Søndag 2016-07-03 En dag på gården
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Dagen startede klokken 8, ved at Asta & Fætter Birk løb ind på alle soveværelserne med flag i hånden. De fortsatte med at lege sammen med samme tempo hele dagen. Der er heldigvis særdeles god plads på sådan en gård. Gården havde heller ikke afsløret alle hemmeligheder på førstedagen, så der blev set på kunstsamling (hjulkapsler i garagen) og afskudt lerdue (ingen kom til skade). Et rådyr trissede forbi på markvejen og bygerne var korte nok til at byboerne kunne vandre ned og bræge af de lokale får.
Lørdag 2016-07-02 Sommerhus og fødselsdag
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Efter 14 timers søvn vågnede Hanne, kiggede ned i stuen, vendte om og lagde sig til at sove en time til. Ugen inden sommerferien var ret hård ved hende.
Der kun nu liv i huset alligevel; der blev pakket bil og kørt mod en uge i sommerhus, sammen med Tokes side af familien. "Sommerhuset" hedder Strømlund og er et nedlagt landbrug på Djursland. Vældig fint med 5 soveværelser og vældig spændende med en lade og to længer, incl. høloft og edderkoppebefængt fuld kælder under stuehuset, hvor den lokale skytteklub har deres hule. Rent eventyr for ungerne, der fandt en ekstra hemmelig hule i kælderenhulen og små tudser & frøer ved en meget nærliggende sø.
Det var Faster Lailas fødselsdag, så der var boller om eftermiddagen og rå mængder fynske jordbær til dessert om aftenen. Hun fik på strategisk vis et labyrintspil, der også kan spilles af Birk & Asta-størrelser, i gave.
Frida, Sigurd, Hanne & Toke løb motionstur om aftenen. Der var sådan ca. første motionstur ever for Sigurd & Toke. Sigurd løb 1½-2km i fin stil, sammen med Hanne. Toke løb 700 meter og var ved at falde om af udmattelse. Frida løb 4½-6km uden problemer.
Fredag 2016-07-01 Magi i dragens hule
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Da Hanne & Toke kom hjem fra sidste arbejdsdag inden ferien, var Sigurd smuttet en tur i Dragons Lair sammen med en kammerat, for at lære at spille Magic (et spil hvor man samler på spillekort og kæmper mod hinanden). Han kom glad hjem kl. 20:45 og meldte at han vil afsted igen.
Sigurd fingre har det forøvrigt godt. Han tog støttestropperne af i dag og er kun øm i venstre hånd (den der var forstuvet): Højre hånd har det glimrende.
Torsdag 2016-06-30 Film og sko
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Frida tog i biografen med en veninde. Til en afveksling var det ikke en af de sædvanlige lidt tungere film fra Øst for Paradis, men i stedet Find Dory der trak.
Toke var også nede i byen, for at udskifte sine "arh, de kan godt bruges lidt endnu, hvis der lige kommer lidt Gorillatape omkring"-sandaler med et nyt par. Og så måske lige for at købe et par løbesko. Det må jo prøves, det der med at motionsløbe. For science!
Onsdag 2016-06-29 Arbejdsdag. Igen
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Katten Mons' håndtering af at madskålen er tom om morgenen: Krads på posen med kattemad 10 minutter. Gå ud af kattelemmen, rundt om huset og sid mjavende foran hoveddøren til der sker noget.
Der var (igen) arbejdsdag på vejen, for lige at få lavet det der ikke blev nået sidst. Asta hjalp til, sådan mest med at samle burrer, og fik leget med et par andre piger. Sigurd gad ikke rigtig, altså bortset lige fra til sidst, hvor der var hotdogs.
Tirsdag 2016-06-28 Søvnrod og den sidste hyldeblomst
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Asta vågnede kl. 4 om natten og blev sendt i seng igen. Det holdt til kl. 5, hvor hun stod op. Hun blev hentet af bedstemor i børnehaven, men hyggen holdt kun til lidt i 17, hvor Asta gik omkuld på sofaen.
Frida & Sigurd drog på en længere ekspedition om aftenen, for at samle hyldeblomster til at lave saft. Den medbragte IKEA-pose var noget slunken da de vendte hjem, men der var lige nok til 1½ liter.
Mandag 2016-06-27 Monsmonstret
Frida: 14 år, 9 mdr. Sigurd: 12 år, 3 mdr. Asta: 5 år, 3 mdr.
Asta fik en ballon i Tivoli i går. En ekstremt farlig ballon: Så snart katten Mons så den, rejste den børsterne, strøg ud ad kattelemmen og over havelågen.