Søndag 2018-07-22 Hannes fødselsdag
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Hannes fødselsdag var en hjemmedag, startende med morgensang og gaver på sengen. Hendes familie kiggede forbi med brunch og kusine Aurora demonstrerede gang med støtte. Efter brunch var der gåtur til ishuset og ellers haveafslapning og sushi til aftensmad. En dag uden den store aktivitet, lige sagen efter et par travle uger.
Killingerne bliver stedse mere modige og tumlende. Katten Momo er fortsat skeptisk, så Toke sov i stuen for at gardere mod natligt klammeri. Der kom der nu ikke noget af, bortset fra at kræene vågnede ved 4-5-tiden om morgenen og gjorde hvad de kunne for at vække ham.
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Frida startede dagen med at stå tidligt op og tage toget til København. Hun var ikke spor frisk. Forhåbentligt hjalp det med 3 timers bumlen, før hun skal være på en uges tid.
Killingerne var på opdagelse i huset og da katten Momo kom hjem blev de introduceret for hinanden. Første gang ved at have dem på hver sin side af en dør der stod på klem, anden gang ved at give dem tre tallerkener med vådfoder. Det virkede glimrende. Momo plejer at være ude de meste af dagen og komme hjem på korte besøg. Således også i dag, men det var tydeligt at den ikke havde forventet at småkræene blev ved med at være i huset. Der kom lidt hvæs fra den, hvorefter den gik ud igen. Det skete 2-3 gange indtil det blev aften og kattelemmen blev sat på kun-ind. Momo løste forsøget på tvungen samvær ved at gå ned i kælderen og sove.
Fredag 2018-07-20 Killingedrama og Cirkus Summarum
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Killingerne fald i søvn nede på Sigurds gulv i går aftes. De går tilsyneladende i søvne, for Sigurd vågnede kl. 4 i morges med hovedet fuldt af sovende killinger. Vældig positivt, synes forældrene og Sigurd var som sådan også glad nok... Bare ikke lige overfor tidspunktet. Kræene er begyndt at sige killinge-miav og de kom ud på opdagelse i huset. Der var nu stadig detaljen med den røde killings byld på halen og halens manglende mobilitet, så Hanne tog til dyrlægen med den for at få det kontrolleret. Dyrlægen mente det lignede en ting der havde været der et stykke tid og talte om at amputere halen. Shit, ikke lige den start på nye killinger, som forældrene havde håbet på. Killingen blev hos dyrlægen til røntgenfotografering og kom hjem senere på dagen med en noget mere positiv prognose: Halen havde fået en mindre forskydning, der sandsynligvis vil rette sig selv; muligvis vil der permanent være et mindre knæk på halen.
Asta, Hanne & Toke tog til Cirkus Summarum. Det var vældig underholdende og også med 2-3 "rigtige" cirkusnumre - Motor Mille er ret sej. Der var forskellige aktiviteter på pladsen, så Asta & Toke blev en times tid efter forestillingen, mens Hanne hentede killing.
Om eftermiddagen samledes familien, inklusive Frida, der kom hjem fra Londonsturen. Hun meldte om rigtig god tur med oplevelser ud over de obligatoriske attraktioner. Hun tog et par timers afslapning og gik ellers videre med at pakke: Hun skal med toget kl. 7:14 til en uges UNF Science Camp om medicin og medicinsk teknologi. Vel har Frida høj kapacitet for at suge oplevelser og læring til sig, men hun så noget træt ud. Mor reserverede plads i en stillekupé.
Torsdag 2018-07-19 Killinger og skovfest
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Asta kom tidligt i seng i går og glædede sig til killingerne, så hun vågnede 4:30. Ro på, sagde mor, og det virkede i en halv time. Heldigvis er der fjernsyn til den slags.
Der var allerede killingeafhentning kl. 10, så resten af husets beboere nåede ikke at blive utålmodige. Killingerne blev lokket i transportkassen og pev ikke under hjemtransporten. Oppe på Sigurds værelse tog det ikke mange øjeblikke før de begyndte at udforske og i det hele taget virker de meget rolige og afslappede. Da de havde suget indtryk til sig blev de trætte og det lykkedes at få dem til at spinde i takt, inden de skvattede i søvn. Der blev opdaget at den røde killing (nej, der er ikke enighed om navne endnu (se evt. listen) har noget der ligner en byld på halen og næsten ikke bruger halen - det skal der kigges nærmere på i morgen.
Om eftermiddagen tog Asta til skovfødselsdag. Grundet sommerferien var de kun 7-8 børn, men det var vist mest en bonus.
