Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2017 => Uge 51
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2017-12-24 Juleaften

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 9 mdr.

Hanne var noget halvsløj om morgenen, men har evnen til at sætte den slags på pause. Ingen sygedag i dag, kom igen i morgen.

Jul med Hannes side af familien betyder and (i modsætning til flæskesteg). Denne gang med langtidsstegning (6 timer). Dét blev godt! Gods sammen med resten af maden, naturligvis - Hanne havde roret i køkkenet. Der var også risalamande, med mandel? Muligvis? Det var bedstemor Tove der stod for den del og hun var under stærk mistanke for groft at favorisere seksårige, men i år var det anderledes - ingen fandt mandlen. Så det blev besluttet at mandelgaven gik til den yngste, dvs. Aurora på 2 måneder. Den blev modtaget på hendes vegne af Beth & Jacob.

Der blev spist, synget, danset & gavet. Asta var, næppe overraskende, i højt gear det meste af tiden. Men hey, 6 år og jul!?

-1038_1_MomoPakke

Godt instinkt, Momo (det var en pude)

-1131_HanneOrdnerAnd

Moder er i køkkenet

-1143_1_AstaOrdnerAnd

Det er datteren også

-1233_MomoLEGO

Destroyer of LEGO

-1525_AstaOldemor_Crop

Oldemorsnak

-1556_AstaBedstemorUno

Bedstemorspil

-1826_1_AstaClaus

Bedstefarsnak

-2004_Juletrae

Lys

-2156_TraetteNisser

Trætte nisser

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2017-12-23 Store oprydningsdag

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Toke fik lov at sove længe og mødte Sigurd ved toasteren, i gang med at lave haidari + Port Salut-toast.
Toke: Jeg skal ikke have toast. I do not take drugs first thing in the morning
Sigurd: Kaffe?
Toke: Okay, nogen drugs.

Der bliver stort rykind fra Hannes familie i morgen, så der blev kløet på med at få gjort huset besøgbart. Det tog det meste af dagen og det meste af energien. Asta arbejdede hårdt med sit eget værelse og Sigurd arbejdede jævnt med sit. Han arbejdede også med at få gennemført det Mario-spil som nissen gav ham tidligere på måneden. Retfærdighedsvis skal det nævnes at han også passede sin vaske-tøj-pligt.

Frida arbejdede særdeles hårdt - hun var nede i Søstrene grene det meste af dagen og skulle have været der til efter aftensmad, men årets julemirakel var at der var få kunder, så hun fik fri 1½ time tidligere. Hvor fint & heldigt tænkte forældrene, da hun dukkede op: Så kan der hygges om aftenen. Det kunne der, ja. Bare ikke lige med Frida - hun var lige blevet inviteret til Lillejuleaftenshygge hos veninden M, så afsted hun strøg.

Fridafraværet viste sig nu at passe meget godt. Sigurd var træt og Hanne var begyndt at skrante med en omgang forkølelse.

-1314_2_AstaOprydning

Hvor skal perlerne ligge?

-1318_2_HanneRengoerBadevaerelse

Handsker = nu er det seriøst

-1458_AstasBanan_TAHanne

Bananfyr fra Asta

-1729_AstaSkruemaskine

Mindre reparationer udføres

Skriv en kommentar
 

Fredag 2017-12-22 Juleferie

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Hanne havde forskellige planer for dagen, mens Toke var på arbejde. Det var nok ikke ligefrem alle planerne der blev gennemført, men dog de vigtigste: Pynt juletræet, fyld guf i kræmmerhusene, spis guf fra kræmmerhusene. Opgaverne var fordelt mellem Hanne & Asta.

Om aftenen tog Toke på indkøb og kommanderede Sigurd med som hjælper. Nok meget pædagogisk, men ikke videre gennemtænkt: Sigurd var understimuleret af at have nørdet på værelset hele dagen, så han havde en voldsom mængde energi og fandt hele tiden sjove varenavne og dårlige vittigheder, som han delte med far. Han blev også sat til at finde varer, og lod til at forsøge sig med "Hvis jeg er inkompetent nok til arbejdet, bliver jeg ikke sat til det en anden gang". Men nej, han blev sat til det adskillige gange.

