Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2015 => Uge 46
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2015-11-15 Ørnekig ved Egå Engsø

Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Asta fik en lusekur, men der blev ikke fundet skadedyr hos hende. Frida fik også en tur og der blev heldigvis kun fundet små udgaver i hendes hår, så med en masse held (ha!) er kræene hermed elimineret.

Frida & Sigurd flyttede rundt på sofaerne. Først for at sidde bedre da de skulle spille spil, senere fordi de mente der var en bedre opstilling til fælles fjernsynskiggeri. Det var meget hårdt for den lokale arkitekt at lade være med at blande sig i deres projekt. Til Hannes ros må det tilføjest at hun indvilligede i at lade opsætningen blive stående. På forsøgsbasis.

Frida tog ned på DOKK1 for at læse lektier og Sigurd gik i gang med at bage en kage. Asta, Hanne & Toke tog på en lille udflugt til Egå Engsø. Bedst som de gik og nød det gode vejr og snakkede om burreplanters frøspredning fløj der en temmelig stor rovfugl forbi. Faktisk ganske overordentlig stor. En snak med en kameramand med stativ afslørede at et par havørne har slået sig ned ved søen. Flyvningen sendte 4-5 fiskehejrer på vingerne og en sti fyldt med søndagsgæster på tæerne.

Asta: Far, hvis du får det her i håret, så synes jeg du ser pæn ud
Far: Okay
(Asta nulrer nogen totter af et eller andet i fars hår)
Far: Hvad er det egentlig?
Hanne: Det er noget pels fra et dyr, vi fandt udenfor

-1151_FridaWii

Mario Kart på Wii er stadig sjovt

-1304_2_FridaAstaWiiMarioKart

Ny generation oplæres

-1335_SigurdFridaOmmoeblereStuen

Indretningsarkitekterne

-1502_EgaaEngsoeDunhammer

Efterår

-1506_01_EgaaEngsoe_Fiskehejre_Ardea_cinerea_Crop

Fugleflugt

-1506_13_EgaaEngsoe_Havoern_Haliaeetus_albicilla_Crop

Ikke spor flygtende
[flere havørnebilleder]

-1509_6_EgaaEngsoeFuglekiggereVandrereAsta

Fuglekiggere, søndagsvandrere og vandpyttehoppere

-1525_2_EgaaEngsoeAstaVand

Vandtætte så længe man ikke falder

-1544_4_EgaaEngsoe

Snart hjemad?

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2015-11-14 Ævlebævle og lusekur

Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Pyha, Asta undgik kun at blive sat ud til ulvene fordi det ville kræve mere energi end at lægge hende i seng. Hun påkaldte sig opmærksomhed hele dagen, hvilket involverede at tale, nynne, synge eller råbe sådan ca. hele tiden!. Og man føler sig som dårlig forældre, hvis man fortæller et syngende barn at man er rigtig glad for at det synger, men at man lige nu, altså bare lige den næste times tid eller to, trænger til at hvile ørerne. Det var Tokes tur til at lægge ungen, så Hanne gik op på værelset for at læse lidt og faldt prompte i søvn. Asta var for så vidt ret selvkørende og legede med katten Momo i tre kvarter. Glimrende, fint, super. Men der blev hvinet og grinet det meste af tiden og hendes halvdårlige hørelse må være blevet værre, for der var skruet helt op for volumen. Igen: Kun onde ravneforældre beder en 4-årig om at dæmpe sig, når hun leger snoreleg med en kat.

Sorry, Asta. Dine forældre var bare ikke så friske.

Indimellem Astaoppasningen fandt Hanne lige tid til at give Sigurd en lusekur. Resten af familien får i morgen.

-1508_3_AcetoneStyrofoamFlamingofnuller

Acetone + polystyren

-1524_3_AcetoneStyrofoamFlamingofnuller

= napalm

Skriv en kommentar
 

Fredag 2015-11-13 Ramasjang

Frida: 14 år, 2 mdr. Sigurd: 11 år, 8 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Asta fandt ud af at tænde fjernsynet og se Ramasjang. Sådan direkte TV, uden selv at vælge, uden mulighed for at springe over de kedelige dele af programfladen. Det er vel nærmest første gang? Hun fandt det nu vældig fascinerende at se en strøm af børnefjernsyn, der skiftede mellem forskellige indslag. Det kunne godt gå hen og blive en tilbagevendende ting.

-1453_3_EfteraarSkovsti

Efterår

-1547_AstaSigurdNerf

Asta fik lige lov i 1 minut

-1630_1_SigurdDystertMaleri

Sigurds dystre kunst #1

-1630_2_SigurdDystertMaleriGraeskarhoved

Sigurds dystre kunst #2

-1630_3_SigurdDystertMaleriRaev

Sigurds dystre kunst #3

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2015-11-12 Flere Fridaovervejelser

Frida: 14 år, 1 mdr. Sigurd: 11 år, 7 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Eftermiddagen startede godt ud med at Sigurd endelig fik sin længe eftersøgte Nerf Longstrike CS-6. Den skød lige så ringe som ventet, men knægten købte den for at modificere den og overvejer rækkefølgen af udvidelserne kikkert, lasersigte, stærkere fjeder og støttefod. I første omgang har han nu tænkt sig at male den.

