Søndag 2020-08-30 Natte-, gå- og cykel-tur
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Klokken 3 om natten gik døren op til Astas værelse, der blev tændt lys og puslet. Far stod op for at se hvad der skete. Det var såmænd bare Asta der mente det var morgen og tid at se morgenfjernsyn (hun blev sendt i seng igen).
Da det blev rigtig morgen var kattene stadig ikke undsluppet fra haven, så sidste hegnsforbedring har i hvert fald været moderat effektiv. Til gengæld var begge kræ jævnt belastende; larmende og løbende rundt. Måske pga. energioverskud fordi der ikke var nogen natlig springtur?
Asta & Hanne tog på biblioteket efter læsebøger til Asta og senere legede Asta med N fra nabovejen. Nabovejsvenskaber er de bedste: Så behøver forældrene ikke blive indblandet i at aflevere & hente. Om aftenen plukkede Asta & Hanne pærer og lagde dem i trækasse med avissider imellem. Old-school havebrug.
Toke cyklede i Bauhaus for at købe nogen haveredskaber. Og Bauhaus ligger lige ved siden af Bilka, så "for science" gik han en tur derind. Og sørme om ikke Bilka stadig var Bilka: Megastort, med enkelte ting til særdeles lave priser og underlig "Ankommet på fremmed planet. Forsøger at ligne de indfødte. Det er 200 barbermaskiner i en bunke og 40 skærme der viser det samme ansigt af en der snakker"-stemning.
Lørdag 2020-08-29 Anden maddag
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Familien tog i en "sports outlet", hvor der skulle være noget vinter/skitøj. Sigurd fandt da også en god jakke, men noget stort udvalg var der ikke: Kom igen i næste uge.
Asta stod igen for maden. Det foregik som sidste gang: Hun sørgede selv for det hele, men en forældre vejledte ved siden af. Denne gang var det pizza, så Toke blev indskrevet som vejleder til dejen og Hanne til fyldet. Resultatet blev vellykket. Ja, det blev grøntsagssuppen i sidste uge sådan set også, men pizza vs. grøntsagssuppe?
Hanne fik fuget ved badeværelsesvinduet. Nyyydeligt. Ingen grund til professionel fuger der. Hun fik straks lyst til at genfuge vasken.
Fredag 2020-08-28 Dagligdagsnormalisering
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Sigurd havde endnu en god dag med dansk & engelsk. Næste uge bliver "normal", altså den der gammeldags normal hvor man møder i skole hele ugen.
Toke havde en god dag med shell-scripts & Fraktur-OCR. Næste uge bliver "normal", altså den der gammeldags normal hvor man møder på arbejde hele ugen.
Asta havde A med hjem fra skole og da A blev hentet fandt Asta sammen med N fra nabovejen.
Torsdag 2020-08-27 Bananbrødstorsdag
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Sigurd var i skole hvor de fik set værkstederne. Fire 3D-printere, en lasercutter og en venlig person der stod for det hele. Det lover godt.
Asta havde veninden I med hjem fra skole. Frida skrev ansøgninger og bagte bananbrød. Hun har ikke rigtig haft helt med ansøgningerne, men det havde hun med brødet. Måske hun skulle søge job som hjælper på et sted der bager kageagtige ting?
Onsdag 2020-08-26 Første skoledag for ... tredje gang?
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Så kom Sigurd i skole igen. Med mødetid 8:15 og en del margin, så vækkeuret var stillet til tidligt. De havde bl.a. laboratorietime i biologi, hvor Sigurd var meget fascineret af et computeropkoblet mikroskop og i det hele taget af fasciliteterne. Noget af et løft fra Børnenes Friskole.
Frida går hjemme og skriver ansøgninger. Hun er nået til at være frustreret over ikke at kunne få et job, men er endnu ikke desperat.
Asta er Asta: Hendes dag gik med gymnastik i skolen, musik i Fritz og spejder om aftenen.
Tirsdag 2020-08-25 Stille morgen
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Kattene var inde for natten, men klokken 5 mente Eigil at det var udetid. Toke stod op med dem og satte sig i en stol i haven for at se hvor Eigil ville prøve at komme over hegnet. Det blev nu et af de forsøg hvor iagttageren påvirker det iagttagede: Kattene holdt sig i nærheden af stolen og endte med at hoppe op til Toke. Vældig hyggeligt, selvom det ikke opklarede nogen mysterier.
Ved aftentide fik Sigurd endegyldigt at vide at han skal i fysisk skole i morgen. Det forrykker ståoptiden med en halv time, men mon ikke det går?
Mandag 2020-08-24 Tilbage igen, i overmorgen?
Frida: 18 år, 11 mdr. Sigurd: 16 år, 5 mdr. Asta: 9 år, 5 mdr.
Så kom der udvikling i gymnasiumsagen: Der åbnes op for at eleverne kommer i skole igen under begrænsede forhold (kun halvdelen af eleverne på én gang). Sigurd kommer sandsynligvis i skole i overmorgen. Sigurd er glad og glæder sig til "ordentlig undervisning". Specielt teknologifaget, hvor de skal designe produkter, er svært at følge hjemmefra.
Haven blev grundigt inspiceret efter Eigilspor og der var en pæl med hvide hår, så den blev afspærret i toppen. Desværre står der en troldhassel lige ved siden af, så det er muligt for Eigil at klatre op i træet og hoppe ned på pælen, hvis han kommer på den idé. Hanne & Toke er desillusionerede nok til bare at håbe på et par dage uden Eigilflugt.