BMI-visualisering

En underside til At blive mindre.

Overvægtsbarometer

Grænseværdierne er taget fra halls.md.

Baggrund

Til højre ses en søjle med indikation af hvor jeg befinder mig mht. overvægt. Som det ses er der indsat grænseværdier for marginal overvægt, moderat overvægt og fedme. Disse grænser er taget fra halls.md og er baseret på en ældre undersøgelse fra USA kaldet NHANES II.

  Kvinder mænd
Undervægtig < 19.1 < 20.7
Ideal 19.1 - 25.8 20.7 - 26.4
Marginal overvægt 25.8 - 27.3 26.4 - 27.8
Moderat overvægt 27.3 - 32.3 27.8 - 31.1
Fedme > 32.3 > 31.1

Den anvendte skala fra undersøgelsen er Body Mass Index (BMI). Det er ret let at udregne: Vægten i kg / (højden i meter)². For eksempel var mit BMI den 3/12-2004 på 81kg / 1.73m² = 27.1 kg/m².

Videnskabelighed

Det er en vældig grov skala: Der tages ikke højde for alder og kropsbygning, så en bodybuilder vil umiddelbart fremstå som moderat overvægtig eller fed. BMI kan derfor ikke direkte ses som en angivelse af graden af overvægt.

Der findes alternative målemetoder, der giver et bedre billede af fedtprocenten, men de mest præcise af disse kræver specialudstyr, såsom en bioimpedans-vægt eller en fedt-tang. Jeg går ikke nok op i min vægt til at jeg har gidet anskaffe mig sådanne ting.

Hvad er det værd?

Hvad kan det bruges til, når det alligevel er så løst? Jeg ser det som en tommelfingerregel. Et par kilo fra eller til gør mig ikke det store, men hvis jeg bevæger mig op i det gule område er det ved at være for meget.

En vigtig pointe er også at søjlen er letfattelig for andre end mig selv. Det hænger sammen med websiden i det hele taget: Ved at lægge en privat ting som min vægt ud til offentligt skue, er jeg mere motiveret til at holde den på et niveau jeg synes er passende.

Teknik

Nå ja, søjlen laves ved at udtrække min vægt fra et noteprogram og placere Nu-pilen det rigtige sted på søjlegrafikken. Det kører automatisk og er flikket sammen af TreePad, Tcl, ImageMagick og SyncBack. Graferne på hovedsiden genereres af gnuplot.