Søndag 2006-03-19 Sigurd fejrer fødselsdag
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Dagen startede rigtig godt, med en glad Sigurd. Han klarede da også lidt friskhed da gæsterne kom, men så blev det for meget. En gang frisk luft hjalp ikke det sotre og den planlagte aftensmad for familierne blev aflyst.
Sigurd livede op igen noget tid efter gæsterne gik og var sågar fræk og drillende flere gange.
Lørdag 2006-03-18 Cykel og skrantende
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Frida fik en ny cykel i dag. Ja, dvs. den var ikke ny, men brugt. En Winther 18" i glimrende stand, som hun blev vældig glad for. Af en eller anden grund kørte hun kun ganske lidt på den, før den skulle op og stå i Solstuen.
Sigurd var stadig syg. Eller måske ikke alligevel? Han var pivet og ofte smågrædende hen over dagen, men han havde hverken feber eller røde pletter på kinderne. Det skete flere gange at han skiftede meget pludseligt fra smilende til helt kvadret.
Han prøvede at spise noget et par gange og mindst én af gangene gjorde det tydeligvis ondt, da han tyggede. Sidste hjørnetand titter en smule frem, men mangler stadig en del, så det kan være det er den, der (stadig) er problemet?
Fredag 2006-03-17 Syg og på arbejde
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Sigurd skrantede stadig. Siden mandag har han gået gennem småopkast, feber, mindre feber, snottethed og hvad der ligner røde pletter på kinderne. Sjovt nok er det symptomerne på mæslinger.
Okay, det er også symptomerne på almindelig børneskranten, så forældrene lægger lige paranoiaen på hylden en dags tid eller to.
Far børneplager havde et vigtigt møde, så efter at have været hjemme om formiddagen, tog han Sigurd med på arbejde. Det var nu ikke værre end at Sigurds middagssøvn passede perfekt med mødet, så det eneste belastende var køreturen frem og tilbage.
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Det var Hannes tur til at blive hjemme med Sigurd.
Det her er børnelitteratur på et højt plan. Far har hermed besluttet at købe alt hvad Jakob Martin Strid har rørt ved
Onsdag 2006-03-15 Alt for meget energi
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Toke tog en hjemmedag, for at have noget tid sammen med ungerne og for at få hvilet ud efter rejsen. Ikke videre kompatible ideer.
Sigurd var stadig syg og lidt småpylret, så det blev en indedag. Det betød at Frida stille og roligt byggede energi op og blev stedse mere rastløs. Der blev heldigvis brændt lidt af efter fællesspisning, men hun skal helt klart i børnehave i morgen.
Tirsdag 2006-03-14 Hjem, kære hjem
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Toke brugte det meste af dagen i Det Kongelige Bibliotek i Den Haag, Holland. Efter dette var der en hel time, før toget mod Schiphol Lufthavn skulle køre. Det betød en times turboturisme, desværre uden den wauv-effekt, som Gent havde.
Kloge af skade blev der beregnet en times togtransport, i stedet for den halve, der var teoretisk nødvendig. Følget troppede pænt op på stationen. Toget til Schiphold var aflyst. Første tog til Leidel var for proppet. Andet tog til Leidel blev først proppet, før Toke & følge havde mast sig ind.
I Leidel? Ingen tog til Schiphol. Og uret tikkede. Men det var en taxi. Jaah! Hvor meget for en tur til lufthavnen? 62 € sagde manden. Det blev 62,20 €. Manden havde vist kørt turen en enkelt gang før.
I sådan en lufthavn skal man lave et check-in. Det gør man hos det luftfartsselskab, der er angivet på ens billet. Men der var ingen check-in til Toke og følge. En venlig dame tastede på sin computer og sagde række 13. En venlig dame i række 13 sagde række 12. En venlig dame i række 12 sagde at hun ikke hørte til luftfartsselskabet, men at hun kunne ordne sagen. Måske var det de små klynk fra Toke & følge, der smeltede hendes hjerte?
Derhjemme havde Sigurd igen tilbragt dagen med at være syg og blive passet af bedstemor.
Det er også så irriterende, hvis der er en, der taler i telefon, når man skal ringe til politiet
, kommenterede en rejsekammerat
Mandag 2006-03-13 Turboturisterne
Frida: 4 år, 6 mdr. Sigurd: 2 år, 0 mdr.
Det blev til et langt og spændende besøg på Gent Universitetsbibliotek. Altså spændende for Toke, ikke for almindelige mennesker. Det var en interessant gammel bygning, med et bogtårn, der var to etager højere end Statsbibliotekets. Øv!
Efter besøget drønede Toke og fire rejsekammerater gennem Gent på turboturisttur. De fleste spændende bygninger blev set udefra og et par kirker set indefra. Der blev også holdt små pauser á 30 sekunder, mens far tog billeder. Ak ja, sådan er det at være på forretningsrejse. Aftensmaden var kanin, der smager som kylling, og Belgiske Vafler, der smager helt vildt godt!
Turen til Den Haag gik ... som i går. Først tog til Antwerpen endestation, hvilket var en fejl. Så tog til Antwerpen-Bergen, venten og derefter tog til Den Haag, med ankomst noget senere end beregnet. Far og rejsekammeraterne føler sig noget forfulgt af rejseuheld.
Observation: Belgierne laver en kirsebærøl, der hedder Kriek og som Toke synes smager helt ok.
Hjemme i Økohuset var Sigurd blevet syg og blev passet af bedstemor om dagen. Han klarede nu lige at småfejre sin fødselsdag med naboerne.