Søndag 2017-08-13 Den ufordærvede ungdom
Frida: 15 år, 11 mdr. Sigurd: 13 år, 5 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Frida havde lektier for. Hun skulle læse om socialisme, liberalisme og konservatisme, som materialet præsenterede som de tre fundamentale ismer indenfor politik. Frida kunne ikke rigtig forstå det der med konservatisme: Hvordan harmonerede det med et konkurrencedygtigt samfund og hvem var det overhovedet, der kunne finde på at være konservative? Forældrene var ikke til udpræget hjælp, men mente nok at det var noget der typisk kom med alderen. For nogen mennesker.
Senere på dagen sad Frida og kiggede 10 år gamle fotos: I ligner allesammen babyer. I er sgu ikke gamle nok til at få børn her
.
Lørdag 2017-08-12 Ikke kajak-dag
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Hanne & Toke stod for morgenmaden. Der var taget bolller med hjemmefra, men hovedattraktionen var pandekager - de havde bare glemt præcist hvor elendige Trangiaer er til pandekager. Efter lang tids kamp fra Hannes side fik ungerne en enkelt hver og de voksne fik en halv.
Vejrudsigten meldte at Den Onde Front ville ramme lejren klokken 11, så den planlagte kajaksejlads blev udskudt til en anden gang. I stedet drog flokken hjem til Tenna & Torben, samt et smut forbi Fru Møllers Mølleri. Asta faldt i søvn i bilen på vejen hjem og blev båret i seng. Så hun vågnede naturligvis igen kl. 20 og var frisk. God timing med at forældrene var klar til at gå tidligt i seng.
Fredag 2017-08-11 Sondrup Strand
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Der var arrangeret overnatning med kajaksejlads ved Sondrup Strand, sammen med gamle venner. Altså efter hverdagen, hvilket betød sen ankomst kl. 18. Men vejret var dejligt og man kan sagtens bade i mørke. Aftensmaden var bålmad - godt med svampe og godt med simren.
Torsdag 2017-08-10 Hvor er min tand?
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Når man går i seng med en megaløs rokketand og ens forældre bemærker dens fravær ved morgenbordet, så panikker man. Hvad nu hvis den er væk, så der ikke udløses klingende mønt hos Tandfeen? Men den blev fundet i sengen og Asta har nu et fint smil med 3 manglende fortænder.
Sigurd var til bueskydning, hjemmet fik (endelig) en billig laserprinter og Frida havde intro til forskellige fag og computerproblemer. Det med computerproblemerne skyldes at skolen overvældende er Windows-land. Men der er 4 andre i klassen med Mac, så mon ikke de laver en lille gensidig supportklub?
Onsdag 2017-08-09 Første skoledag
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Asta & mor tog til Fritz klokken 10. Planen var at blive der 2-3 timer, men Asta ville ikke hjem. Det kom hun nu alligevel, da de lukkede kl. 16. I morgen vil hun prøve at være der alene, mens Sigurd & mor tager ned i byen. Første halvdel af dagen gik med introduktion, snak og en tur udenfor hvor børnene fik fremvist det usynlige hegn. Asta meldte sig frivilligt til at forklare de andre børn hvad legen "banke banke bøf" gik ud på og hvad "usynligt hegn" betød.
Frida tog alene til HTX, hvor der var klassisk introdag med stjerneløb og snak. Hun kendte én anden pige i klassen, så hun var ikke helt alene i verden. Efter skoledagen tog hun videre på arbejde og var godt brugt, da hun kom hjem. Hun fik støttesnak af forældrene, gik i bad og blev sendt i seng.
Tirsdag 2017-08-08 Forskellig opstart
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Sigurd tog til første byeskydning efter ferien. Han er stadig rigtig glad for det og har også tænkt sig at gå til det om torsdagen.
Frida kom hjem efter et par dage på Endelave. De havde sovet uautoriseret i telt, hvilken åbenbart er en af hende og hendes venindes regler for deres øture. Det gik nu også fint nok. I morgen kl. 10 går næste kapitel i gang på Aarhus Gymnasium.
Ligeledes i morgen kl. 10 starter Asta i skolens fritidsordning (Fritz). Mor tager med derop og bliver der - det er mest sådan en introdag. Den rigtige skolestart for hende og Sigurd er først på mandag.
Mons lader til at have stabiliseret sig som værende en kat 5 år ældre end dens biologiske alder. Den lader til at havde det udmærket, spiser fint og vil meget gerne snakke. Den løb sågar 2-3 meter, da Toke kom til at åbne hoveddøren i hovedet på den. Den kan nu stadig ikke hoppe op i sofaen og er ikke meget for at gå ned fra den ved egen kraft.
Asta: Mor, hvorfor har du kun et tyndt lag på din hud og så alle de rødder neden under?
Mor: Mener du mine blodårer?
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Toke startede arbejdsuge, mens Hanne overtog hjemmetjansen. Det kom til at handle om tandlæge (nul huller til Hanne) og frisørbesøg for Sigurd & Hanne. Asta var også med - hun fejede hår sammen og tjente to slikkepinde.