Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Sommer! Eller næsten. Smukt vejr til en cykeltur og smukt vejr til havearbejde: Fin arbejdsfordeling med Hanne på havearbejdsdelen. Og så var der også lige en cykelvogn der fik lidt ekstra levetid. Godt nok transporteres Asta ikke længere i den, men den bruges hver uge til indkøb.
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Kusine Aurora kom på besøg. Kusine Aurora er altid sød & kær. Denne gang var der bare ikke lige så meget energioverskud til at lege. Men det gik såmænd også: Kattene synes hun er evigt interessant, så de var godt selskab. Desuden lærte Aurora legen "stabl LEGO-klodser ovenpå en person der ligger så stille på gulvet at man skulle tro personen sov", som Hanne & Toke fandt på dengang deres egne unger var helt små.
Onkel Jacob blev til aftensmaden og brugte 5 minutter på at fikse de ganglamper som Toke har rådet med i flere måneder. Nu er der enten lys eller ikke lys, i stedet for noget klyt-automatik der tændte og slukkede trekvarttilfældigt.
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Asta kørte på løbehjul til skole. Det er nok meget godt med lidt træning, for hun skvattede 4 gange undervejs. Ikke alvorligt forstås: Det går lidt op ad bakke det meste af vejen og flyverdragt kombineret med en snart 10-årigs fysik gør den slags til småting.
Asta: Nu er jeg ved at blive rutineret!
Toke: Hvad!? Det er 1½ minut siden du styrtede!?
Asta: Ja, men er jeg styrtet siden?
Torsdag 2021-03-18 Ny brugt cykel
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Efter frustrerende & forgæves søgning efter en direkte erstatning for sin mistede cykel tog Toke ned til firmaet Recykling i Aarhus, der sælger brugte kvalitetscykler. De havde mange gode cykler, men meget få mountainbikes. Men hvad gør det når bare de har en der passer til behovet? Hurtig handel og Toke kunne cykle hjem.
Den nye brugte cykel er ikke grøn. Det var Asta ikke spor tilfreds med, så hun brugte det meste af hjemturen på at argumentere for at den skulle males. Grøn er rigtig meget yndlingsfarven for tiden og stod det til hende blev hele huset malet om.
Hanne blev ringet op af Frida, der havde en pause for første gang siden i mandags. Frida nåede lige at sige at alt var godt, med gode lærere, god roommate, spændende fag og så blev hun nødt til at løbe: De var en flok der skulle på tur.
Onsdag 2021-03-17 Virtuel eftersøgning
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Toke brugte en del tid og energi på at prøve at finde en ny grøn Cube Analog fra 2018 på nettet, eller bare en der lignede til forveksling. Men udover at få genopfrisket lidt fremmedsprog som Ausverkauft
og Tyvärr finns inte produkten längre
gav det ikke noget udbytte. Øv.
Hanne er med på at låne sin cykel ud til Astarelaterede aktiviteter, men kunne godt huske en lignende situation for år tilbage hvor hendes cykel blev markant mere slidt af at blive brugt af to personer (og så er der vist noget med at Toke har det med at slide cykler markant mere end resten af familien). Udlån på lånt tid.
Tirsdag 2021-03-16 Op ad bakke
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Det var ikke lige den mest samarbejdende dag for Hanne & Toke...
Hanne havde et virtuelt borgermøde om aftenen og sov ikke så godt om natten. Da mødet nærmede sig indrettede hun sig i kælderen og Toke hjalp med en generalprøve af at teknikken (webcam, højttaler & mikrofon) virkede. Så gik han ovenpå og mødet gik i gang. Eller "i gang" er måske så meget sagt, for der var elendig wifi for Hanne så hun blev nødt til at minimere det hun skulle sige. Teknikeren havde glemt at pege hendes computer i retning af det access point der er opsat til kælderen, så hendes signal skulle gennem jord & beton.
Toke tog til samme cykelhandler som sidst for at købe en ny cykel. Ja, egentlig bare en ligesom den gamle med lidt justeringer. Men nej. Der var lige præcis 2 seriøse bud på mountainbikes i butikken og de duede ikke til vejkørsel (for lavt gearede). Værre var at Cube ikke kunne levere nyt før til august. Tidligst. Endnu værre var at cykler i det segment er skiftet til kun at have ét tandhjul foran, hvilket betyder at man kan vælge om man vil mangle lave eller mangle høje gear. Der var nu rigtig god vejledning: Cykelmanden meldte rent ud at de ikke havde nogen cykel til Tokes behov og at der skulle søges rundt på nettet og andre cykelhandlere.
Mandag 2021-03-15 Atter inde, endelig ude og helt væk
Frida: 19 år, 6 mdr. Sigurd: 17 år, 0 mdr. Asta: 9 år, 11 mdr.
Det var med let skælvende hånd at katten Eigil blev lukket ud i haven kl. 5, men hvad enten det skyldes at den selv hoppede tilbage i haven eller afspærringsforbedringen vitterligt virkede, var han klar til morgenbadet 6:30, sammen med brorkatten.
Der blev hentet bil og Frida blev afleveret på højskole om eftermiddagen, sammen med en masse andre glade unge mennesker. Hun blev rigtig godt modtaget af både lærer (der lige skulle se coronatestpapiret) og bofælle. Reglerne fremover er at besøg hjemme betyder at hun først kan komme tilbage på skolen efter negativ test, der først må tages 48 timer efter hun har været hjemme (så hotel?). Med andre ord: Frida er på højskolen de næste 3 måneder.
Derhjemme havde en fortagsom person set sit snit til at bortorganisere Tokes cykel, i løbet af de 5 timer den stod nede ved delebilens parkeringsplads 😭 Den var låst og der er forsikring på, så ingen panik. Menaltså... Planen for i morgen er en ny tur til sydbyen, hvor den eneste ordentlige Aarhusianske cykelbutik med Cube-cykler holder til.