Søndag 2018-07-08 Frit fald og København
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Det var tid til Københavnsferien. Den startede kl. 4:45, mente Asta. Far mente nu godt der kunne soves til kl. 6 som aftalt, så Asta gik i seng igen. Lidt sværere var det at vække teenagerne ved den rigtige stå-op-tid, men op kom de og familien dron næsten til København. Forinden var der et smut forbi Air Experience, der var Fridas ikke-kirkelige konfirmationsgave til Sigurd. Han fik 3*2 minutter, mens resten af familien fik lov at prøve i kortere tid. Det var sjovt & svært. Sigurd klarede sig klart bedst og ikke kun pga. den ekstra tid. Han endte med at flyve rundt og røre ved vinduerne de steder instruktøren pegede.
Efter flyveturen skulle der ventes på en taxa der ikke kom, en taxa der stadig ikke kom og et par andre taxaer der endelig kom. Fra stationen blev det forsøgt at tage med toget resten af vejen til København, men Roskilde Festival var lige sluttet, så der blev skiftet til S-toget i stedet. På Urban House var der rod med kodesystemet, så der skulle ventes i 1/2 time i en smal gang. Familien var ret glade da de kom ind på værelset.
Der burde være en video fra Air Experience nedenfor. Der er ingen lyd, da det bare var larm. Rækkefølgen er Sigurd, Toke, Asta, Hanne, Frida. Alle tog 2 omgange og Sigurd tog 1 ekstra.
Lørdag 2018-07-07 Pakning til ferie
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
I morgen temmelig tidligt tager familien mod København, mens Onkel Søren flytter ind og passer kat. Forinden skulle der klippes tre gange hår, købes lidt ind, pakkes, ryddes op, vandes blomster, gøres rent, smøre madpakker og kigges på humlebier i lavendlerne.
Fredag 2018-07-06 Overgang til ferie
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Asta kom hjem fra overnatning og Hanne & Toke kom hjem fra arbejde. Familien var samlet og alle havde ferie! Frida var noget mere frisk siden i går og snakkede ivrigt om sommercamp: De havde bl.a. spillet Model United Nations hvor emnet var Syrienskrisen. Efter en hel dags spilletid fik Kuwait (Fridas land), Peru, Sverige & Kazakhstan stemt en resolution igennem, der tog hånd om problemet. Det var rigtig spændende at være med til, så hun har meldt sig til et nyt spil til efteråret og som tutor til næste år. Far lykønskede hende med at hun havde fået øjnene op for rollespil.
Torsdag 2018-07-05 Ombytning af døtre
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Asta blev hentet om morgenen af bedstemor til en enkelt overnatning. Til gengæld kom Frida hjem fra sommerens første sommercamp [sic]. Hun var træt. Da far kom hjem fra arbejde gik han ned for at sige hej til hende: Hun sov liggende på siden foran sin computer og reagerede nada på hverken dørbanken eller hilsen. Lidt senere på aftenen halvsøvngængede hun op i stuen, hvor der blev snakket om at spise guf. Hun spurgte Har vi noget alenechokolade?
, fik udleveret noget alenechokolade og forsvandt ned igen med sit alenechokolade.
Onsdag 2018-07-04 Det store ikke-tab
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Asta var med Fritz til stranden, hvor de tumlede i sand & vand i 3-4 timer før de tog hjem igen til skolen.. Alle de rigtige forældre havde hentet deres børn tidligt, så hun sad alene med en pædagog og spiste is, da far kom for at hente. Det havde hun det nu vældig fint med. Lang mindre fint var at hun pludselig opdagede at hun havde mistet sin guldhalskæde. Hendes elskede guldhalskæde, den der har været mors og som Asta går med hver dag. Tabt i sandet, skyllet i havet og forsvundet i dybet.
Hun græd hjerteskærende hele vejen hjem sammen med en far, der prøvede at trøste med at hun havde haft lang tid hvor hun havde været glad for den og havde kunnet nyde at gå med den. Det hjalp måske lidt? Hjemkomsten udløste endnu mere gråd, da Asta fortalte mor hvad der var sket. Mor mindede hende om at halskæden lå på hylden, hvor de havde lagt den sammen om morgenen, netop fordi hun skulle på stranden. Asta skiftede over til lettelsens tårer.
Tirsdag 2018-07-03 Feriestemning
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Når der er ferie må man gerne se morgenfjernsyn. Så spøjst nok vågnede Asta af sig selv både i går og i dag og trissede ned i stuen for at få 20 minutters fix inden morgenmaden. I hverdagene er det ellers fast procedure at hun skal vækkes og hives ud af sengen.
I dag handlede Sigurds tegnekursus om at tegne ansigter der kigger i forskellige retninger. Han er glad nok for kurset, men lidt skuffet over at de andre deltagere er 9-års-alderen. Men sorry, Zigs, at dømme efter udbuddet af tegnekurser er du sådan ca. den eneste teenager i Danmark der vil den slags.
Hanne havde en fredelig times tid alene i haven. Næsten alene. Tre forskellige arter sommerfugle kiggede forbi: 2 varianter af kålsommerfugl og en ukendt rødbrun en. Og så fik hun nærkontakt med en bi, men det kom hun hurtigt over (bien klarede det ikke).
Mandag 2018-07-02 Læredag i ferien
Frida: 16 år, 9 mdr. Sigurd: 14 år, 3 mdr. Asta: 7 år, 3 mdr.
Sigurd tog til første dag af sommerens tegnekursus nede i byen. Det handlede om skyggelægning med en eller anden form for blyant af papir? Det blev ikke helt tydeligt forklaret af Sigurd.
Asta var i SFO og tog derefter hjem til AF for at lære at spille Minecraft. De fik spillet nok til at hun vil have det på sin iPad. Det er nok 4. gang det spil skal købes (én gang til Sigurd Android, én gang til Sigurd PC, én gang til Toke PC og så Asta iPad).