Søndag 2018-12-02 Småregnssøndag
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Det passer egentlig meget godt med lidt overskyethed og småregn sådan en søndag. Hanne, Frida & Sigurd tog lige et smut forbi < href="https://aarch.dk/events/arkitektskolens-julemarked-2018/">Arkitektskolens Julemarked, men selvom der var fine ting var der også ret meget trængsel, så de blev der ikke længe.
Og så var der adventsgaver i sokkerne:
Lørdag 2018-12-01 Julemånedsstart
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Starten af dagen bød på et kort visit fra bedstemor Tove, der kiggede forbi for at aflevere chokoladekalendre fra oldemor Else. Så nu er ungerne begavet med 2 chokoladekalendre hver, men ingen af dem har klaget eller spurgt om forældre kunne overtage en af dem.
Frida kunne godt tænke sig at modernisere hendes værelse, så i bedste Fridastil har hun lavet en computerpræsentation af hvordan hun synes det skal se ud. Hun ville desværre ikke udlevere den til omverdenen. Til gengæld ville hun gerne i IKEA og det ville Sigurd også, så de tog afsted med far på slæb. Det gik der lige 2½ time med selvom Frida fik en enkelt reolagtig ting med hjem, opnåede hun mest at blive forvirret på et højere plan efter vejledning i sengeafdelingen. Mest af alt erfarede hun hvad en fornuftig boksmadras koster, så hendes hyggeidé om af skifte hendes 90 cm brede seng ud med en på 120 cm bliver nok skrinlagt.
Fredag 2018-11-30 Julefrokost 2018, del 1
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Der var afdelingsjulefrokost på Tokes arbejde, så han og 13 andre nørder dyrkede steampunk + cowboy-tema. Sådan her bagefter er det pludselig klart at der ikke rigtig var noget jul over det. Faksitk slet ikke: Nul nisser, snaps eller julegodter. Og maden var i western-stil: Kød, spejlæg, toast & bønner. Men der var høj stemning, godt hjulpet på vej af at arrangørerne havde arbejdet for sagen og havde pyntet op og arrangeret tematiske lege (drikning, skydning & poker).
Hanne havde hjemmearbejdsskoledag med Asta. For at bryde lummerheden gik de halvlang tur udenfor.
Torsdag 2018-11-29 Mere hjemmearbejdsskolehverdag
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Det var Tokes tur til at stå for hjemmearbejde & hjemmeskole. Det regnede & ruskede udenfor og Asta blev startet med noget fjernsyn, så far kunne få arbejdsro. Kattene havde helt andre planer: De gad ikke ud i det dårlige vejr og killingerne blev helt utålelige: De hærgede Astas LEGO, provokerede Momo og kæmpede mellem Tokes fødder. Momo blev naturligvis muggen og gav igen overfor ballademagerne, men nægtede omvendt at gå ned på Fridas værelse hvor den kunne være i fred.
Vejret blev bedre, pelskræene kom en tur udenfor, Asta fik 1½ times hjemmeskole og der faldt ro over huset. Sigurd kom hjem med en stabel papirer: Alle Astas klassekammerater havde lavet en "god bedring"-tegning til hende, som hun blev meget glad for.
Onsdag 2018-11-28 Hjemmearbejdsskolehverdag
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Hanne tog hjemmetjansen, denne gang med arbejde ved siden af Astapasningen og hjemmeskolen. De holdt sig ganske indendøre og tændte op i brændeovnen. Selvom det er rigtig hyggeligt at være hjemme hos forældrene så savner Asta at gå i skole og lege med vennerne.
Tirsdag 2018-11-27 Nys er ikke helt godt
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Toke blev hjemme hos Asta og lavede kombineret arbejds-, pasnings- og hjemmeskole-dag. Asta startede dagen med at nyse nogen gange i sofaen. Det er ikke kritisk, men heller ikke noget hun skal gøre for meget. Det er så heller ikke noget der er meget kontrol over. Heldigvis er hun meget afslappet med det: Det vigtigste er at hun ikke skaber overtryk ved at holde sig for næsen eller noget i den stil.
Der var plads til en friskluftstur, med Astaen forsvarligt indpakket. Et kort indkøb og en tur på biblioteket, hvor hun var instrueret i ikke at lege med nogen. Asta retter sig efter de regler der udstikkes, men hun er ikke glad for det.
Mandag 2018-11-26 Sidste dag med fuldt fokus
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Hanne passede Asta. Hanne har fridag om mandagen, så der var masser af tid til Asta og hjemmeskoling. Det ændrer sig fra i morgen, hvor den hjemmeværende forældre også skal lave arbejde-arbejde. Asta var glad for dagen med mor og var i hopla om eftermiddagen, hvor hun selv spurgte om hun måtte hjælpe til med aftensmaden.
Frida var hos tandlæge. Specialtandlæge. To af hendes mælketænder har ingen anlæg til blivende tænder nedenunder. Den ene af dem blev trukket ud for nogen år siden og resten af tænderne har rettet sig ind efter det. Den anden mælketand sidder stadig og det får den lov til indtil andet viser sig.
Killingen Eigil skvattede ned fra køkkenskabet og brækkede en gren på stuebirken. Det var tilsyneladende kun dens ære der blev såret.