Onsdag 2018-07-18 Havnebad og cykelulykke
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Sigurd & Hanne havde en aftale om at tage ud og købe killingeting (det er Store Killingedag i morgen), så Toke efterlyste en legeaftale til Asta. Det blev i form af et besøg på Havnebadet. Der var mange mennesker, men alle overflader var af træ og rare at sidde på; lidt overraskende var der plads nok.
På vejen hjem overhalede Toke en dame på cykel. Han kørte for tæt på (det er også muligt hun slingrede, men det er mindre sandsynligt) og hendes styr ramte den barnecykel der var bundet på cykelvognen (der gættes her, men der er næppe andre reelle muligheder). Resultat: Damen styrtede på cyklen og lå på cykelstien og havde det skidt. En bil standsede og to andre forbipasserende kom til hjælp: Én ringede 112, én var sygeplejerske og støttede damen, én var generisk hjælp. En fjerde forbipasserende med 25 års erfaring med akutproblemer med hoved og hjerte stødte til, sammen med hendes voksne søn der forstod at berolige ungerne (ungerne tog det nu rigtig pænt). Efter kort tid kom en ambulance, efterfulgt af politibil, efterfulgt af endnu en politibil! Ja, 2 ambulancepersoner & 5-6 politipersoner.
Lidt senere, med dramaet dæmpet og med tilbagemeldinger fra ambulance, lægekyndige & politifolk så det mere fredeligt ud: Damen lod ikke til at være kommet reelt til skade (skrammer på knæ & albue, men ikke noget med hovedet. Hun blev dog kørt på skadestuen). Der blev taget rapport og Toke får sandsynligvis en bøde for at køre med for bredt læs på cykelvognen. Toke er ked af at have forvoldt skade på en anden person og tager som primær morale at laste bedre & give bedre afstand. Sekundær morale er generelt at tænke mere over at fremmede mennesker kan komme til skade, når man er Laissez-faire med tingene.
Asta tog selve forløbet i stiv arm og der blev snakket om det, mens hun & far trak cyklen resten af vejen hjem. Der blev puttet i hængekøjen mens mor lavede mad og Asta faldt tidligt i søvn.
Sigurd & Hannes indkøbstur gik som planlagt, så nu er Sigurds værelse udstyret med spise- & vand-skål, klatretønde, gulvtæppe, kattebakke, kattelegetøj og en papmur til at opdele hans værelse i killinge og ikke-killinge-område. Mon ikke papmuren forsvinder i løbet af den første times tid?
Hanne: Det er ikke støv, der er på sommerfuglevinger. Det er skæl. Sommerfugleskæl er lidt ligesom ... de der røde tegl-tag, hvor teglene går ind over hinanden.
Asta: ?
Sigurd: Ligesom drageskæl!
Hanne: ...Ja
Toke: Du skal bare bruge den rigtige referenceramme
Tirsdag 2018-07-17 Hjem, velholdte hjem
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Turen hjem fra Tunø gik med glimrende bustiming: 103'eren blev konverteret til nr. 100 i Odder, så der var ingen skifte. Godt nok punkterede det ene baghjul med et ordentligt brag, men det var 30 meter fra stoppestedet ved hjemmet. Fine ryddelige hjem, hvor opvasken var taget. Og en Sigurd, der kom hjem 20 minutter senere, bærende på laks & kartofler, som han ville lave aftensmad af til de trætte rejsende.
Frida gav lyd fra sig fra London: Om forældrene ville sætte penge ind på rejsekortet til bustoren fra lufthavnen? Og forøvrigt havde hun det godt.
Frida: 16 år, 10 mdr. Sigurd: 14 år, 4 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Asta mente ikke at gårsdagens krabbefiskeri havde været helt effektivt nok, så hun opgraderede fiskegrej med mor, mens Toke læste en bog på en øde strand; det er nemt at finde en øde strand på Tunø - alle campinggæsterne klumper sig ved campingstranden, mens de holder sig væk fra øststranden der er 500 meter væk.
Senere blev fyrtårnet besøgt og på vejen hjem blev der spist frokost på det ene af øens to spisesteder. De lavede overraskende god grillmad, specielt de hjemmelavede franske kartofler.
Sigurd ringede om eftermiddagen og far tog telefonen i forventning om at høre en problembeskrivelse. Men nej, Sigurd havde ganske styr på hjemmet: Det handlede om hvor fiskebilen holdt og om de plejede at have økolaks?