Søndag 2022-07-03 Ingen flugt i dag, bliv også inde i morgen
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Godt nok vækkede kattene De Voksne kl. 4 om natten, men de faldt i søvn igen og sov til klokken 9 (ni! Ja!). Og - ta-da - Eigil var ikke flygtet. Endelig en solid indkapsling af troldhasslen, der nu har tre lag af forskellige trådhegn til at holde Eigil på indersiden af haven.
Lørdag 2022-07-02 Flugtvej fundet!
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Jeps, endnu en morgen klokken 4 og endnu en undsluppet Eigil. Kræset blev fløjtet ind og det vågne menneske satte sig i sofaen og ventede. Det tog kun 1½ times tid, så fik Eigil udlængsel igen og blev set klatre op i troldhasselen og møve sig igennem. Han blev hapset inden han nåede at springe over hækken og blev noget protesterende hevet ind i haven igen.
De Voksne havde ganske simpelt undervurderet hvor lille et hul der skal til for at 10 kilo motiverede muskler med klatrekløer og vildledende stor fluffy pels kan komme igennen: Helt inde ved ved stammen havde Eigil skubbet til trådhegnet at det havde løsnet sig akkurat nok til at kravle igennem, men så lidt at det ikke var til at se.
Det Vågne Menneske udførte en lapning af hullet efter princippet "nok plasticstrips" og cykleden en morgentur. Om eftermiddagen tog en mere kompetent voksen over og gennemgik minutiøst træet for miniaturehuller.
Fredag 2022-07-01 Sidste arbejdsdag
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Morgenen gryede ikke, for det var overskyet. Og det var strengt taget heller ikke morgen, for klokken var 4 om natten. Men Stoffer klagede så den derved vækkede voksne vaklede ud i haven for at se hvad der foregik. Og ja, Eigil var undsluppet. Og ja, Eigil var klar til at komme ind i haven igen med det samme.
Asta skulle med på arbejde og Tokes arbejdsplads blev valgt, for der var sjovere. Det viste sig at hun havde konspireret med en anden person på Tokes arbejdsplads, så pludselig fik Toke hældt huldeblomst ud over trøjen, så han blev nødt til at tage en frisk T-Shirt på. Og Asta havde "tilfældigvis" en T-Shirt med. Uden stjerne! Stor opstandelse og moro!
Men hey, Astas medkonspirator var ikke på arbejde, så Asta blev sat til at rydde nissetingene fra i tirsdags op og de kunne passende blive sat på medkonspiratorens kontor. Eneste bekymring er nu hvordan Tokes kontorplads ser ud når han kommer tilbage fra ferien.
Åh ja, ferie. For både Hanne & Toke. 4 uger. Begynd!
Torsdag 2022-06-30 Nu med nye konstruktører
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Tokes solide nyopsatte ekstrasikring i form af (endnu) et stort stykke kyllingenet i troldhasselen, fæstnet med ledningstumper og med ekstra dækning har en kort betegnelse på Eigilsprog: Udfordring. Morgenen gryede, Stoffer miavede insisterende, Eigil var undsluppet. Et enkelt fløjt og han svarede fra nabohaven, så der var ingen problemer med af få den undslupne undslipper indsluppet igen. Troldetræet blev inspiceret og det blev meget klart at Eigil havde hevet det ekstra trådhegn løs, bøjet det sammen og most sig gennem de resterende forhindringer (langhårede katte lægger tydelige spor).
Asta var kommet hjem fra overnatning hos bedsteforældrene, så hun hjalp Hanne med at lave en bedre spærring. Toke må erkende at han ikke kan hamle op med kattekræet og holdt en pause. Det så fint ud med net under træets hovedgrene, fæstning med strips og to lag sikring. Morgendagen må vise om Eigil har et modtræk der.
Onsdag 2022-06-29 Overnatning hos bedsteforældrene
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Asta havde givet bedstemor et lugningsgavekor i fødselsdagsgave, så hun blev hentet til havearbejde og overnatning. Ja, okay, kronologisk set var der lige den ting at katten Eigil igen var undsluppet om morgenen, men det er næppe den store overraskelse. Der blev drukket hyldeblomst og funderet over hvordan en kat kan være snedigere end to mennesker.
Tirsdag 2022-06-28 Med far på arbejde
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Asta fik udsigt fra Bogtårnet, puslespil og god underholdning da to-tre af Tokes kollegaer der syntes det var sjovere at lege med hende end at arbejde. Hun fik tegnet på tavler, sat julepynt op, løst matematikopgaver, tegnet fraktalkunst og drillet flere personer.
Derhjemme fik Hanne & Asta flasket hyldeblomstsaften. Megaguf!
Asta: Far, jeg vil gerne være her på fredag. Jeg har fundet ud af at det her er det sjoveste sted!
,
Mandag 2022-06-27 Med mor på arbejde
Frida: 20 år, 9 mdr. Sigurd: 18 år, 3 mdr. Asta: 11 år, 3 mdr.
Til alles overraskelse var Eigil ikke flygtet fra haven i løbet af natten. De Voksne blev helt bekymrede for hans helbred (han har det fint).
Asta var med mor på arbejde hvor hun var piccoline og hentede katte til alle. Det var åbenbart hårdt, for ved hjemkomsten gik hun omkuld på sofaen og troede det var næste morgen da hun vågnede et par timer senere.