Søndag 2015-07-26 Det store vikingetræf
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 4 mdr.
Det var sidste dag for det årlige Vikingetræf ved Moesgård Strand. Gårsdagens elendige vejr gjorde at antallet af besøgende var meget højt: Der var pakket på den lille skovvej og der skulle parkeres 1½ kilometer fra indgangen. Til gengæld er pladsen ved Moesgård vældig stor og der var rigelig plads til både telte, gæster og sværdsvingende og storbrølende vikingetyper.
Forældrene foreslog Asta at hun kunne få et fint armbånd. Asta forklarede forældrene at hun hellere ville have et sværd. Det rendte hun så rundt og svingede med resten af dagen, kæmpede mod en ældre dreng hun mødte og bankede far på siden af hovedet (uheld) da han gik med hende på skuldrene. Hun fik desværre ikke lov til at være med til det store slag hvor 500 mænd & kvinder slog løs på hinanden.
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 4 mdr.
Regnen svingede mellem at stå ned i stænger og let silen. Heldigvis er det et eventyr at besøge Plantorama. Sigurd fandt et par varianter af kødædende planter og et par klatreplanter til muren ud for sit vindue. Forældrene lånte den ene kødædende planter til at få udryddet en håndfuld bananfluer i køkkenet.
Fredag 2015-07-24 Helt vildt legende
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 4 mdr.
En af Hannes veninder kiggede forbi med sin 3-årige datter. Asta og pigen klikkede øjeblikkeligt og den yngre pige blev ikke tromlet af Asta. De legede intenst sammen i et par timer, indtil gæsterne skulle videre. Få minutter senere pev Asta og efter et kvarters tid faldt hun i søvn.
Frida fik en veninde på besøg og kl. 22 gik de ud for at spille rundbold. De kom hjem kl. 23:50 og meldte at det ikke havde været svært at se bolden.
Torsdag 2015-07-23 Dagen med de mange ture
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Frida & far startede ud med at køre til Horsens for at hente Fridas nye briller. Hun er lidt langsynet og har lidt bygningsfejl, så brillerne gjorde ikke den store forskel ved ting på afstand. Til gengæld sad Frida og kiggede fascineret på sine hænder på vej hjem og fandt ting i bilen hun kunne læse.
Hurtig frokost, så tog Sigurd & far ind for at se Ant-Man. Selvom det er klart i superheltegenren er det mere en heist-film og gør den del rigtig godt. Sigurd var i hvert fald vældig begejstret.
På vej hjem i bussen mødte de to biografgængere Asta & mor, der havde været hos lægen for at få kigget på en vandvorte med betændelse. Frida var på det tidspunkt på vej i byen med en veninde for at se Paper Towns.
Hjemme på vejen tog Sigurd & Hanne ud for at finde myrer til Sigurds myreterrarium og Asta & Toke tog på skraldesamle- og bibliotekstur. Det gav lige Hanne 1½ time til at få ryddet nogenlunde op på Astas værelse og fjernet det øverste lag kiksekrummer under sengen.
Onsdag 2015-07-22 Hannes fødselsdag
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Fødselsdagssang & gaver på sengen til Hanne. Frida leverede et gavekort på 4 kager, hvor Hanne med det samme brugte første klip. Den blev bagt og taget med på strand- og skovtur. En del af planen var at finde myrer til Sigurds myreterrarium, men Riis Skov må være landets eneste skov uden et ærligt myrebo. To skaldede myrer blev der fundet. Men okay, skovudforskningen var underholdende i sig selv.
Derhjemme var der for en gangs skyld nok ærter og Blade Runner (The Final Cut) blev afslutningen på fødselsdagen. Frida & Sigurd meldte den var noget voldsomt, men Frida tilføjede også at det var en af de to eneste 80erfilm som hun syntes var god.
Tirsdag 2015-07-21 Overfald den store kat!
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Killingen Momo optrappede kontaktforsøgene overfor katten Mons. Mons blev overfaldet mindst tre gange, hver gang udløsende et hvæs og/eller et dask med poten. Det afskrækkede nu ikke Momo.
Toke fik et sæt ikke-transitive terninger med posten. Tricket er at man lader modstanderen vælge terning først, hvorefter man selv vælger terning og statistisk set vinder et simpelt spil hvor man skal slå højest antal øjne. Toke troede at han var åh-så-smart og prøvede at imponere først Frida, så Sigurd med dem. Der blev nu ikke vundet noget respekt: 2 minutter, så havde begge unger regnet systemet ud og insisterede på at vælge sidst, hvorefter de valgte de rigtige terninger og vandt.
Det blev også tid til en tur i Ree Park, hvor Asta rigtig gerne ville se giraffer. De blev fundet og der blev også gået tur ud til de sorte bjørne før energiniveauet røg ned: Der skal gås en del i Ree Park for at se tingene. Der var nu stadig tid til at se aberne inden hjemturen.
teenageren udspørges
[panorama]
Mandag 2015-07-20 Legeaftale & kattevaccination
Frida: 13 år, 10 mdr. Sigurd: 11 år, 4 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Hanne og Asta tog på besøg hos et par af Astas veninder fra børnehaven. Når de tre leger sammen plejer det at være temmelig larmende og konfliktfyldt, men denne gang gik det vældig roligt. Da de kom hjem tog Asta afsted igen, denne gang med far op for at få vaccineret killingen. Asta var lidt bekymret deroppe, for hun troede at hun også skulle stikkes. Det ville dyrlægen nu ikke være med til.