemmelige - de har begge et par deadlines på arbejdet i næste uge.
Far havde det bedre i dag, efter 1½ døgn i sengen. Bedre er nu ikke det samme som godt, så han blev hjemme og vaklede rundt med Sigurd, der også lader til at være ramt af et eller andet.
Frida tog med mor på arbejde. Det skiftede mellem at være spændende og kedeligt, men hun klarede det rigtig godt og de andre medarbejder på Randers Kommunekontor syntes det var hyggeligt med en sød pige på besøg. Frida fik naturligvis scoret noget slik fra en af de ældre damer. Både mor og Frida faldt i søvn i bussen på vej hjem. Ak, som arbejdet dog tærer.
For nu at gøre elendigheden komplet, gik mor i knæ før aftensmaden og måtte krybe i seng, øjensynligt ramt af det samme som far. Frida var vældig frisk, men forældrene har forlængst erkendt at hun har familiens bedste immunforsvar, så det kommer ikke som den store overraskelse.
Hvis far og Sigurd ellers magter det i morgen, tager familien, minus mor, ned og besøger farmor og farfar i weekenden.
Torsdag 2006-09-21 Far nede, mor i løb
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Pædagogerne i institutionen strejkede fortsat.
Far sov. Han stod op 5 minutter om morgenen, for at melde syg til arbejdet og 15 minutter om aftenen, for at prøve at spise aftensmad.
Mor var naturligvis alenemor. Dagen blev dog delt med naboerne igen, så hun nåede en halv arbejdsdag. Desværre var Sigurd temmelig øffende, da hun kom hjem, så det blev også en lang aften. Mor er en helt.
Onsdag 2006-09-20 Blokeret institution
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Ungernes institution blev blokeret i dag, sammen med ca. 150 andre institutioner i Århus-området. Det skete med bred opbakning fra forældrene til børnene i institutionen.
(yderligere detaljer forventes tilføjet senere)
Far tog en flexdag, sammen med ungerne, og fangede et eller andet, der sendte ham på hovedet i seng, så snart mor trådte ind af døren.
Tirsdag 2006-09-19 Strejke i institutionen
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Der blev strejket i ungernes institution, hvilket var forventet. Der var organiseret fællespasning med naboerne, så prisen var lav: ½ mistet arbejdsdag til hver familie (og Samfundet).
Mandag 2006-09-18 Op af stolene
Frida: 5 år, 0 mdr. Sigurd: 2 år, 6 mdr.
Ungernes institution har lukket i morgen. Og nok også i overmorgen. Og nok også dagen efter i overmorgen. Og nok også dagen efter dagen efter i overmorgen. Og dagen efter dagen efter dagen efter i overmorgen. Men det sidste er nu normalt nok.
Historien viser desværre at den slags ikke påvirker politikerne det store. Men der håbes.
Der er selvfølgelig de sædvanlige møder og deadlines på forældrenes arbejder. Men det er okay. Det er bare arbejde.