Tirsdag 2019-12-31 Nytår i Gråsten
Frida: 18 år, 3 mdr. Sigurd: 15 år, 9 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Toke havde (igen) ikke held med morgenbollebageriet: Dejen havde overhævet og de blev meget flade. Suk. You had one job!
Sigurd dukkede op med toget. Han havde godt nok lige forsøgt sig med at høre om han kunne blive hentet i Fredericia, hvor der var togskifte, men det gik forældrene ikke med til. Han faldt med det samme i hak med Sander & August.
For de naturaktive var der en ny vandretur - den samme som gårsdagens vandretur, dog denne gang med fokus på snak & hygge fremfor billedtagning. Hyggen fortsatte gennem den sene eftermiddag med fællesmadlavning. Nytårsmenuen bestod af ting som tabouleh, baba ganouch og håndrullede isruller. Der var endda kødspyd til kødspiserne!
Den rigtig gode dag gik over i nytårsaften og det hele gik lidt mere ned i gear. Måske man kunne holde nytårskomsammen uden nytårsdelen? Bare slappe af i hinandens selskab?
Det var Hannes tur til at sove på gulvet. Yes, tænkte Toke og havde ikke overvejet at Asta fylder for 1½ voksen, møvler rundt i søvne og forsøger at stjæle fars dyne tidligt om morgenen (antageligvis også i søvne).
Mandag 2019-12-30 Fisk, fototur og hyttehygge
Frida: 18 år, 3 mdr. Sigurd: 15 år, 9 mdr. Asta: 8 år, 9 mdr.
Der skulle lige prøves fiskespa, nu det var der: Man plopper fødderne ned i noget vand og en flok små fisk går straks i gang med at guffe døde hudceller. De var overraskende fokuserede på deres job og det var ret sjovt på den der "nu har vi prøvet det, så behøver vi ikke prøve det mere"-måde. Derefter tog Frida hjem til Aarhus, hvor hun skal fejre nytår med en flok jævnaldrende.
Finn & Karin er fotonørder og tog på gåtur i skoven nær Gråsten Slot. Toke tog med og fik ikke det gode billede af et rødt egern, der stod stille til fotografering i 3 sekunder. Men hey, det var en god tur i sig selv - meget naturskønt område!
Hjemme i hytten var der vældig gang i et elektronisk dartspil, som Torben havde haft med. Meget praktisk at der holdes styr på points og at man ikke laver huller i gulvet når man kager med pilene. Et andet overraskende hit var 4 på stribe i en noget udvidet udgave. Finn & Toke tog en del runder på det brædt.
Det var Tokes tur til at sove på gulvet. På et oppusteligt liggeunderlag uden lagen og ved siden af radiatoren. Uf! Den skalg burde være forbeholdt ens børn.