Søndag 2015-07-12 Hækkeklipning
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Forældrene tog sig endelig sammen og fik klippet hækken færdig. Bortset fra at tentekelkartoflerne forsøgte at fange & æde Asta under madlavningen skete der ikke mere den dag.
Lørdag 2015-07-11 Fødselsdage i Højbjerg
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Der var inviteret til fødselsdag for onkel Søren og bedstemor Tove i Højbjerg og det blev en smule hektisk ved afgangen da der skulle nås en bus. Frida manglede en sko! Den kunne Asta heldigvis hjælpe med at finde; den lå skjult under en pose. Snørebåndet var godt nok taget ud, så mistroiske Frida spurgte Asta om hun kendte noget til den del? Det gjorde Asta ikke, men hun havde nu en ide: Nu tror jeg det! Jeg tror det er et uhyre! Uhyret hedder Polly
.
Dobbeltfødselsdagen i Højbjerg var med godt vejr og familiehygge. Der var også gaver til Toke & Hanne.
Fredag 2015-07-10 Tokes fødselsdag
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Fødselaren blev vækket på sengen med gaver under dynen. Asta & Sigurd gav ham to kunstværker: "Svampe i blodregn" og "Blækspruttehestalien". Det med blækspruttehestalien viste sig at hænge sammen med en biograftur til The Martian, når den får premiere (ja, ungerne ved godt at der ikke er blækspruttehestaliens i den film).
Vennerne Anne Vibeke & Finn med ungerne Lasse & Naja kiggede forbi til frokost og blev til aftensmad, afbrudt af ærtespiseri og boller & kage.
Asta var igen noget krævende. Det kommer vist til at tage noget tid af få hende helt ned på jorden. Hun faldt slet ikke i søvn med det samme, da hun var lagt i seng. Der blev vist udført lidt eksperimenter på værelset for pludselig kom det højlydte Astapivelyde. På en eller anden måde havde hun sat et hårspænde fast på tungen og kunne ikke få det af.
Torsdag 2015-07-09 Væksthusene og hjemvepiller
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Sigurd, Asta & Toke tog en tur i Væksthusene. Humøret var højt og der blev gået tur gennem Botanisk Have, trods regn & blæst. Begge unger var helt opslugt af stedet: Der er placeret højttalere med diskrete junglelyde (gorillagrynt, tigerknurren osv.), som gjorde alting ekstra spændende for Asta. Sigurd var meget interesseret i de forskellige planter, specielt i deres særlige strukturer og egenskaber. En bregnelignende plante foldede bladende sammen ved berøring og Hellig Lotus var vandafvisende.
På vejen hjem blev der spillet Gul Bil, med lidt rigeligt løse regler. Kampen endte 46-11 til Sigurd, men han sad altså også så han kunne se fremad!
Om aftenen associerede Sigurd tilbage til tidligere skoleture hvor en SFO-pædagog havde givet dem hjemvepiller (altså til at kurere hjemve). Han erkendte pludselig at det hele havde været et fupnummer og at det sikkert var kalktabletter. Ak, Sigurd, først julemanden, så tandfeen, så hjemvepiller. Barndommen er snart trævlet helt op.
Hanne trængte akut til ferie, så hun dropper at tage på arbejde i morgen.
Onsdag 2015-07-08 Plantedag og Tøsetur
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Hanne og Asta tog ind for at besøge oldemor og plante blomster i urtepotter på hendes altan. Blomsterne skulle lige købes på grønttorvet først. Da far senere spurgte om hvordan grønttorvet var, svarede Asta Et rektangel.
Imens der blev plantet, legede Toke chauffør. Frida og et par veninder tager på alenetur i farmor & farfars sommerhus et par dage, iklædt ens Hello Kitty Wonder Woman (nej, det er ikke en fejl) T-Shirts. Turen derned tog lidt over tre dage: Tøserne snakkede intenst & uafbrudt om serien Pretty Little Liars hele vejen. Efter afleveringen tog turen hjem en time.
Om eftermiddagen var Asta temmelig opmærksomhedskrævende på den negative måde. Men alle var nu også trætte: Pludselig sov Asta, Hanne & Toke en times tid i stuen. Eftermiddagslur til Asta betyder aftenaktivitet, Hanne & Asta klippede vildskud i hækken og hvor Asta senere fandt ud af at det giver gnister hvis man klipper en lampeledning over med en grensaks.
Tirsdag 2015-07-07 Brødrebesøg
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Søren, Jacob & Jacobs kæreste kiggede forbi om eftermiddagen. Søren kom tidligere end de andre og fik lov til at hjælpe med at klippe hæk. Frida havde travlt med at klargøre en venindetur, så hun kom først hjem efter aftensmaden. Asta var opmærksomhedskrævende på den negative måde - hun trænger også til ferie.
Frida: 13 år, 9 mdr. Sigurd: 11 år, 3 mdr. Asta: 4 år, 3 mdr.
Det nyåbnede hovedbibliotek i Aarhus hedder Dokk1 og blev målet for anden udflugt i ferien. Hanne var på arbejde, men resten af familien tog derned. Der er en mægtig smart parkeringskælder, hvor man afleveret bilen, som så sendes ned i dybet og hen på en hylde, ganske automatisk. Stor succes for unger & far. Der var også glimrende legeting og en særdeles imponerende børneafdeling, med to puderum, udklædningstøj og sågar 4 spillemaskiner med gamle arkadespil. Og så er udsigten glimrende.
Skyggesiden af alt det fine er nok at der ikke er så meget plads til de stille kroge. Det ville Frida ellers gerne have haft - hun leder lidt efter et sted udenfor hjemmet, hvor hun kan fordybe sig.
Om aftenen gik Asta i hak og tilføjede Er det ikke rigtigt, mor?
til hver anden sætning. Mor var ved at blive bims over at snakke med hende og bad hende indtrængende om ikke at sige det hele tiden. Nu er det bare sådan at en fireårigs hjerne fokuserer på det centrale i samtalen og ikke på alle de der modifikatorer som Du behøver ikke...
og Vil du ikke lade være med...
. Så Asta skiftede til at tilføje Er det ikke rigtigt, mor?
til hver sætning.