Søndag 2019-02-24 Hjem fra overnatning
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Vækkeuret ringede kl. 5:45. Der skulle bages morgenboller til Astas klasse. Morgenbollebageren var aktiv 5 kvarter, hvorefter Den Anden Voksne blev vækket så de sammen kunne tage op på skolen. Efter en kort snak med Den Anden Voksne blev det klart at der for så vidt ikke var nogen grund til at begge tog afsted. Oppe på skolen var alle vågne og i gang med morgenfilm. Overnatningen var gået rigtig godt: De overnattende voksne havde været snedige nok til at inddrage 2 klasselokaler til sovesteder: Et til de stille og et til de ... mindre stille. Asta var selvsagt i det sidste. Samlet morgenmad var pandekager, boller og kage. De voksne spiste bollerne, mens ungerne ordnede resten.
Hjemme igen blev der søndagsdovnet: Sigurd spillede computerspil. Frida passede sin pligt og læste lektier med Asta nede på værelset. Hanne læse bog i sofaen og Toke tog en lur på trampolinen med musik i ørerne, indpakket i tæpper og katte.
Lørdag 2019-02-23 Overnatning på skolen
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Asta havde pakket sine ting inden morgenmaden og fortsatte med at pakke sine ting endnu mere hen over dagen. Der var overnatning på skolen for hendes klasse og hun glædede sig. Det startede desværre først kl. 17, så det blev en lang dag for hende. Deroppe var der arrangeret spil og leg for ungerne, men de børneansvarlige forældre kunne godt have sparet sig: Der var ikke spor behov for aktivering. Før sengetid blev de forsøgt dysset ned med Den utrolige historie om den kæmpestore pære & popcorn og det virkede glimrende for halvdelen af dem.
Derhjemme nød resten af familien roen og fik spillet Carcassonne (det er ellers længe siden). Sorte Mor fik 1½ gang så mange point som alle andre.
Vejens kattedame-uden-katte kiggede forbi. Det er hende der har foræret katteurten som kræende flippede ud over sidste uge. Denne gang havde hun kattegræs med og en forklaring om at hun havde fået det af en veninde, men syntes det var bedre at kattene fik planten. Overordentligt sødt af kattedamen-uden-katte, men hun burde nu få sig en kat eller 5 for sin egen skyld.
Fredag 2019-02-22 Svar fra fortiden
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Asta var på tur med klassen. Til Naturhistorisk. Så passede det jo meget godt at hun ikke havde haft tid til Kløvedaludstillingen, da hun var der med familien. Den fungerede rigtig godt til en førsteklasse.
Derhjemme opdagede Hanne at Sigurd havde fået svar på et spørgsmål til Weekendavisen: Hvorfor er der ingen grønpelsede dyr? Det ville være godt som camouflage
. Yay! Det er efterhånden nogen år siden han stillede det, men tydeligvis er det ikke bare noget de glemmer derinde. Point for det.
Hanne: Jeg har drukket en stor dobbeltstyrke fadøl og spist en hindbærsnitte!
Toke: Godt blandingsmisbrug
Toke: Og nu skal du have en kop kaffe?
Asta: Mor har krammet på far
Hanne: Tror du ikke også far har krammet lidt på mig?
Asta: I får ikke krammet på mig!
Torsdag 2019-02-21 Ude- og hjemmemad
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Hanne tog torsdagsfællesspisningstjensen på skolen med Asta - det var nu en af de gode gange, hvor der var overskud til at snakke. Sigurd skulle sørge for mad til bueskydning, så far blev indskrevet til pizzabagning. Da far dukkede op nede ved bueskydning og begyndte at pakke pizzaerne ud forklarede Sigurd hurtigt far at han nok skulle sørge for den del og at han også nok skulle tage bradepanderne med hjem. AH! Besked forstået: Far smuttede igen med det samme.
Frida planlægger en vandretur til sommer, sammen med 4 piger fra skolen. De havde stiftende møde på Fridas værelse, med fællesmadlavning forinden. Fridas værelse er som bekendt i det hjem hvor resten af familien også bor. Så helt uden forældreopfordring fik Frida ryddet op på værelse, gang & stue. Der blev sågar støvsuget og tømt+fyldt opvaskemaskine. Damn, det var smart. Hvordan mon man støtter at der kommer flere af den slags besøg?
Asta & mor dukkede op efter pigerne havde spist aftensmad. Ganske overraskende var Asta genert og gemte sig hos forældrene før hun hilste. Hvad handlede det nu lige om? Teenagekattene var til gengæld helt med på at der var gæster og gik med dem ned på Fridas værelse om aftenen.
Onsdag 2019-02-20 Sigurd skole-hjem
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Hanne havde en monsterdag med 4-5 hårde møder, så meget forståeligt blev det Toke der tog til skole-hjem-snak med Sigurd. Sigurds dansk & Tysklærer havde lagt sig syg, så der blev kun snakket om engelsk, matematik & naturfag, der tilfældigvis alle er fag som Sigurd synes rigtig godt om. Ikke overraskende var der ros til knægten. Udover det rent faglige bemærkede engelsklæreren at Sigurd var god til at skrive tekster man som læser levede sig ind i og matematiklæreren sagde at det var første gang han havde set nogen tegne en dinosaurus i GeoGebra - uden at bruge frihåndsfunktionen.
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Toke tog en arbejdssmuttur til København og overlod børnehåndteringen til Hanne. Det kommer til at gentage sig nogen gang de næste par uger, så det er rart at der er en Sydafrikatur i banken. Ikke at der føres regnskab eller noget.
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Asta var til ørekontrol på Skejby Sygehus, som opfølgning på reparation af trommehinden for et par måneder siden. Første del var en udvidet høreprøve, som gik rigtig fint: Asta samarbejdede meget koncentreret og hendes hørelse på venstre øre (det der blev opereret) ligger lige indenfor normalområdet. Hørelsen på højre øre er som et syvårs barns. Det var et ret interessant rum de havde til høreprøve: Når dørene blev lukket var der så stille at det begyndte at suse for Tokes ører og den stille tikken fra uret på væggen blev meget højt. Det viste sig at gulvet var ophængt, for at minimere overførslen af vibrationer fra gående på gangen eller lastbiler udenfor.
Anden del var inspektion af selve øret. Der sad noget snask som lægen fjernede med en meget lille tang. Asta lå helt stille som hun skulle, men det gjorde ondt i øret og der blev fældet et par tårer. Det viste sig desværre at der stadig er hul i trommehinden: Ca. halvt så stort som før operationen, men altså stadig med det problem at der kan komme vand ind. Lægen mente at det skyldtes betændelse fra en irritation i øret. Lægen anbefalede (så meget som en læge nu kan tillade sig at anbefale i disse tider) en genoperation, baseret på at den første var gået problemfrit - altså lige bortset fra at hullet ikke blev helt lukket. Så det bliver det. Helt forfra :-( Det vides ikke hvornår, men "snart" er realistisk, da det er en rutineoperation der er let at passe ind mellem de større operationer.