Søndag 2021-11-14 Søndagstrissen
Frida: 20 år, 2 mdr. Sigurd: 17 år, 8 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Hanne & Toke gik voksentur til stranden. Primært fordi ingen børn gad gå med. Det var nu ret fint på den der "blygrå himmel og småblæsende"-efterårsagtige måde. Skiftende årstider er godt!
Sigurd & Hanne fik kigget på kemiopgave og Asta læste højt fra Kaptajn Underhyler 1. Måske ikke allerhøjeste niveau af lekture, men for Asta er det brav underholdning. Og hermed kan så passende bringes et dementi af tidligere udmelding om at Asta ikke har brudt læsekoden: Hun læser nærmest flydende, og er forlængst forbi det stade hvor alle ord staves igennem.
Lørdag 2021-11-13 Den 10-årige forklarer
Frida: 20 år, 2 mdr. Sigurd: 17 år, 8 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Lørdag betyder lørdagsindkøb. Asta ville med. Og spurgte om hun kunne køre på ethjulet cykel? Nix, det gad far ikke, for det ville betyde at håndtere cykelvogn med én hånd, Asta med den anden og i det hele taget holde overblikket med en aldeles ikke trafiksikker (altså når hun er på ét hjul) Asta.
Nåmenhvadsåmed... Rulleskøjter? Neeej næeh nøeh
trak far på det. Det var jo besværligt og sådan. 10 minutter senere var de på vej, begge med rulleskøjter på. Godt man har en 10-årig til at minde om at man godt kan gøre ting på andre måder end man plejer at gøre!
Asta fik også lavet juledekoration med kalenderlys og sat sætterkasse & billeder op på værelset. Hun har en uudtømmelig mængde småting, så kassen blev flukst fyldt.
Forældrene fik sat hylde og knager op på soveværelset, men det var bare røgslør for den rigtige opgave: Hvad gøres der når Frida kommer hjem (forventet 1. december) hvorved bibliotek/kontor/Fridaværelse skifter over til at være tegneserieopbevaring/Fridaværelse? Den der kontroplads har været grumme rar og computeren kommer ikke ind i soveværelset igen! Det kan næsten ikke blive til andet end at deles om Hannes kontorplads nede i stuen.
Fredag 2021-11-12 Skræmme de store
Frida: 20 år, 1 mdr. Sigurd: 17 år, 7 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Astas klasse havde arrangeret gyserløb i skoven for niende klasse. Et væld af spøgelser, mennesker uden øjne, blod ud af munden og andre gode tiltag. Asta var guide og meget hensynsfuld: Hun ventede på sidste hold og fulgte dem hjem, for som hun sagde Det er jo ikke sikkert de kunne finde vej
.
Frida fik et grumme fint brev fra Folketinget, med lykønskning om at være blevet stemmeberettiget og en nydelig bog med Grundloven. Hun har (naturligvis) allerede styr på det i form af brevstemning fra det sydlige. De almindelige valgkort dukkede også op. Bonus!
Ved morgenbordet pev Toke over at have været til træning: Jeg føler det som om jeg er faldet af en lastbil
. Asta kiggede lidt og svarede så Det tror jeg nu ikke. Jeg mener du er tabt bag en vogn!
Torsdag 2021-11-11 Stop med kødfrikadeller
Frida: 20 år, 1 mdr. Sigurd: 17 år, 7 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Asta er, muligvis en anelse inspireret af resten af familien, på vej væk fra kød. Efter succesen med SPIRs kebaberstatning i går meldte hun at det var slut med kødfrikadeller: Ikke-kyllingenuggets og ikke-køb-kebab er rigelig variation til hende.
Det var sidste dag til rettidigt at modtage stemmesedler, men posten havde ikke nogen med!? Heldigvis siger Hanne at man godt kan stemme uden, det er bare lidt mere besværligt.
Frida: 20 år, 1 mdr. Sigurd: 17 år, 7 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Mens Sigurd tog til skriftlig matematikprøve (han meldte om eftermiddagen at det gik udmærket og virkede glad) var der skole-hjem-samtale for Asta. Asta har endnu ikke "brudt koden" for at læse & skrive, men læreren sagde at hun bliver ved med at flytte sig fremad, så der var ingen nervøsitet. Derefter blev Asta skamrost for at være en af dem der gjorde det rart at være i skole for alle: Energi, fantasi, hensyntagen, inklusion og en masse andre plusord på den sociale side.
Tirsdag 2021-11-09 Mattematik og ikke-kebab
Frida: 20 år, 1 mdr. Sigurd: 17 år, 7 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Sigurd skal til matematikprøve i morgen, så der blev terpet eftermiddag & aften sammen med den lokale matematiklærer (Hanne).
Asta prøvede vegansk "kebab" fra SPIR og yes, endnu en ting på positivlisten. Hanne & Toke var også ret begejstrede for det. Sigurd var mere skeptisk: Det mindede for meget om kød!
Der skiftes til nørdetræningssted
Mandag 2021-11-08 Optakt til optrædning
Frida: 20 år, 1 mdr. Sigurd: 17 år, 7 mdr. Asta: 10 år, 7 mdr.
Asta var til spejder, hvor de er ved at tage teatermærket (ja, der er mærker til alt). De har lavet et skuespil om en dukkefører der lokker nogen børn ind til Halloween, som de skal fremføre næste gang.
Hanne var igen til kor fra 18-22. Der skeles til coronatallene. Det ville godt nok være skidt med endnu en aflysning!