Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 11 år, 0 mdr.
Auroras forældre skulle afslutte en flytning, så Aurora kom på besøg. Hverken Hanne eller Toke var alt for friske, men det var godt vejr og Asta var med på at sørge for at holde vandsprøjten optanket og oppumpet. De Voksne fik også lige svinget sig op til at få gravet en tværstiver ned langt hængekøjepælen: Den var begyndt at ligne en kommende ulykke.
Om aftenen lagde Toke sig med mavepine. Der gik et par timer, så lagde Hanne sig også med mavepine. Det holdt det meste af natten. Med de to tilfælde så tidsmæssigt tæt på hinanden går mistanken på at det er noget de har spist. Måske dressingen på salaten på hjemturen i går?
Lørdag 2022-03-26 Vinkedag og Blå Planet
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 11 år, 0 mdr.
Det var Store Vinkedag for Georg Stage, så der blev stået tidligt op og kørt mod København. Fine forhold med opankring ved Esplanaden, høj sol, velpudset messing på båden og et hav af pårørende.
Der var halvåben båd fra 12-13. hvilket betyder at pårørende kunne komme ombord. Det var stadig sild-i-en-tønde, men trods det fik familien hele båden at se. Okay, næsten: Kaptajnens kahyt var der ikke adgang til. Georg stage er en moderne båd med stålstiver under dækket, industriovn & vaskemaskiner, dieselmotor, radar og radiorum med computer. Det hele pakket nydeligt af vejen, så charmen fra sejlskibsdelen er intakt.
Ved 13-tiden var alle gæster gennet fra borde, der var mønstring og så sejlede Georg stage afsted under hurraråb og flagviften. For motor forstås, får det der med at stile ud for sejl får man ikke lov til i Københavns Havn - i hvert fald ikke når det er første gang. Første destination er Isefjord, hvor der skal trænes sejlsejlads.
Dagen var ung, så næste stop var Den Blå Planet. Et glimrende akvarium hvor der både er kyssefisk, klapperokker og knibekrabber. Sådan uden at måle kvadratmeter mindede det om det lokale Kattegatcentret, med den tilføjelse at de havde en miniregnskov ala Randers Regnskovs kupler. Den var lidt spøjs sammen med akvarierne, men fungerede glimrende som afveksling hvor man kunne gå på opdagelse efter frøer, firben & flagermus.
Fredag 2022-03-25 Nye ståoptider
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 11 år, 0 mdr.
I gamle dage, dvs. i går, var morgenrytmen at Asta blev vækket, sov 5 minutter længere og blev vækket anden gang, hvorefter hun stod op. Men en af hendes fødselsdagsgaver var forældrenes vækkeur, så den nye virkelighed er at Asta vågner ved eget vækkeur og er klar til at stå op kl. 7:30.
Der kom pakke fra farmor & farfar om eftermiddagen, med et par bøger fra Tokes barndom. Det bliver sjovt at se om Asta også bider på dem. Lige nu læses der Mumutrolden, så planen er at prøve bagefter.
Torsdag 2022-03-24 Fødselsdag med drama
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 11 år, 0 mdr.
Astas fødselsdag startede traditionelt med sang & gaver på sengen og pandekager til morgenmad. Derefter tog familien i skole & på arbejde. Da Toke kom hjem blev han mødt af Hanne der kunne fortælle Din datter er blevet afhørt af politiet!
.
Der havde været skraldesamledag på skolen og Asta havde gået sine egne vegne for at finde skrald. Der fandt hun en taske, proppet med sølvtøj. Politiet blev tilkaldt og Asta blev "afhørt" af dem inde på skolens kontor. For Asta var det hele et eventyr.
Den store tingfinder blev belønnet med sushi om aftenen (teknisk set var det bestilt før hun fandt sølvskatten) og forældrene blev belønnet med vand under køkkengulvet: Et vandrør var sprunget læk. Igen!
De Voksne i huset har ikke det vilde overskud for tiden, så tanken om at skulle lukke for vandet og forsøge at få en akut opbrækning af køkkenet og reparation af røret i stand var rimelig voervældende. Omvendt er vand-under-køkkengulvet ikke godt. Der blev improviseret adgang gennem en skabsbund vha. en løvsav og elendig arbejdsstilling. Roderi i kælderen, ud fra princippet led længe nok i kælderen så finder du ét eller andet der kan bruges
, resulterede i et spændebånd og en en stump cykelslange. Perfekt til udbedring af mikrohuller i rør, når det skal holde længere end få dage men kortere end mange år.
Onsdag 2022-03-23 Dagen før dagen
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 10 år, 11 mdr.
Der var forårsstemning med kraftigt duftende ramsløg i Riis Skov. Asta fylder 11 i morgen og var naturligvis vældig virksom. Så hun bagte en chokolademumsekage til klassen (uden ramsløg).
Tirsdag 2022-03-22 Fredelig svømmedag
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 10 år, 11 mdr.
En usædvanlig kombination af "glemme at give Asta svømmetøj med i skole" og "Asta havde ingen legeaftale før svømning og kom derfor hjem inden hun skulle derhen" var dagens begivenhed.
Frida: 20 år, 6 mdr. Sigurd: 18 år, 0 mdr. Asta: 10 år, 11 mdr.
Det der med "spejder altid beredt" betyder også at der trænes. Og selvom Den Store Spejderlejr først er til sommer kan man jo godt gå i gang i god tid? Med rygsækpakningen på plads blev der til aftenens spejdermøde fokuseret på selve lejren, så der blev terpet regler for afstande mellem bål & telte og øvet raftebinding.