Søndag 2016-10-16 Træfældning og onkelbesøg
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Toke tog afsted om formiddagen for at hjælpe farfar med at fælde træer ved sommerhuset. Han blev kørt derned af lånebilens selvstyrende elektronhjerne, i hvert fald det meste af vejen. Det føltes særdeles forkert at give slip på rattet de første 10 minutter, men efter Teslaen havde demonstreret at der var styr på sagerne, skiftede det til velbehag over at være degraderet til problemløser.
Træerne blev fældet, der blev spist sen frokost og Toke tog hjem for at være med til aftenhygge med Hannes brødre og den enes kæreste. Af en eller anden årsag var alle trætte, så den stod på købepizza og tidlig afslutning.
Lørdag 2016-10-15 Superbil til låns
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Tokes Teslaejende kollega udlånte igen sin Model S. Han skulle først lige køres til Xtreme Mandehørm først og give Toke dårlig samvittighed over ikke at være med. Det der med at svømme gennem mudder, gå armgang og løbe gennem flammer lyder ellers rigtig godt. Desværre er ruten 10 kilometer lang.
Da Frida & Sigurd opdagede vidunderbilen fandt de meget hurtigt ud af at det var overordentligt vigtigt at tage en tur i Bilka. Far indvilligede naturligvis, men nedlagde veto mod besøg i bistroen. Der var ikke ligefrem brændende behov for rent faktisk at købe noget, men der blev kigget lidt efter strømper:
Toke: Sigurd, tag lige skoen af og se hvad størrelse du bruger.
Sigurd: Jeg tror det er blå.
Fredag 2016-10-14 Efterårsferie
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Endelig. Det trængte familien til. Specielt Hanne, der var på 10 kilometers byvandring med arbejdet. Sigurd startede ferien ved at falde ned fra hængekøjen og slå ryggen (snoren knækkede). Ekke alvorligt, men nok til at gå tidligt i seng.
Hanne: Tag og brug el-tandbørsten.
Sigurd: Men hvis man bruger el-tandbørsten, kan man ikke falde i søvn!
Frida: 15 år, 1 mdr. Sigurd: 12 år, 7 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Det var Mærkelig Kage Dag på Tokes arbejde. Han havde ikke selv kage med, men udvalget var så rigeligt stort i forvejen. Dagens mærkeligste kager var "Sully Cakes": Frikadeller med kartoffelmos, der var farvet blåt og puttet i muffin-forme. Intetanende spisere så ganske underholdende ud i hovedet når de smagte det. Der var også rigeligt kage til at tage med hjem, men det eneste der blev rigtig vel modtaget af Asta & Hanne var en aldeles ikke-mærkelig chokoladekage med jordbærflødeskum. Frida var mere åbensindet og syntes rigtig godt om en peanut-bacon-kage.
Onsdag 2016-10-12 Koks, crash og møde
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Dagen startede godt med at sende brev til Fætter Birk, men det hele koksede for Asta om eftermiddagen. Med fin timing crashede Sigurds computer også; i en sådan grad at Toke ikke bare kunne fikse den med håndspålæggelse. Frida & Hanne var til forældremøde om aftenen.
Tirsdag 2016-10-11 Bue uden bueskydning
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Om morgenen på Astas værelse:
Far: Godmorgen, lille guf!
Asta: Faaar, jeg elsker dig. Men jeg skal sove lidt længere!
Sigurd var til bueskydning og hans bue var endelig kommet. Han kom nu ikke til at skyde med den: Al tiden gik med at samle den og lede efter den skrue der var blevet tabt under samlingen. Og der er ikke træning i efterårsferien. Den utålmodige dreng må vente et par uger.
Tegn på at det er blevet efterår: Sigurd beder om at få en dyne at sove med i stedet for kun at ligge med dynebetræk.
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Frida var til Junior Talent, hvor det handlede om politiske taler. Hun var lidt skeptisk inden dagen, men det viste sig at være vældig interessant. Som en del af dagen fik de dikteret et emne og en holdning, som de skulle argumentere for. Fridas blev, ganske tilfældigt, Hvorfor det ikke skal være lovpligtigt at køre med cykelhjelm
.