Frida og mor tog til studiepræsentation på henholdsvis Egaa og Risskov gymnasium. Udover de formelle præsentationer (der var nær-identiske med gårsdagens præsentation på Katedralskolen) var der 2 elever fra Egå og 4 fra Risskov til at snakke. Nogen af dem fra Risskov var fra naturvidenskabelig linje og Frida & Hanne gik på klingen med hvordan det var at have historie og oldtidskunskab, når man var meget naturvidenskabeligt fokuseret. Det var meget tydeligt at de ikke ville sige noget skidt om det, men man kan alligevel sige meget ved at glide af på spørgsmål.

Bedstemor passede Asta, mens Toke tog til forældremøde for Sigurds klasse.

-1701_2_SigurdNerf

Glad dreng

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2015-11-11 Astaleg og Fridaovervejelser

Frida: 14 år, 1 mdr. Sigurd: 11 år, 7 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Asta var på besøg hos en ven fra børnehaven. Indtil nu har hun kun besøgt et tvillingepar, så det er glædelig udvikling. Vennens forældre er vældig flinke og snakkede om at de to havde leget rigtig godt lige fra starten. Det skal nok passe, men da Toke hentede Asta var hun aldeles umulig; kastede sig ned på gulvet, krævede en pære af vennens forældre og sparkede med benene da hun blev hevet med udenfor af Toke. Det har sikkert været en lang og begivenhedsrig dag for hende, men far accepterede stadig ikke den opførsel. Alvorlig stemme og alt det der.

Da der var faldet ro på lejren lavede Toke aftensmad. Han demonstrerede en hidtil ukendt ambidextrøsitet ved at formå at skære sig selv i begge pegefingre, med et par minutters mellemrum. Stur nummer, men desværre kun dramatisk nok til et almindeligt plaster.

Om aftenen tog Frida & far ned på Aarhus Katedralskole for at høre om stedet og STX. Rent principielt handlede det kun om STX, men med to elever fra skolen til at give studerende-perspektivet, faldt der alligevel en del hints af. Og så bemærkede både Frida & far at studievejlederens sko matchede hans bukser, mens hans snørebånd matchede hans skjorte. Aaanyway, den almene dannelse blev pointeret flere gange, eleverne snakkede om engagement og udfordringer og Frida blev efterladt med en positivt indtryk af både STX og Katedralskolen. Samtidig var hun lidt slukøret over de obligatoriske historie, tredje fremmedsprog, religion og oldtidskunskab: Den almene dannelse er fin, men behøver der være så meget af den?

Frida: Sikke meget tillid I har til mig
Far: Jaeh, men hvis du ikke vil have det, må du jo til at svigte vores tillid. Det er dit eget ansvar
Frida: Ansvar under frihed?

-1350_MomoDuplo

Semifast soveplads

-1944_1_DOKK1

Oplysningssted

-1945_AarhusAaTaxiCykeltaxiLysMoerke

Mobillys

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2015-11-10 Op og ned med Asta

Frida: 14 år, 1 mdr. Sigurd: 11 år, 7 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

Asta var helt overstyret og skiftede mellem at være larmende & energist og pylrende & kommanderende.

Efter aftensmaden flygtede Frida ned på DOKK1 for at læse lektier. Okay, reelt ville hun nok have fået lige så meget ro nede på sit eget værelse, men når man nu godt kan lide DOKK1, er det en fin undskyldning.

-0724_2_LastbilKranKompost

Bå morgen med mekanisk monster

-1609_1_AstaStoevlerVandpyt

Fine støvler

-1610_2_AstaStoevlerVandpyt_E

Fint styrt

-1617_StegteBananer

Bonusguf fra Frida

-1630_AstaVaskerGulv

Frivillig gulvvask

Skriv en kommentar
 

Mandag 2015-11-09 Aarhus Gymnasium

Frida: 14 år, 1 mdr. Sigurd: 11 år, 7 mdr. Asta: 4 år, 7 mdr.

I denne uge er der introduktionsaftener på en del uddannelsessteder i Aarhus. Hanne hackede tilmeldingssystemet så Frida skal til 4 introer i stedet for 1, som der ellers lægges op til. Denne aften handlede det om Aarhus Gymnasium, der er ligesom et alment gymnasium, bare uden tysk, billedkunst, historie, idræt, oldævl, musik og geografi. Uddannelsen er ikke håndværksorienteret, men rettet mod at studere videre. Positivt overraskende er 30% af eleverne piger; Hanne & Toke havde regnet med en mindre andel.

Der var oplæg fra skolelederen (lidt en tør kiks, syntes Frida) og to studievejledere. De solgte varen godt nok til Toke, men Frida var lidt skeptisk. Så kom der to elever på scenen med stærke nørd-vibes og Frida blev meget mere positiv. Hun var nu bekymret for om det var falsk reklame og at de fleste elever i virkeligheden var pop-drenge og -tøser? Far er nu overbevist om at andelen af faginteresserede & specialområdefokuserende personer er ganske stor på stedet. Når en opgave handler om at lave et fjernstyret coladåsekastende køleskab, kan det ikke være helt skidt.

Der er forskellige studieretninger på skolen og Frida vil gerne have alle fag på A-niveau (højeste niveau), undtagen dansk. Den håbefulde Fridas drømme blev på brutal vis hevet ned på jorden af de kynisk realistiske forældre, der måtte melde at hun ikke slap for dansk på A-niveau og at man i praksis ikke kan nå alting.

-0801_3_Solopgang

Gylden morgen

-2038_SlidesAarhusGymnasium

Efter gymnasietiden

-2133_HjemturBus

Gylden aften

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->