Søndag 2020-01-19 Weekendaktiviteter
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Lørdagen startede med nybagte boller. For så vidt ikke usædvanligt på Bakkekammen: Toke har eksperimenteret en del for at få de surdejshævede boller ordentligt sprøde: Vand i ovnen, høj temperatur (270°C), varmluft, iblanding af grodt mel. Med halvgodt resultat. I dag gad han ikke: Gærdej, ingen vand, alm. varme, ikke varmluft, tarveligt mel. Og naturligvis blev bollerne lækkert sprøde! Argh!
Asta tog på eget initiativ over til nabovejen for at finde nogen at lege med. Hun scorede også frokost i form af pandekager og snobrød (jo, de lavede bål i haven). Senere tog hun sammen med mor på besøg hos oldemor.
Toke tog en tur for at fotolege og har lidt problemer med at få panoramasoftwaren til at makke ret, så der er ikke noget sebart resultat endnu. Imens knoklede Hanne med badeværelse, stue, tøjvask og køkken. Fin arbejdsfordeling.
Sigurd knoklede på med at installere noget software til at starte spil. Det hedder Windows 10 og han brugte det meste af aftenen på det, før det kom på plads.
Lørdag 2020-01-18 HTX & svømmetur
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Sigurd & Hanne tog til introdag på HTX, dsv. samme sted som Frida. Det var et rigtig godt besøg, Sigurd var glad og spurgte til det sociale liv (altså fester). Ikke lige det spørgsmål forældrene havde ventet fra hans side, men det er nok meget godt at de engang imellem overraskes over ynglens interesser.
Asta var til svømmehalsfødselsdag med pigerne fra klassen i Gellerupbadet: 2 timers svømning og en times kagegufning og forskellig leg. Forældrene takker for den lette sengelægning.
Sigurd rodede med Space Engineers og byggede en masseaccelerator vha. kunstig tyngdekraft-generatorer, tidsstyrede relæer og et programmerbart fabrikationsmodul: Design, konstruktion & programmering. Sigurd selv mente bare han sad og spillede.
En repræsentant for et pensionsselskab ringede til Frida og ville snakke om pensionsopsparing:
Frida: Jeg er 18 år
Repræsentant: Okay, så ringer jeg tilbage om 20 år
Fredag 2020-01-17 Lav flyvning over Aarhus
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Dagen startede med nydeligt vejr og senere fløj der 10 jetjaverer hen over byen. Selvom man nok er principielt imod den slags isenkram så skal man jo lige ud og se på det, ikke?
Ellers så mente familien så bestemt at det havde været en hård uge og at den skulle belønnes med sushi til aftensmad.
Torsdag 2020-01-16 Arbejdssnak
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Asta & Toke tog til fællesspisning på skolen, hvor der var snak om forældreinddragelse i skolens byggeri. Bygningerne er ved at være på plads, så hen over foråret bliver der arbejdet hver weekend. Alle forældre kommer i sving. Der var lavet en masse arbejde med forberedelse og koordineringen bliver ikke let hen over de næste måneder. Hatten af for den lille gruppe forældre der har taget den tjans.
Onsdag 2020-01-15 Prøve med prøvelser
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Sigurds skoleuge handler om at prøve at gå til prøve (hvilket betyder at resultatet af prøven ikke tæller nogen steder). I dag var det en online danskprøve, med egen computer. Sigurds computer kagede med netværket, så han gik over for at tage klassens reservecomputer. Den havde en anden taget. I stedet blev han sendt ned efter 3-4 andre computere fra skolens teknikrum. Ingen af dem havde strøm på batteriet. Det endte med han blev sat ud til en anden elev, der havde ekstratid og der virkede hans bærbare godt nok. Morale: Bevar roen og virker Wi-Fi ikke, så prøv at flytte computeren.
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Asta startede på nyt svømmehold, niveauet over begynder. Det foregår i en anden svømmehal hvor logistikken er (endnu) nemmere og veninden D fra klassen er også med. Det er nu ikke 100% godt, for de to snakker og har det med ikke at høre hvad træneren siger. Omvendt virkede træneren særdeles kompetent og meget opmærksom på at gribe fat i dem der ikke lyttede efter, så det skal nok gå godt.
Mandag 2020-01-13 Terminsprøveprøve
Frida: 18 år, 4 mdr. Sigurd: 15 år, 10 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
For Sigurd handler ugen om terminsprøver. Eller rettere: Prøve på terminsprøver. De bliver kørt som de rigtige prøver, med den ekstrating at der også er undervisning nogen af dagene. Som til de rigtige prøver fik Sigurd carte blanche til at købe guf, så det gjorde han. Han medbragte guf nok til 3 dage.
Hanne havde nytårskur på arbejdet. Små 15 km væk. Men hey, det er jo bare en rask lille cykeltur. Nytårskur + cykling = træt Hanne om aftenen.