-0812_2_StatsbiblioteketRotundenOrmegaarden

Pyntehave

-1059_AstaJuletrae

Træpynter

-1639_2_SigurdPynterJuletrae

Overpynter

-2035_1_HoejhusJulelys

Lyspynt

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2017-12-21 Letbanetur for Asta & Hanne

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Der blev endelig åbnet for Aarhus Letbane. Det passede glimrende med at Hanne & Asta skulle i byen for at købe 3 hemmelige ting, så de tog også en tur til Skejby Sygehus og tilbage igen. Vældig fint, god stemning og med en ansat ved Letbanen der fortalte anekdoter undervejs.

Sigurd var til afslutning (igen?) i Bueskytteklubben og foråd sig i chips og hotdogs. Han virkede nu ret tilfreds. Frida kom sent hjem efter 4 timers arbejde nede i Ældresagen, skrev en ansøgning der blev sendt kl. 23:30 og gik så i gang med at arbejde på rapport til skolen. Sidst set siddende ved spisebordet med sin computer, noget mad og en kop kaffe.

-1240_1_AarhusLetbane_Asta_TAHanne

Letbaneindvier

-1527_StatsbiblioteketOrmegaardenRotunden

Bassin på vej

-2151_2_JuletraeMomo

Her vogter jeg

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2017-12-20 Sidste skoledag

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Hanne havde første feriedag og tog med op på skolen for at være med til morgensamling på den sidste skoledag. Morgensamlingen viste sig at være nærmere en middagssamling, så hun slog sig ned i sofaen ved brændeovnen og drak kaffe. Der kom en voksen forbi og spurgte om arkitektråd til et hjemmeprojekt. Der kom et barn forbi og bad om hjælp til en børneting. Der kom en ansat forbi og snakkede arkitektur i forbindelse med kommende skoleombygning. Hanne er tydeligvis sådan en man går hen og spørger om hjælp.

Asta havde plaget en del om at få lov til at være på skolen rigtig længe, men når det kom til stykket ville hun hellere med mor hjem. Der var nok meget godt, for så kunne hun passe på at Drillenissen ikke fik lavet for mange ulykker - lidt nåede den nu alligevel.

-0844_2_VejLysBilerMorgentaage_E

Morgendis

-1433_1_StatsbiblioteketAebleskiver

Pause på Tokes arbejde

-1742_StatsbiblioteketOrmegaardenRotunden

Klar til montering

-1801_1_NissenstregerSkoTrappe

Drillenissedril #1

-1801_2_NissenstregerVasketoejBadevaerelse

Drillenissedril #2

-1802_NissenstregerGangRod

Drillenissedril #3

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2017-12-19 Frida og travlhed

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Fridas program for dagene inden jul er at

Dertil kommer almindelig skolegang: Om aftenen blev far indskrevet til at kontrollere hendes fysikaflevering. Det lykkedes ham at finde to reelle fejl, så han dansede naturligvis en sejrsdans af glæde ved at kunne bidrage med noget. Den blev lige så naturligt skudt ned med Far, det er altså ikke imponerende at du kan 1G fysik.

Asta havde klassekammeraten A med hjem. Igen. De legede med Elver-LEGO i et par timer og det gik endnu bedre end sidst de legede sammen.

-2136_VejAftenLysGadelygterDis

Aftentur

Tove Jørvang
2017-12-24 09:16

Kære Toke, Det "rigtige" link er www.aeldresagen.dk/aarhus

Toke Eskildsen
2017-12-24 11:55

Tak for det.

Skriv en kommentar
 

Mandag 2017-12-18 Sigurds tænder

Frida: 16 år, 3 mdr. Sigurd: 13 år, 9 mdr. Asta: 6 år, 8 mdr.

Sigurd tog selv til tandlægen og fik fjernet et par stifter fra to kindtænder. Han har gået med elastik i et par måneder og der har rettet tænderne helt på plads. Fjernelsen var åbenbart ikke helt simpel for den ene stift, og han blev prikket til blods af tandlægen. Det ændrede ikke ved at han tog i skole bagefter og først & fremmest var glad for at tandretningen var overstået.

Anderledes cirkelforstyrrende var det for Frida at køreplanerne for Aarhus-busserne var blevet ændret. Nu havde hun lige fået fuldt styr på alle relevante busser mellem hjemmet og HTX. Hun forlod frustreret huset om morgenen, men vendte 180° og kom overstadig hjem og berettede om lyksalighederne ved hendes nye yndlingsbus 1A, der passede meget bedre end de gamle busser. Der er en eller anden morale om forandringer gemt her, men forældrene kender kun alt for godt følelsen og drillede hende kun lidt.

-0914_2_SporISneen

Kolde fodspor

-1809_2_JuledekorationLys_LavetAfAsta

To lys

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->