Søndag 2019-03-17 Fællesfødselsdag
Frida: 17 år, 6 mdr. Sigurd: 15 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Asta & Sigurd holdt fælles familiefødselsdag og havde inviteret begge grene af familien. De første var programsat til kl. 11, så der var liiige tid til at turboklargøre huset. For Asta var det nu kedeligt at vente, så hun var med på at lege en halv time med veninden N, der tilfældigvis ringede på. De ægte Fynboer (altså dem der stadig bor på Fyn) kom først, så Asta kunne få leget med fætter Birk & fætter Silas (veninden blev hurtigt sendt afsted igen).
Grundet ovnproblemer var der dømt lagkage, men bollerne skulle altså med. De blev bagt med en tom plade mellem nederste varmelegeme og pladen med boller. Desuden blev bollerne vendt efter 10 minutter. Resultatet blev godt, selvom de var pænt brunede på begge sider og blev kaldt snobrødsboller af gæsterne.
Om aftenen fandt Asta fjernbetjeningen, der har været væk i månedsvis. Den befandt sig under hynderne i sekundærsofaen. Flot, Astas forældre, at de ikke havde kigget der. Far er glad: Uden fjernbetjeningen er det ham der skal styre udstyret gennem hans computer.
Lørdag 2019-03-16 Mascaramorale
Frida: 17 år, 6 mdr. Sigurd: 15 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Asta har fundet en mascara udenfor og den prøvede hun at bruge i morges. Det gik åbenbart ikke videre godt, så hun prøvede at tage det af med sæbe. Det gik så heller ikke udpræget godt så mor blev tilkaldt og lidt saltvandsampuller fra førstehjælpskassen fik skyllet mascara/sæbe-sammenblandingen ud af øjet. Asta opgav projektet, i hvert fald denne dag. Forældrene havde det helt fint med den morale.
Senere på dagen tog Asta til fødselsdag hos 2 piger fra klassen. Kun for pigerne, men fin fødselsdag med forældrekaffe bagefter.
Fredag 2019-03-15 Eigil-mus og Klimastrejke
Frida: 17 år, 6 mdr. Sigurd: 15 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Morgenen startede med en meget stolt teenagekat: Eigil havde fanget (og dræbt - tak for det) sin første mus! Nøj, den kunne knurre når Stoffer eller andre nærmede sig. De to katte plejer ellers uden problemer at spise gufmad af samme skål, men når man nu har fanget en mus, gælder andre regler. I hvert fald en times tid; så fik Stoffer også lov.
Sigurd mødte i skole, meeen så fandt klassen (altså eleverne) ud af at det var en meget bedre idé at tage til klimastrejke nede i byen. Det gjorde klassen over & under også, efterladende 8 ud af 70 elever. De strejkende slipper ikke for at lave dagens skolearbejde: Det blev konverteret til weekendlektier. Vældig pædagogisk, synes Sigurds forældre. Ellers kunne det blive opfattet som en undskyldning for at holde fri.
Frida: 17 år, 6 mdr. Sigurd: 15 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Regn, regn, regn. Så meget at der samlede sig søer på legepladsen. Det var ungerne nu glade for: Så kunne der bygges floder og dæmninger. Meget passende var det udedag, så frokosten blev spist under skyet himmel.
Onsdag 2019-03-13 Sigurds fødselsdag
Frida: 17 år, 6 mdr. Sigurd: 15 år, 0 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Fødselaren bestemmer dagen, så den blev stille & hjemmeagtig med boller om morgenen, sushi til aftensmad og filmen Moon til afslutning. Storesøster havde købt jordbærkage.
Bollerne blev forøvrigt brændte i bunden. Ligesom den banankage Sigurd bagte i går. Ovnen varmer tydeligvis for meget, i hvert fald forneden. Og der er familiefødselsdag søndag. Ævs!
Tirsdag 2019-03-12 Hård dag for Hanne
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Der var frost og der havde sandsynligvis været isslag om natten. I hvert fald startede Hanne med at tage et styrt på cyklen på vej til arbejde. Det var heldigvis så glat at der ikke skete noget ved det: Der blev kuret i stedet for skrabt hen over asfalten. Derefter fulgte en hård mødedag i Gellerup og generalforsamling i den Sydafrikanske Koavlerforening nede i byen, hvor cykelturen denne gang blev krydret af øsende regnvejr. Kaffe, brændeovn, sofa, tidligt i seng.
Sigurd har fødselsdag i morgen, så han bagte kage til klassen. Den blev noget brændt i bunden og kanterne, men mon ikke det går? Forøvrigt ret mystisk med brændt-på-henden: Opskriften var fulgt og virkede ikke forkert!?
Mandag 2019-03-11 Diverse småting
Frida: 17 år, 5 mdr. Sigurd: 14 år, 11 mdr. Asta: 7 år, 11 mdr.
Asta fik knækket kæden til sin guldhalskæde i skolen. Det var et hændeligt uheld og hun havde alle delene med hjem, så der panikkes ikke. Hun havde også veninden Z med hjem. De tog den store tur med trampolinspring og teenagekatte i haven.
Frida var til eksperimentalskuespil nede i byen. Det var noget med én nøgen skuespiller på scenen. Sådan var det også sidste gang hun var til skuespil, så det er åbenbart måden man gør det på.
Toke: Så, Asta! Du skal op!
Asta: Jeg føler mig så tung som en hel kuffert