Søndag 2014-06-08 Pinsetræf, dag 2
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Vejret var næsten endnu bedre og med en ukrudtsbrænder som flammekaster var Sigurds lykke gjort. Det var også noget med en tur hen for at købe honning, der var så nyslynget at biavleren åbnede døren med en spand i hånden.
Lørdag 2014-06-07 Pinsetræf i sommerhus
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Det traditionelle Eskildsen-Pinsetræf plejer at være i Fredericia, men i år var der håndværkere i farmor & farfars lejlighed, så det blev sommerhuset i stedet. Det var nu også rigtig godt med fremragende vejr og med Birk & Asta, der straks fandt sammen om at udforske verden. Dasbygning, insektjagt, havebadminton, vandmaling, grillmad, højtlæsning, myreafbrænding & marshmallows var strøet ud over dagen. Sommerhusliv når det er bedst.
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Almindelig halvmat fredagsstemning med en Asta der underholdt sig med at finde regndruknede hvepse i græsplænen og rode nede i værkstedet. Forældrene fokuserede på deres kaffe og på at undgå at Asta baldrede termoruden med værktøj fra kælderen.
Mor: I morgen skal vi hen i sommerhuset og lege med Birk
Asta: Jaaah! Vi skal lege med edderkopper og cykler!
Torsdag 2014-06-05 "Demokrati", regn & rundbold
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Der var demokratidag på skolen, hvilket betød at alle klasser fremlagde et forslag, hvoraf én klasses forslag skulle vælges og udføres. Valgflæsk var medbragt kage. Forslagene rangerede fra en kæmpe vandrutsjebane på legepladsen til en madordning for de ældre klasser (de yngre klasser har allerede madordning). Det var nu så som så med det demokratiske element: Det bliver lærerne der kommer til at bestemme hvilket forslag der skal udføres.
Far havde fri fra arbejde pga. Grundlovsdag, så han blev hjemme med Asta. Af en eller anden årsag var de begge helt koksede (far muligvis fordi han havde siddet til kl. 4 om natten og nørdet), så de tog en fælles formiddagslur på sofaen.
Om aftenen havde en af Sigurds klassekammerater indkaldt til rundbold på skolen. Der er ikke så meget af den slags i Sigurds klasse så han tog afsted med far. Bortset fra at de fik bank af det andet hold og hverken Sigurd eller far kunne gribe eller skyde, var det vældig underholdende.
Onsdag 2014-06-04 Asta til ørelæge
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Asta var til kontrol hos ørelægen: Der er stadig dræn i højre øre, men det venstre dræn er faldet ud. Der er hul efter drænet i venstre side, så skulle der komme betændelse igen, kan det løbe ud. På den anden side betyder det også at der kan komme vand ind, hvilket efter sigende skulle være uskadelig men meget generende. Der var ingen tegn på betændelse eller andre problemer.
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Af en eller anden årsag vågnede Asta kl. 4 om morgenen og skulle dysses i søvn igen. Måske var det derfor hun koksede helt ud til aftensmaden og kom tidligt i seng?
Mandag 2014-06-02 Jordbærsæsonen er startet
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 2 mdr.
Det kan godt være at jordbærrene kun er 1/4 røde, men det betyder stadig at de er klar til at spise. I hvert fald i følge Asta & Hanne.
Sigurd (om tuscher): Asta, de skal ikke blive våde vel? Så går de i stykker
Asta: Ih jo, det skal de!