Søndag 2005-10-23 Toke til Wales
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Op klokken 4.30 og afsted med bussen. Afgangen fra Århus Lufthavn var ret mørk, men indflyvningen over København, med gryende morgen og små øer af lys på jorden, var rigtig flot. Mere flyvning til Toke!
Vel landet i København tog Toke et rigtig godt billede af flyet mod morgenhimlen. Det fik lov at ligge på kameraet ca. 10 sekunder, indtil en fyr med uniform beordrede det slettet. Suk... Hvad er formålet med sådan et forbud?
I Københavns lufthavn afslørede Toke sin manglende erfaring med flyrejser, ved at vente på sin bagage. Han ved nu at den slags sendes videre automatisk.
I flyet fra København til Birmingham fik Toke igen en vinduesplads. Bonus! Udsigten de første minutter var fremragende. Desværre er det ikke tilladt at benytte elektroniske apparater ved afgang eller landing, så ingen billeder. Turen tegnede til at blive noget frustrerende for den inkarnerede knipser.
Frystrationen lettede over England, hvor kaptajnen glemte bedømte at det kun var elektroniske dimser med radiosendere, der skulle slukkes under landingen.
Lang ventetid i Birmingham New Street blev slået ihjel med gåtur og ganske glimrende småkager fra Millie's Cookies. Noget mad kan englænderne godt finde ud af at lave.
Videre mod Machynlleth. Det var en udfordring at finde det rigtige tog, for byen ligger i den walisisk-talende del af England, så udtalen af navnet har intet med stavemåden at gøre, medmindre man taler sproget. For lige at pointere at destinationen var verdens ende, foregik sidste del af rejsen i bus. Englændernes ide om gode veje er at integrere dem i landskabet: De skal være smalle, de skal være bakkede, de skal sno sig, der skal helst være 10 cm rabat, der ender i en lodret klippevæg på 3-4 meter. I mangel af klippevæg kan der benyttes kløfter eller floder. Dette påvirker naturligvis ikke bussens hastighed.
Aberystwyth, der udtales lidt som Aberystwyth, var en lidt øde efter-sæsonen turistby. Der blev guffet fish'n'chips og konsumeret en pint (gin'n'tonic til Toke), hvorefter hotellets senge kaldte.
Hjemme i Danmark tog Hanne med ungerne til bedstefars fødselsdag. Det var vist lidt hårdt for alenemoderen at håndtere ungerne der.
Lørdag 2005-10-22 Ingen bedstefarfødselsdag
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Bedstemor havde lagt sig syg, så den planlagte bedstefarfødselsdag blev udskudt til søndag. Toke benyttede lejligheden til at få sovet ud, så han var klar til i morgen. Frida var lidt øffet. Måske pga. aflysningen?
Fredag 2005-10-21 Hanne headhunted
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Forleden blev Hanne ringet op af sin gamle chef fra Randers Kommune. De vil gerne ansætte hende fra nytår og et år frem. Stor glæde i det lille hjem og fornyet interesse for bilanskaffelse.
Den midlertidige stilling skyldes en opsigelse, der foreløbig kun er mundtlig, så der er en (meget) lille risiko for at det ikke bliver til noget.
Om dagen tog Hanne med ungerne ind til byen, for at spise forkost på en café med bedstemor og oldemor. Sigurd sov, men Frida hyggede sig glimrende med familien. Ja, måske undtagen den sidste halve time, men det er også temmelig hårdt for en fireårig at sidde stille et par timer.
Torsdag 2005-10-20 Miniferie anden dag
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Der var ingen nabounger til at underholde Frida og Sigurd, men Hanne meldte at dagen var gået glimrende alligevel. Far kom hjem til sædvanlig tid og blev udsat for en meget utilpas Sigurd. Mor er ubetinget den bedste i verden for tiden!
Om aftenen erfarede Toke at man skal huske at kigge efter tæger, når man har været i skoven. Adv.
Ja, jo, den viser klart at Frida udvikler sine tegneevner. Helt sikkert en god tegning. Men far er lidt skræmt af den
Onsdag 2005-10-19 Svampe og småkager
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Far legede sammen med tidligere studiekammerat og nuværende arbejdskammerat Jens. I de lyse timer tog de ud i skoven omkring Moesgård og plukkede svampe. Jens lagde tidligt ud med at demonstrere sit svampekundskab: Det her er nok foranderlig skælhat
, sagde han. Javel
, sagde Toke og tog en bid.
Til almindelig orientering kan nævnes at knippe svovlhat ligner foranderlig skælhat, men har den kedelige egenskab at ordet svovl ikke er tilfældigt. Det er sådan noget man finder ud af på svampeture.
Nå, trods et vist tillidssvigt fra svampeguidens side blev der både smagt og samlet flere svampe. Der var ikke de syv kilo, som Toke havde drømt om, men alligevel nok til to overlæssede stykker franskbrød med svampe. De smagte aldeles glimrende.
Efter fortæring drog knægtene ud i Århus by for at lege med deres kameraer. Det var vældig underholdende og koldt.
Derhjemme tilbragte ungerne dagen sammen med mor og naboerne. Frida havde glemt gårsdagens udtalelser om at hun ikke ville holde ferie. De bagte småkager, som far nød godt af ved hjemkomsten. Frida faldt af ukendte årsager i søvn klokken 16 og sov til 19.30, der ellers er hendes normale sengetid. Hanne udtaler: Frida skal ikke sove middagssøvn!
.
Tirsdag 2005-10-18 Er ferie godt?
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Nogen holder efterårsferie for tiden. Fars efterårsferie blev brugt på forlænget sommerferie, så ingenting til ham. Hanne holder ferie med ungerne fra i morgen og resten af ugen.
Nu er det så bare at Frida har fundet en ny legekammerat henne i børnehaven. Hun vil ikke holde ferie i morgen.
Mandag 2005-10-17 Sigurd kan sammensætte ord!
Frida: 4 år, 1 mdr. Sigurd: 1 år, 7 mdr.
Kat mad
. Den første registrerede ordsammensætning fra Sigurds side. Og ja, det var kattens mad, han snakkede om. Forældrene er begejstrede.