Søndag 2006-08-20 Regn er godt
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Dyb buldren fra tunge skyer og regn en masse. Tøserne drønede ud med paraplyer, for at nyde de flygtige søer og dråbernes trommen.
Lørdag 2006-08-19 Nye festtider
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Bente og Morten holdt barnedåb- og bryllupsfest. Hele familien tog afsted, uden rigtig at have nogen planer for hvad man gør med to børn, når det bliver sent aften til en fest.
Alt klappede på bedste vis: Sigurd sov under dåben, begge unger fik leget hjemme hos Bente og Morten og da de kom til aftenarrangementet i et nærliggende forsamlingshus, drønede de rundt med de andre unger og legede til klokken 23. Der kom flere kommentarer om at Sigurd var charmerende og ligefrem, vilket forældrene var svært glade for at høre.
Frida meldte selv at hun ville hjem i seng. Der blev lige tid til at se bryllupsvalsen før afgangen, så det var helt perfekt timet. Ungerne faldt naturligvis i søvn i bilen og blev båret i seng.
Fredag 2006-08-18 Penge, kridt og vat
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Frida fik den første hårde lektion i kapitalisme i dag. Hun overtalte far til at gå i legetøjsbutik, så hun kunne købe en plasticmobiltelefon for sine penge, men hun havde ikke nok penge. Der var ikke mangel på kreativitet fra Fridas side, men far ville ikke give hende flere penge, varen kunne ikke fås billigere og det var ikke muligt at returnere hendes brugte udklædningssko og få pengene tilbage for dem.
Det efterlod naturligvis den hårde beslutning om enten at klatte pengene væk på billigere plasticskrammel, eller vente til tilstrømningen af lommepenge muliggjorde køb af mobiltelefonen. Efter hårde overvejelser og snak med far besluttede Frida at vente.
Forældrene er vældig stolte over at deres plan ser ud til at virke.
Hanne var væk hele dagen - hun var medarrangør af en dag for uddannede arkitekter. Det betød at 10 hold arkitekter gik ud på forskellige pladser i byen og tegnede forslag til forbedringer. Med farvet kridt på belægningen, et enkelt sted i størrelsesforholdet 1:1. Arrangementet gik rigtig godt og deltagerne var glade for det alternative tegneindslag.
I børnenes institution var der en venlig håndværker, der stod og satte antifingerklemmer i dørene. Sidste uges hændelse skulle åbenbart afværges for fremtiden. Mor og far spekulerer på hvornår der sættes skumgummi på væggene og legepladsen planeres til en græsplæne.
Torsdag 2006-08-17 Læse og danse
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Ungerne tog med far på biblioteket. De brugte nu ikke meget tid på bøger, for der var både prinsessekostume og bondegård. Der var også en æggeformet dreje rundt stol fra IKEA, som de kunne hyggeskændes om.
Efter ungernes sengelægning,halede far dansespillet frem og underholdt sig en times tid. Han er blevet ret bidt af det og er hastigt blevet hurtigere til at flytte fødderne. Hvorvidt det også forbedrer hans rytmesans, er endnu uafklaret.
Onsdag 2006-08-16 Skrammelroderi
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Gad vide om Økohusbeboere tilhører et lavere socialt lag, eller om det måske bare er blevet ok at rode i andres skrammel? Da far slæbte hjem med et par rullekasser og et skab til skuret, fisket op af skrammelbunken hos husrækken overfor, fik han flere kommentarer om god fangst og spørgsmål til om der var andre ting, der var noget værd derovre.
Frida er startet i store børns gruppen, her efter sommerferien. Det betyder bl.a. at hun skal med til svømning hver anden torsdag. Hun glæder sig meget.
Tirsdag 2006-08-15 Far til Kjøvenhavnstrup
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Far skulle på forretningsrejse (det lyder fint, ikke?), så mor håndterede ungerne alene. Dvs. ungerne håndterede sig selv en hel del af tiden. Det går hastigt fremad med at lege sammen, selvfølgelig afbrudt hvert kvarter af skænderier.
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Mandage er noget med regn og noget med at starte op efter weekenden. Keeedeligt.