Søndag 2006-03-26 Springhalstur
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Søndag med elendigt vejr - blæst og slud. Meget aktive unger, der dog heldigvis skiftede mellem lejlighederne. Men alligevel ... noget måtte gøres.
Springhallen var svaret igen igen. Naboungerne tog med og alle havde, som sædvanlig, en god tur, selvom der var temmelig mange mennesker i hallen.
Sigurd er fortsat helt rask, så forældrene har dømt kold tyrker til ham. Sut er påny noget man bruger, når man skal sove. Sigurd er ikke udpræget begejstret over den ordning.
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Naboernes badekar blev forsøgsvist lånt, så ungerne kunne komme i bad samtidig. Det gik glimrende, incl. kasten med badeting fra det ene badekar til det andet. Det er nok tid at få opgraderet baljebeholdningen i det lille hjem.
Det var møgkoldt i dag. Sikkert ikke mindre end -5°C efter termometret, men med chill-factor fra vinden var det nok ca. -40°C. Det blev naturligvis fejret med skoindkøbstur for Frida & mor, samt gravemaskinekigningstur for Sigurd & far.
Ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk, ka-tjonk...
Fredag 2006-03-24 Den bedste hverdag
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Fredag. Dagen hvor ungerne er endnu mere bombede end om torsdagen. Men det er ok, for forældrene ved weekenden er startet.
Torsdag 2006-03-23 Nabobesøgende unger
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Sigurd er stille og roligt ved at blive en del af gruppen af Frida og nabobørnene. Det betyder at han følger med rundt og til tider er med i deres leg. Han er også blevet så gammel, at der er ret stor sandsynlighed for at han blot trisser ind til naboerne, i stedet for at kaste sig ud over reposen eller drukne bamser i toilettet.
Det betyder at der er stunder, hvor forældrene sidder i et børnetomt hus, mens naboerne hærges. Mere erfarne forældre påstår at man kommer til at savne det konstante børnenærvær, men lige nu virker den tanke ret langt ude.
Sigurd fandt et audiokabel, som han prøvede at sætte i stikkontakten. Det er et stor fremskridt siden sidst
Onsdag 2006-03-22 Sigurd for fuld kraft
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Så skete der ellers noget med Sigurd. Det var en lidelse at handle ind med ham, for han ville hele tiden ned og lege med varerne. Hjemme åbnede og lukkede han yderdørene i en uendelighed og til fællesspisning drønede han udenfor og prøvede at løbe væk.
Forældrene glædes over at deres dreng er frisk igen.
Og dog... Var det nu alligevel den gamle Sigurd? Noget var ændret... Da han kom hjem, tog han selv jakken af og hængte den på plads!
Det passer selvfølgelig med hans tendenser til at lukke mælkekartoner, sætte låg på dåser osv., men hvor har han det fra? Kanske de gør den slags i vuggestuen?
Tirsdag 2006-03-21 Små blodsugere
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Vuggestuen meldte om glad & fræk Sigurd og hans flyverdragt var møget til, så der oppe er han i hvert fald ved at være tilbage. Værre var det hjemme i Økohuset, hvor han pylrede i et par timer.
Det skiftede nu fuldstændig efter aftensmaden, så det var sikkert bare de tåbelige forældre, der ikke havde fattet at han var sulten. Alle unger, dvs. også naboens, drønede frem og tilbage mellem lejlighederne og Sigurd var i vældigt humør.
De store tøser og Alberte kom ind med sorte kapper på og krævede at blive malet sorte i hovedet. Forældrene kunne ikke finde teatersminken, så ungerne blev udspurgt om formålet. Jo, sagde de, de var lopper og lopper er sorte.
Den snedige mor sagde at der også var hvide lopper og at de var hvide i hovedet. Det flyttede så problemet, for hvor var der hvidt tøj?
Findes der hudfarvede lopper?
, spurgte Frida. Joeh, det gør der sikkert, svarede mor, hvorefter Frida begyndte at tage tøjet af, for at opnå fuld loppefarve. Kvik tøs.
Nå, det hele handlede mere om det en loppe gør, nemlig blodsugning. Samtlige bamser fra de to husstande blev gravet frem og lagt i en bunke og en masse sugerør blev sat sammen, hvorefter de forsvarsløse tøjdyr blev berøvet deres sidste blodsdråber.
Mandag 2006-03-20 Det går fremad
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Sigurd kom i vuggestuen i dag. Delvist fordi både mor og far havde vigtige ting for på arbejde. Ak, det stakkels barn ligger under for forældrenes karriereræs.
Det gik nu glimrende. Pædagogerne sagde han havde haft det fint.
Sigurd gik i klynk nogen gange om eftermiddagen, men det var ret tydeligt at det var blevet en vane. Da han erfarede at han ikke kunne få Onde Far til at pylre om ham, holdt han op igen og fandt smilet frem.
Nabokonen og naboungerne kom ind til aftensmad og alle ungerne legede forbløffende godt. Sigurd gik på et tidspunkt ind ved siden af med de to store tøser, uden at hærge huset og uden at komme grædende tilbage. Forældrene var noget overraskede.